Hvad er senfølger efter cancer?
Senfølger er helbredsproblemer, der opstår under kræftbehandling, og som bliver kroniske, eller som opstår og viser sig måneder eller år, efter behandlingen er afsluttet.
Hvad er symptomerne på senfølger efter cancer?
Symptomerne afhænger af, hvilken kræftbehandling du har gennemgået.
Det kan være følger efter operation, strålebehandling eller medicinsk kræftbehandling.
De hyppigste senfølger er:
- Angst
- Angst for tilbagefald
- Depression
- Føleforstyrrelser
- Hjerte- og lungeproblemer
- Hormonforstyrrelser - og nedsat evne til at få børn
- Hukommelses- og koncentrationsbesvær
- Knogleskørhed
- Mund- og tandproblemer
- Seksuelle problemer
- Smerter f.eks. i led og muskler
- Søvnproblemer
- Tarm- og urinvejsproblemer
- Træthed
- Ændret kropsopfattelse
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Det er vigtigt, at du er opmærksom på din krop og oplyser om alle symptomer. Der er mulighed for at få hjælp til at lindre symptomer som f.eks. træthed og koncentrationsbesvær i kommunal rehabilitering.
Andre symptomer som f.eks. smerter eller tarmproblemer kan lindres med medicinsk behandling.
Nye svulster, tiltagende smerter eller blødning skal altid undersøges hurtigst muligt. Det kan være tegn på tilbagefald af kræftsygdommen.
Det er vigtigt at du oplyser dine behandlende læger og sygeplejersker om symptomer. Hvis dine gener opstår eller varer ved, efter at din behandling og opfølgning er afsluttet på hospitalet, skal du tale med din egen praktiserende læge om det.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen senfølger stilles, når andre årsager til symptomerne er udelukket, og der er en sammenhæng mellem den konkrete behandling og symptomerne.
Gør din praktiserende læge opmærksom på, at du har fået behandling mod kræft. Det kan også være relevant i forhold til din tandlæge, fysioterapeut, kiropraktor eller lignende.
Hvorfor får man senfølger efter cancer?
Senfølger skyldes, at kræftbehandling kan skade det normale væv. Det kan ske, hvis man ved en operation har været nødt til at fjerne et organ og måske også noget af det omgivende væv med nerver og blodkar.
Senfølger efter strålebehandling skyldes skader på de normale celler i det strålebehandlede område, som kan medføre væskeansamlinger og skader på nerver, blodkar og knogler. Noget væv tåler strålebehandling meget dårligt, f.eks. spytkirtler og kan bliver ødelagt efter strålebehandling.
Medicinsk kræftbehandling kan skade organer, f.eks. nyrer eller lever, men kan også give skade på nerver og muskler (f.eks. hjertemusklen).
Hvordan behandler man senfølger efter cancer?
Behandlingen afhænger af typen af senfølge. Nogle skader kan ikke repareres, men ofte kan man opnå lindring.
Hvad kan jeg selv gøre?
Efter endt behandling vil du få tilbudt at deltage i rehabilitering i din kommune. Det er vigtigt at deltage, hvis man har senfølger.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre senfølger efter cancer?
Man har sjældent selv indflydelse på de senfølger, der kan opstå efter kræftbehandling. Det er vigtigt at følge almindelige sundhedsråd, dvs.:
- Undgå rygning og alkohol
- Dyrk motion
- Spis sundt
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du får senfølger efter kræftbehandling, kan du søge hjælp på den behandlende afdeling, hvis du stadig er i et opfølgningsforløb. Ellers skal du henvende dig til din praktiserende læge.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Lægen kan undersøge dig og finde ud af, om det er senfølger, eller der er andre årsager til symptomerne.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Er senfølger efter cancer farligt?
Senfølger efter kræftbehandling er ofte uundgåeligt og kan være meget generende, men er meget sjældent farligt.
Hvor udbredt/hyppig er senfølger efter cancer?
Næsten alle patienter, der har fået kræftbehandling har en eller flere senfølger. Fordi sygdommen er alvorlig, og behandlingen ofte er omfattende, er psykiske og fysiske senfølger uundgåeligt.
Kan jeg få senfølger efter cancer mere end én gang?
Senfølger kan udvikle sig forskelligt, så nogle senfølger opstår umiddelbart under eller efter behandlingen, hvorimod andre først erkendes lang tid efter, at behandlingen er afsluttet.
Vil du vide mere?