Et brud i mellemfodsknoglerne kan opstå ved overbelastning som et træthedsbrud, ved vridskader eller ved tab af større genstande ned over foden
Symptomerne er smerter, hævelse og eventuel misfarvning med blå mærker i området
Smerterne bliver typisk værre, når du belaster foden
Brud i mellemfodsknoglerne behandles med aflastning, gips eller operation, afhængig af brudtypen
Metatars, brud på mellemfodsknogle
Røntgen af normal fod set fra oven
Mellemfodsknoglerne kaldes på fagsprog for metatarserne. Det er knogler, som går fra fodroden og frem til tæernes grundled vist som nr. 4 på billedet.
De 5 knogler nummereres fra 1. til 5. Metatars 1 svarer til storetåen, og metatars 5 svarer til lilletåen.
Hver knogle er en rørknogle med 2 tykke ender og et slankere skaft. Enden længst ude benævnes caput (hovedet), og enden længst inde kaldes basis. De 2 ender danner led med tåknoglerne og med fodrodsknoglerne.
3 typer brud udgør størstedelen af metatarsbruddene:
Afrivningsbrud af basis på femte metatarsalknogle på ydersiden af foden
Skaftbrud midt på knoglen
Brud lige ved caput på metatarsen ved tåens grundled
Hvordan opstår skaden?
De almindeligste årsager til denne type brud er klemskader, eller de opstår ved at foden støder ind i noget.
Brud kan også opstå ved vridning af forfoden.
Træthedsbrud kommer på grund af en eller anden form for overbelastning af foden. Det kan fx være langvarigt løb, march eller tunge løft.
Hvad er symptomerne på brud i metatars-knoglerne?
Smerter, hævelse og eventuel misfarvning med blodudtrædning i området. Smerterne bliver typisk værre ved belastning.
Hvordan stilles diagnosen?
Brud giver smerte og hævelse over knoglerne i mellemfoden (metatarserne - se også forklaring ovenfor). Tilstanden opstår ofte efter langvarig, gentagen aktivitet (træthedsbrud) eller ved en akut skade.
Ved træthedsbrud forsvinder smerten ofte i hvile, men kommer tilbage, når du går eller løber. Efterhånden kan smerterne blive konstante.
Ved undersøgelse hos læge er der hævelse og trykømhed over den metatars, som er brækket. Du skal normalt altid have taget røntgen ved mistanke om metatarsbrud.
Ved bruddene brækker knoglen ofte så meget over, at de to knogleflader ikke passer sammen.
Ved træthedsbrud er brudspalten i starten kun en hårtynd spalte, men efter 2-3 uger ses en tydelig spalte sammen med nydannelse af knogle.
Hvis lægen har mistanke om træthedsbrud hos en person, kan det være aktuelt at henvise vedkommende til en MR-skanning.
Hvordan behandles metatars brud?
Målet er at få bruddet til at hele i god stilling for at forhindre senfølger.
Fælles for alle metatarsbrud er, at hvis bruddet heler i fejlstilling, giver det ofte gener.
Træthedsbrud behandles med aflastning i 4-6 uger.
Eftersom metatarserne-knoglerne ligger tæt sammen, vil der ved brud i 1 eller 2 knogler være god stabilitet og kun en lille forskydning af brudenderne. Bruddene heler derfor hurtigt.
Nedenfor beskrives den typiske behandling for nogle typer af metatarsbrud.
Afrivningsbrud af basis på 5. metatars (tennisbrud)
Er meget almindeligt. Skaden er ofte forbundet med en ankelskade på udsiden af foden i forbindelse med vrid af foden.
Bruddet opstår ved tilhæftningen af en sene, som fæstner på basis af 5. metatars. Ved kraftig stræk i senen (ved en skade) kan den rive en del af knoglen af.
Behandlingen er normalt gågips i 5 uger, eventuelt kun elastisk bandage. Du må belaste til smertegrænsen fra begyndelsen.
Det kan nogle gange være nødvendigt at operere, hvis knoglebruddet er meget forskudt, eller hvis bruddet går ind i leddet. Bruddet bliver da fæstnet med metalpinde, ståltråd eller skrue.
Når du fjerner gipsen, tages røntgenkontrol. Hvis bruddet ikke heler, kan det også være nødvendigt at skrue knoglestykket fast.
Jones brud i 5. metatars
Det er et tværbrud cirka 1,5-3 cm længere ud i metatarsen, det vil sige i skaftet til 5. metatars.
Denne brudtype er ikke så almindelig som "tennisbrud", men er mere problematisk at behandle, da bruddet heler dårligere.
Bruddet opstår ofte ved indirekte skade (under træning). Fejlstillingen ved dette brud har tendens til at blive værre under vægtbelastning.
Det er hyppigt, at bruddet ikke vokser sammen. Det kan skyldes, at du har belastet foden for tidligt.
Behandlingen er som regel støvlegips og aflastning i 6 uger.
35-50 % af personerne med dette brud udvikler ofte vedvarende manglende heling. De har så ofte brug for operation med såkaldt K-tråd, ståltråd eller skrue, og det kan være nødvendigt med knogletransplantation. Nogle læger vælger derfor at udføre operation fra starten hos professionelle idrætsudøvere, der belaster foden kraftigt.
Skaftbrud i en metatars
Disse brud er meget almindelige og kan opstå efter både langvarig gang (marchbrud) samt efter en skade.
Skaftbrud er udsat for stort bøjemoment under gang, de bør derfor behandles med lav gips i nogle uger eller blot sko med stiv sål.
Bruddet skal eventuelt afstives ved at indsætte en K-tråd ved større fejlstilling.
Hvis der er brud i flere metatarser, kan en kort gågips lindre smerterne. Det er normalt ikke nødvendigt med kontrol.
Både brud som er på plads, og brud der er forskudte, vokser normalt godt sammen selv om man støtter på foden med den vægtbelastning som tolereres. Men ved fejlstilling bør der tages røntgenkontrol efter 3 uger.
Marchbrud er et træthedsbrud i 2. eller 3. metatars, som hyppig ses hos motionsløbere. Røntgen viser ofte ikke noget, men bruddet er normalt synlig på MR-skanning. Behandlingen er ophør med belastende aktiviteter i 4-6 uger.
Subkapitalt metatarsbrud
Et sådant brud skyldes ofte en hård/tung genstand, som falder ned på tæerne eller et fald, hvor du lander på tæerne. Ofte er der flere brud.
Normalt kan disse brud behandles som skaftbrud, men ved svær fejlstilling og især ved 1+5. metatars kan operation med K-tråde være nødvendig for at bevare forreste fodbue.
Basis metatarsbrud
Et sådant brud skyldes som regel et slag eller klemskade. Bruddet kan eventuelt opstå ved et fald, hvor du vrider på foden. Ofte er der flere brud, som er ude af led. Der kan samtidig være en skade på de ledbånd, der holder knoglerne sammen (såkaldt Lisfranc-skade) og sørger for at opretholde fodbuen.
Hvis bruddene ikke behandles rigtigt fra starten, kan de give en masse senfølger på grund af ledbåndsskaden.
Hvis bruddene er uforskudte kan man nøjes med bandagering med gips i 6-8 uger uden støtte.
Hvis bruddene ikke er tilfredsstillende på plads, vil man ved operation skubbe knoglebruddene på plads og fæstne dem med K-tråde. Derefter anlægges støvlegips, som du skal gå med i 6 uger.
Kontrol udføres efter operation og ved fjernelse af gips efter 6 uger. K-tråde fjernes samtidig med gipsen.
Hvad kan jeg selv gøre?
Hvis du kommer til skade så hold foden op og læg noget kølende på, så foden ikke hæver op, inden du bliver set af lægen.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre tilstanden?
De fleste brud er rimeligt stabile, og aflastning i en vis periode er normalt tilstrækkeligt.
Ved større ledskred kan der være behov for at fastgøre bruddet ved operation, hvorfor kontroller er vigtige at følge.
Hvis du er ryger, skal du forsøge at stoppe med rygning, da det forøger risikoen for, at bruddene ikke heler eller heler langsomt.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Ved smerter der ikke svinder og kommer, når du belaster foden.
Hvordan er langtidsudsigterne?
Prognosen er normalt god. Der kan undtagelsesvis opstå komplikationer i den akutte fase.
Et utilfredsstillende resultat af behandlingen kan medføre fejlstillinger efter heling af bruddet. Det kan give betydelige gener på lang sigt.
Specielt Lisfranc-skaden kan give varige problemer med smerter trods korrekt behandling.
Hvor hyppig er brud i metatars-knoglerne?
Brud i mellemfodsknoglerne - metatarsbrud - hører til de hyppigste typer brud. Brud i femte metatars udgør omtrent halvdelen af tilfældene.
Træthedsbrud (stressbrud) opstår oftest i 2. eller 3. metatars.