Hvad er Sinding-Larsens sygdom?
Sinding-Larsens sygdom er en tilstand med betændelse i senefæstet på knæskallens nederste kant. Den skyldes træk fra lårmusklen. Tilstanden rammer børn og unge i vækst. Når du vokser, bliver "muskelarbejdet for stærkt" for senefæstet, så der kommer små afrivninger og betændelse i vækstzonen i knoglen. Dette opstår ved sport og fritidsaktivitet.
Den store knæstrækkemuskel (quadriceps) på forsiden af låret er fæstet til knæskallen ved hjælp af en stærk sene. Denne sene (patellasenen) fortsætter lige nedenfor knæskallen, hvor du får ondt. Senen fæster sig på et knoglefremspring øverst på skinnebenet.
Betændelsen medfører, at brusken bliver stimuleret til at vokse, så der kan dannes en udbuling, hvor betændelsen er. Måden, hvorpå skaden opstår, er den samme som ved Schlatters sygdom, hvor der er smerter ved senefæstet på skinnebenet.
Hvad er symptomerne?
De hyppigste gener er smerter og ømhed i den nederste kant af knæskallen. Smerterne udløses af fysisk aktivitet og er oftest mest generende under og lige efter (op til timer) efter en fysisk belastning. Efter hvile forsvinder smerterne helt i starten, eller aftager ved det længerevarende forløb. Smerterne kan også udløses ved, at barnet støder knæet.
Diagnosen stilles på grundlag af sygehistorien og almindelig lægeundersøgelse af knæet. Der er normalt ikke behov for at tage røntgenbilleder eller andre undersøgelser for at bekræfte diagnosen.
Røntgenundersøgelse bliver taget, hvis der er mistanke om anden sygdom, men kan også vise typiske forandringer.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Smerter fra nedre del af knæskallen, der kommer efter fysisk aktivitet. Det bliver oftest bedre, når du aflaster. Hvis det gør ondt om natten, eller hvis smerten kommer lige pludseligt og knæet hæver op, bør du kontakte din læge.
Der kan dog godt være hævelse lige ved den nedre del af knæskallen ved Sinding-Larsen.
Hvorfor får man Sinding-Larsens sygdom?
Årsagen til tilstanden er små skader i det område, hvor senen fæster sig til knæskals-området. Dette kommer ved fysisk aktivitet hos barnet eller den unge, hvor kraftige træk i eller stød mod senen fører til små afrivninger af senefibre og udvikling af betændelse i senen og knoglefæstet. Betændelsen kan give små forkalkninger i området.
Er Sinding-Larsens sygdom arveligt?
Nej, det er ikke arveligt.
Hvad er behandlingen?
Behandlingen består lige i starten af at lindre symptomerne. Det gøres med smertestillende behandling med håndkøbsmedicin, kuldepakninger ved akutte smerter, samt opstart af forskellige typer træning hjemme eller ved fysioterapi.
Du kan selv begrænse symptomerne ved at aflaste knæet i starten (mindske aktivitetsniveauet), især ved stærke gener bør du tage det lidt med ro i en periode. Ved lettere gener kan du være fysisk aktivt, men vær opmærksom på, om det provokerer gener. Det er også vigtigt, at der er specifik og målrettet træning, som egen læge/fysioterapeut kan hjælpe med at sætte i gang.
I akutte tilfælde med svær ømhed kan der være behov for smertestillende medicin med paracetamol og antiinflammatorisk medicin i korte perioder, fx efter en hård fysisk belastning.
Det kan være en god hjælp at lægge en kuldepakning på det ømme område.
- Det kan fx være en ispose, eller isklumper i en plastpose, som er pakket ind i et håndklæde
- Det lægges på det ømme område i cirka 20 minutter og har en lindrende virkning
Det findes ikke kirurgisk behandling, som har dokumenteret virkning.
Hvad kan jeg selv gøre?
Aflastning fra aktiviteter, der provokerer smerter, er vigtigt for at få det bedre. Samtidig skal du begynde med passende træning.
Det er vigtigt at vide, at det bliver bedre efter noget tid, hvis du følger de givne råd. Ellers vil det tage længere tid.
Ved stærke smerter kan du tage paracetamol og NSAID ved behov, og efter hård fysisk belastning med ømhed og hævelse i området kan det være en god hjælp at lægge en kuldepakning på det ømme område.
- Det kan være en ispose, eller isklumper i en plastpose - pakket ind i et håndklæde - som lægges på det ømme område i cirka 20 minutter
Hvordan undgår jeg at få eller forværre Sinding Larsens sygdom?
Der er ingen sikker metode til at forebygge Sinding Larsen sygdom, men det er vigtigt med aflastning fra starten og relevant træning.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Det er hensigtsmæssigt at blive vurderet og søge råd fra starten for at få et kortere forløb med mindre smerter.
Hvordan er langtidsudsigterne?
Sygdommen er helt ufarlig og vil altid gå over.
Normalt tager det 12-18 måneder, før det er væk.
I nogle tilfælde varer generne op til 2 år, og det kan da være meget generende.
Er Sinding Larsens sygdom farligt?
Nej det er ikke farligt, og det går over af sig selv efter et stykke tid, selvom det kan tage år.
Hvor hyppig er Sinding-Larsens sygdom?
Tilstanden er relativt almindelig hos børn i vækst. Aldersgrupperne er som regel unge mennesker i 10-14-årsalderen.
Vil du vide mere?