Muskelknuder er godartede knuder, som består af muskel- og bindevæv. Muskelknuderne kan blive så store, at de trykker på blære og tarm, giver en tyngdefornemmelse i underlivet og evt. giver hyppig vandladning. I andre tilfælde kan de sidde på indersiden af livmoderen og give blødningsforstyrrelser, både kraftige og uregelmæssige blødninger.
Blødningsforstyrrelser kan også skyldes hormonforstyrrelser. Hormonforstyrrelser kan i de fleste tilfælde behandles med medicin. Men i nogle tilfælde kan den bedste løsning være at fjerne livmoderen ved en operation.
Det kan også være nødvendigt at fjerne livmoderen, hvis der er svulster i underlivet, især hvis der er tale om ondartede svulster.
Operationsmetode
Man kan fjerne livmoderen på forskellige måder. Hvilken operation, man vælger, afhænger af:
Hvorfor livmoderen skal fjernes
Livmoderens størrelse
Om der samtidig skal foretages andre indgreb og
Om kvinden er blevet opereret tidligere
De forskellige metoder er
Med kikkertteknik via små huller i bugvæggen, eventuelt ved hjælp af robot
Med åben kirurgi, hvor kirurgen laver et såkaldt bikinisnit eller et længdesnit i maveskindet
Gennem skeden
Som regel fjernes livmoderhalsen sammen med livmoderen.
En operation gennem bugvæggen foregår i fuld narkose. En operation gennem skeden kan også foretages i rygbedøvelse.
Du bør tale med kirurgen om, hvad der er det bedste i dit tilfælde.
Er der komplikationer ved operationen?
De fleste operationer, hvor livmoderen bliver fjernet, forløber uden problemer. Det er normalt at være indlagt et døgn eller to efter operationen, men herefter kan de fleste udskrives. Du skal regne med at være sygemeldt i ca. 3-4 uger.
Risikoen for komplikationer afhænger af:
Årsagen til at livmoderen skal fjernes
Din alder
Din generelle helbredstilstand
Evt. følger efter tidligere operationer
Smerter
Efter operationen er der brug for smertestillende behandling, som skal forsætte den første uges tid efter, at du er blevet udskrevet. Det er normalt tilstrækkeligt med håndkøbsmedicin. Maven kan gå i stå efter en operation i bughulen, og det kan vare op til en uge, før maven fungerer normalt. De fleste steder tilbyder man et afføringsmiddel efter operationen.
Betændelse og blodansamling
Som ved alle større operationer er der risiko for komplikationer, når man fjerner livmoderen. De hyppigste komplikationer er betændelse og blodansamling omkring såret. I de fleste tilfælde klarer kroppen det selv, men man kan have brug for lidt længere sygemelding. I andre tilfælde kan det være nødvendigt at udtømme en blodansamling eller betændelse ved et mindre indgreb. I forbindelse med operationen anlægger man et kateter i blæren, og der kan komme blærebetændelse i efterforløbet. For at mindske risikoen for disse komplikationer får man antibiotika i forbindelse med operationen.
Blodpropper
Ved fjernelse af livmoderen er der, som ved andre operationer, også en mindre risiko for blodprop i benene. For at mindske risikoen for blodpropper får man blodfortyndende medicin i forbindelse med operationen, og man bliver opfordret til at komme ud af sengen og bevæge sig så snart som muligt.
Skader i bughulen
De mest alvorlige komplikationer sker, hvis der under operationen kommer skader på andre organer i bughulen. Det sker heldigvis sjældent. I disse tilfælde er det vigtigste, at skaden bliver opdaget og repareret.
Hvad kan jeg selv gøre?
Der er større risiko for komplikationer, hvis du er overvægtig, ryger eller har et stort alkoholforbrug. Det er ting, du selv har en indflydelse på.
Det er vigtigt at komme ud af sengen, bevæge sig og få noget at spise og drikke hurtigt efter operationen. Det nedsætter risikoen for komplikationer og afkorter den tid, det tager at komme dig ovenpå operationen. God smertebehandling er vigtig for, at du skal kunne bevæge dig mest muligt. I denne situation skal du ikke holde dig tilbage med at tage smertestillende medicin.
Vil jeg blive psykisk påvirket af operationen?
Når livmoderen er fjernet, får man ikke flere menstruationer. Man kan ikke længere blive gravid og slipper for at tænke på prævention. Man får heller ikke symptomer på overgangsalder, hvis æggestokkene bevares. Men om man føler sig som kvinde eller ej afhænger ikke af menstruationer. Langt de fleste, der får fjernet livmoderen efter flere års problemer med underlivet, er glade for operationen og har det bedre end før. Men det afhænger selvfølgelig af årsagen til operationen.
Hvad sker der med kroppen efter operationen?
Hvis æggestokkene er normale, fjerner man dem ikke i forbindelse med operationen. De fortsætter med at producere hormoner, selv om livmoderen er væk. Men der er ikke længere en livmoderslimhinde, der kan påvirkes af de vekslende hormoner, og der kommer ingen blødning. Selve ægget, der frigøres fra æggestokkene, er så lille, at det forsvinder ud i bughulen. Der er derfor ikke risiko for, at der hobes noget op i kroppen, når der ikke længere er menstruationer.
Normalt registrerer kvinder deres overgangsalder ved, at blødningerne først bliver uregelmæssige og så stopper helt. Hvis du får livmoderen fjernet, før menstruationerne holder op, er det ikke sikkert, at du lægger mærke til overgangsalderen, medmindre du får hedeture.
Hvis æggestokkene fjernes før overgangsalderen, kan det blive nødvendigt med et hormontilskud, men det afhænger af årsagen til operationen. Hvis du har behov for hormontilskud, er det tilstrækkeligt med østrogener, når du ikke længere har en livmoder.
Når livmoderen og livmoderhalsen bliver fjernet, sys toppen af skeden sammen. Vævet heler op i løbet af 4-6 uger. Du kan være seksuelt aktiv, når du har lyst efter operationen, men bør ikke føre noget op i skeden i mindst 4-6 uger. Operationen ændrer ikke din evne til at nyde sex.
Når livmoderhalsen bliver fjernet, skal du ikke længere have taget de rutinemæssige celleprøver.