COVID-19, SARS CoV-2

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta 

  • Et nyopdaget coronavirus, der for første gang blev beskrevet i Kina i 2019 og omtales som SARS CoV-2 og forårsager sygdommen "COVID-19"
  • Symptomerne er oftest som ved influenza med feber, ondt i halsen, ondt i muskler samt hoste
  • Infektionen går ofte over af sig selv igen, men i nogle tilfælde udvikles en livstruende virus-lungebetændelse
  • Smitten udskilles i luftvejene, og personer med infektion udskiller virus, når de hoster og nyser
  • Der findes forskellige medicinske behandlingsmuligheder mod SARS CoV-2
  • Den første vaccine mod SARS CoV-2 blev taget i brug i Danmark i slutningen af december 2020

Hvad er coronavirus?

Coronavirus er en gruppe bestående af flere alvorlige luftvejs-virus hos mennesker, bl.a. SARS-coronavirus og MERS-coronavirus.

Et nyopdaget coronavirus blev første gang beskrevet i Asien i 2019 og omtales som SARS CoV-2 eller i daglig tale nogle gange som "COVID-19" - i det følgende vil vi omtale den som COVID-19.

Virus stammer oprindeligt fra dyr (kaldes en zoonose), hvorfra det har spredt sig til mennesker.

Hvad er symptomerne på coronavirus?

Nogle personer kan have COVID-19 uden at få symptomer. For dem, der udvikler sygdom, er hoste, feber, muskelsmerter og hovedpine hyppigst.

Infektionen begynder ofte med milde symptomer som feber, tør hoste og træthed. Andre tidlige, men knap så hyppige symptomer, er:

  • Symptomer fra øvre luftveje: tab af smags- og/eller lugtesans, stoppet næse, ondt i halsen. Sjældnere øresmerter, nedsat hørelse
  • Symptomer fra mave-/tarmkanal: appetitløshed, kvalme, opkast, diarre, mavesmerter
  • Udslæt 

Infektionen går ofte over af sig selv igen. I nogle tilfælde udvikles en livstruende virus-lungebetændelse med svær åndenød, brystsmerter og svigt af vitale organer

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Vedvarende feber (over 38,0 grader C), åndenød, brystsmerter og forværring i tilstanden.

Hvordan stilles diagnosen?

Prøvemateriale fra øvre eller nedre luftveje kan undersøges for at se, om der er coronavirus til stede. 

Hvorfor får man COVID-19?

Smitten udskilles i luftvejene, og personer, som er syge, udskiller især virus, når de hoster og nyser. Hvis du er tæt på en person, som er smittet, kan viruspartiklerne inhaleres.

Viruspartikler på huden, overført ved fx håndtryk eller fra overflader du har rørt, kan sprede sig til luftvejene, hvis du gnider dig i og omkring næsen eller munden med fingrene. 

Smitter COVID19?

Ja, det smitter, og er mere smitsomt end influenzavirus. Personer, som har meget slimproduktion, hoste og nys smitter formentlig mere, end personer med få eller ingen symptomer. Meget tyder desuden på, at personer med coronavirus smitter meget i den første del af sygdommen. 

Er COVID19 arveligt?

Nej, det er ikke arveligt.

Hvordan behandler man COVID-19?

Hvis man bliver alvorligt syg af COVID-19 og bliver indlagt med lungebetændelse, kan man behandles med et anti-virus-medicin, der hedder Remdesivir. Det gives i et drop og findes ikke som tabletter. Derudover tillægges binyrebarkhormon samt blodfortyndende behandling under indlæggelse.

Hvis man ikke er indlæggelseskrævende eller er indlagt men ikke har svær COVID-19-lungebetændelse og er i risiko for alvorlig sygdom, kan man få tilbud et andet virusmiddel, der hedder Paxlovid. Paxlovid gives som tabletter men reagerer (interagerer) med mange forskellige typer anden medicin. Det er derfor vigtigt, at lægen ved præcis hvilken anden medicin, du tager. Til nogle højrisiko-patienter kan Remdesivir også komme på tale.

Patienter i særlig høj risiko for alvorlig sygdom kan være patienter med f.eks. alvorlige blodsygdomme (hæmatologiske sygdomme) og transplanterede.

Vaccine 

Et overfladeantigen på SARS-CoV-2 (såkaldt spike-protein) er målet for vaccinestrategien.

De vacciner, som markedsføres i EU, vil indeholde det oprensede spike-protein selv, eller den nukleinsyresekvens, der koder for proteinet (evt. inkorporeret i en harmløs virus). Det nationale vaccinationsprogram er påbegyndt i slutningen af december 2020.

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  • Bliv hjemme hvis du er syg
  • Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen  
  • Udluftning forebygger dråbesmitte indendørs      
    • Du lufter effektivt ud i dit hjem ved at: 
      • Lukke vinduer og døre op på tværs af boligen, så der er gennemtræk
      • Skabe gennemtræk i 5 minutter, mindst 2 gange om dagen
      • Hvis I er flere personer indendørs, så luft ud oftere, fx før og efter besøg
  • Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand til syge, og bed andre om at vise hensyn

Hvordan undgår jeg at få eller forværre COVID-19?

  • Undgå kontakt til personer, som kan være smittede med COVID-19
  • Håndsprit dræber viruspartikler på huden - både COVID-19, forkølelsesvirus og influenzavirus

Myter og fakta omkring COVID-19

Specielt på sociale medier florerer mange historier om, hvad der kan forværre og eventuelt forebygge coronavirus. De fleste af disse historier er ikke sande. WHO har lavet en hjemmeside, hvor du kan læse mere om myter og fakta.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

  • Personer med symptomer, der kan give mistanke om COVID-19 (eller andre infektioner), opfordres generelt til at blive hjemme, samt at holde afstand og vise hensyn til andre mennesker
  • Hvis du er så syg, at du har brug for at tale med en læge, eller dine symptomer bekymrer dig, bør du ringe til din egen læge eller vagtlæge/1813
  • Hvis du kan være i målgruppen for tidlig behandling med Paxlovid

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Tid fra smitte til symptomerne opstår (såkaldt inkubationstid) er cirka en uge, men kan være både kortere og længere (fra 1-14 dage - median 5-6 dage).

Til en start ses hoste, ondt i halsen, ømhed og smerter i musklerne og feber >38 grader C - ligesom ved influenza. Tilstanden går typisk over efter nogle dage, men kan også udvikle sig med svær åndenød og svigt af flere organer.

Er COVID19 farligt?

Der er flest milde tilfælde, der ikke registreres, så det kan være svært at have præcise tal for dødelighed, men den er aktuelt lav.

Hvor udbredt er COVID-19?

I begyndelsen var sygdommen primært i Kina og Sydøstasien, men har siden bredt sig til hele verden.

Kan jeg få COVID-19 mere end én gang?

Ja, man kan godt blive smittet med coronavirus mere end én gang

Vil du vide mere? 

Kilder

Fagmedarbejdere

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen