Ankelleddene er meget udsatte for skader. Det skyldes, at de er ganske bevægelige og belastes med hele kroppens tyngde.
Leddet udgøres af 4 knogler:
Ankelleddet stabiliseres af ankelgaflens form og ledbånd på indersiden, ydersiden og mellem de 2 lægknogler (skinnebenet og lægebenet).
Syndesmosen er navnet på et kraftigt bånd som sammenbinder skinnebenet og lægebenet. Se tegning af ankelleddet set bagfra, fra siden og røntgenbillede skråt bagfra og fra siden.
Hovedbevægelsen i ankelleddet er bøjning opad og strækning nedad i den del af leddet, som udgøres af skinnebenet og rullebenet. Vridningsbevægelser udover og indad foregår mellem rullebenet og hælbenet.
Smerter, hævelse og misfarvning. Du er normalt ude af stand til at støtte på foden på grund af smerter.
Hør lægen fortælle, hvordan man vurderer sin ankelskade:
Ofte drejer det sig om en forvridningsskade. For lægen kan det være nyttigt at få beskrevet nøjagtigt, hvordan skaden opstod, og hvordan fodens position var, da uheldet skete.
Efter skaden opstår der hurtigt smerter, hævelse og nedsat funktion af foden.
Tegn på knoglebrud er fejlstilling af anklen, hævelse, trykømhed over knoglen, hudblødning, og at man normalt ikke kan støtte på foden.
Lægen prøver at vurdere bevægeligheden i ankelleddet. Men dette kan være vanskeligt at gennemføre på grund af smerter.
Lægen skal også vurdere knæled og fod. Der skal kontrolleres, at der ikke er tegn til skader på nerver eller blodkar.
Ved mistanke om brud tages røntgenbilleder af anklen i forskellige retninger. Det kan være nødvendigt at tage billeder af lægbenet i hele sin længde. Ofte er der flere brud eller skader.
Nogle gange er det nødvendigt at foretage en CT-skanning for at klargøre omfanget af bruddet, særligt ved brud i selve leddet.
Der findes forskellige typer af ankelbrud alt efter, hvordan foden vrides i forhold til underbenet, når skaden sker.
Skaderne består af knoglebrud og ledbåndsskader i forskellige kombinationer, der alle har betydning for, hvilken behandling der er nødvendig. Hvis knoglebruddet er stabilt, kan man nøjes med gipsbehandling mens flere samtidige brud eller i kombination med ledbåndsskader kan medføre, at ankelleddet er ustabilt og vil kræve operation.
Den mest almindelige udløsende årsag til et brud på anklen er en såkaldt inversion, som forårsager langt størstedelen af alle ankelskader. Inversion vil sige en kombineret bevægelse, hvor du lander efter løb eller hop med foden bøjet nedad, og hvor foden vrides og roteres indad.
Ved den modsatte bevægelse, eversion, er foden samtidigt bøjet opad, vredet udad og roteret udad.
Anklen er meget mere stabil og modstandsdygtig mod eversionsskader end inversionsskader. Dog kan der ved en eversionsskade opstå betydelig skade på knogler og ledbånd.
Måden foden vrides på giver derfor forskellige skader og kræver forskellig behandling.
Målet med behandlingen er, at skaden heler op, så den normale funktion genskabes.
Det er vigtigt, at behandlingen starter så tidligt som muligt (se nedenfor), både for at forebygge komplikationer og for at sikre, at bruddet heler hurtigt op. Behandling af ankelbrud kan være kompliceret og kræve operation. Men skaden kan også ofte behandles konservativt, det vil sige med gips men uden operation.
Det er vigtigt at få nedkølet og hævet foden højt så hurtigt som muligt. Kompression og ro er også vigtig. Se vejledning her.
Du får smertestillende medicin og kontrollerer, at der ikke er skade på nerver og kredsløb. Bruddet stabiliseres, og man forsøger at gøre anklen ubevægelig i en så neutral position som mulig.
Hvis det er et åbent brud, dækkes der med en steril bandage.
Brud, som lægen vurderer er stabile, behandles med gips eller anden form for bandage.
Eksempelvis vil uforskudt brud i én ankelknude (malleol) normalt behandles med støvlegips fra knæ til tæer, med 90° vinkel i anklen, i 6 uger. Nogle brud må belastes med det samme, mens andre kræver en periode, hvor man ikke støtter på foden, for at bruddet ikke forskydes. Gipsen fjernes ofte efter 6 uger, og du kan starte forsigtigt med øvelser, efter nogen tid med øget belastning.
Ustabile brud kræver operation.
Hvis det er muligt, forsøger lægen at operere indenfor få timer, inden der opstår svær hævelse.
Hvis der er gået for lang tid, og hævelsen er for stor, sættes bruddet på plads, og du får lagt en gipsstøtte. Operationen udsættes da, indtil hævelsen er aftaget, som regel efter 4-6 dage.
Brud i den udvendige ankelknude fæstes ofte med skrue eller støtteplade. Brud i den indvendige ankelknude fæstes oftest med skrue(r), pinde eller ståltråd.
Overrevet syndesmose fæstes med skrue eller wire, som sættes fra lægbenet ind i skinnebenet.
Efter operation behandles med gips og optræning.
Ved brud med store forskydninger er der fare for skade på huden (nekrose). Hvis bruddet er åbent, er der stor risiko for infektion.
Kraftig hævelse og højt indvendig tryk kan hindre blodtilførslen og skade muskler og sener (kompartmentsyndrom).
Hvis bruddet heler dårligt, kan det give en ustabil ankel, kroniske smerter og stivhed.
Slidgigt kan opstå ved ankelbrud, specielt hvis ledfladerne er knust eller ikke kommer rigtigt på plads.
Ved smerter, der ikke hurtigt forsvinder efter forvridning af anklen, og hvor du ikke kan støtte på foden.
Prognosen er god, hvis der er stillet en korrekt diagnose og udført korrekt behandling. Komplicerede åbne brud med betydelige skader på muskler og led har en dårligere prognose.
Isolerede, ikke-forskudte brud på udsiden af ankelknuder, er det hyppigste ankelbrud. Denne type brud har god prognose og heler normalt uden problemer.
Optræning kan ofte reducere senere symptomer i form af nedsat bevægelighed.
Ankelbrud udgør cirka 15 % af alle skader på anklen.
Brud i ankelknuderne (malleolerne) ses hyppigst i ankelknuderne på ydersiden.
Ankelbrud er hyppige både blandt yngre og ældre mennesker.
Ja, selv om bruddet er helet, kan man ved et nyt vrid igen få et ankelbrud.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
