Mange patienter taber sig, når de har kræft.
I starten af forløbet kan man evt. opnå en stabil vægt vha. kostråd, fokus på spisesituationen.
I slutstadiet af en kræftsygdom bliver mange patienter stærkt afmagrede og afkræftede, og har ikke lyst til mad og drikke. Der opstår tydelige tegn på nedbrydning af muskelmasse og fedtvæv. På fagsproget kaldes dette kakeksi. Mange patienter er også i underskud af væske i kroppen. På fagsproget kaldes dette dehydrering.
Denne kombination af kakeksi og dehydrering skyldes oftest selve kræftsygdommen.
De fleste personer med en kræftsygdom har i slutfasen problemer med at spise og drikke. Det er en helt naturlig følge af at være alvorligt syg.
Ved fremadskreden kræftsygdom nedsættes appetitten ofte markant, hvilket medfører vægttab. Det er ikke altid, at der findes en årsag til den nedsatte appetit, men selve kræftsygdommen giver vægttab. Derudover kan mange faktorer spille ind, og blandt de hyppigste er:
Formålet med behandling af afmagring ved fremskreden kræftsygdom er at lindre, begrænse og forebygge gener. Behandling afhænger af patientens problemstilling den forventede overlevelsestid. Det er vigtigt at få klargjort, hvilke fordele og ulemper behandlingen vil give.
Komplikationer til behandling og sygdom skal behandles, hvis det er muligt. Ernæringsstøtte kan forsøges, fx tilførsel af ernæringspræparater (proteindrikke, proteinberigede desserter og is). Lægen kan lave grøn ernæringsrecept, så der fås tilskud til disse. Hvis der er lavet terminalerklæring, betaler kommunen resten af udgifterne til disse ernæringspræparater.
Kontakt til en diætist kan være vigtig, og medicinsk behandling kan i nogle tilfælde afprøves.
Tilførsel af ernæring via sonde i mavesækken eller direkte i blodårerne (intravenøst) kan være aktuel tidligt i sygdomsforløbet, hvis patienten ikke selv kan spise.
Behandling bør primært være rettet mod eventuelle årsager til afmagring. Fx kan svampeinfektion i mundhulen give problemer med at synke og behandles med svampemiddel.
Efter nøje vurdering kan man forsøge medicinsk behandling, som stimulerer lysten til mad og påvirker vægttabet. Til dette bruges fx. binyrebarkhormon. Da der er bivirkninger ved langtidsbehandling, og da virkningen på appetitten aftager, skal man tænke på behandlingen som en kur på max 4-6 uger.
Når patienten er i slutstadiet af sin sygdom, skal man ikke påtvinge den syge mad eller næringstilskud. Patienten kan opleve øget ubehag, hvis omgivelserne bliver for pågående og presser for meget på for, at patienten skal spise mere.
Hvis der gives mad på sonde eller gennem en blodåre kan situationen ligefrem forværres, da det kan give kvalme, opkastninger, væske på lungerne (med åndenød til følge) og generelle væskeudtrædninger i kroppen.
Patienten skal spise det, der giver velvære og livskvalitet. Måske skal man bare smage på maden, da det giver minder om tidligere oplevelser. Der skal ikke være fokus på vægt, da det bare vil være et nederlag at blive vejet.
Når patienten er døende, skal man tænke livskvalitet, pleje og omsorg, fx nøjes med at fugte læber og mundhule med en våd svamp, samt give nærvær og omsorg.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
