Kraftige menstruationsblødninger

Ditte Trolle

speciallæge

Fakta

  • Kraftige menstruationsblødninger er regelmæssige blødninger, men man bløder mere og evt. i længere tid end normalt
  • Ofte findes der ingen årsag, og tilstanden kan være forbigående
  • De fleste kvinder får kraftigere blødninger med alderen
  • Kraftige blødninger kan skyldes:
    • Muskelknuder eller polypper
    • Kobberspiral
    • Mere sjældne årsager:
    • Forstyrrelse i blodstørkningen
    • Stofskifteproblemer
    • Medicinsk behandling
  • Hvis blødningen skyldes muskelknuder eller polypper, må man fjerne disse for at mindske blødningen

Hvad er kraftige menstruationer?

Ved kraftige menstruationer er blødningerne regelmæssige, men man bløder kraftigere og evt. i længere tid end normalt. Det kan være svært at vide, om du bløder kraftigere, end du bør gøre. Det er dog inden for det normale, hvis du bløder i 7 dage. De fleste bløder mest i starten af menstruationen.

Gå til læge, hvis du synes, at du bløder så kraftigt, så det påvirker din livskvalitet negativt. Det kan være, hvis du:

  • Bløder med klumper, der er større end en valnød
  • Skal op og skifte bind om natten
  • Ofte bløder igennem tøjet

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Du skal være særligt opmærksom, hvis blødningerne bliver så kraftige, at blodprocenten bliver lav, og du bliver svimmel, får kvalme eller bliver utilpas.

Hvad vil lægen undersøge?

Lægen foretager en gynækologisk undersøgelse og måler blodprocenten. Hvis der er mulighed for, at du kan have en stofskiftesygdom eller øget tendens til blødning, bliver der også taget andre blodprøver.

Det er nødvendigt med en henvisning til gynækolog, som kan udføre ultralydsundersøgelse og måske også en kikkertundersøgelse, hvis lægen har mistanke om, at du har en forandring i livmoderen, der er årsag til den kraftige menstruation. Det kan fx være muskelknuder eller en polyp i livmoderhulen.

Hvorfor får man kraftige menstruationer?

Menstruationerne bliver ofte kraftigere med alderen. Nogle får så kraftige blødninger, at det påvirker livskvaliteten. Blodtabet kan medføre blodmangel og træthed. Ofte kan man ikke finde nogen forklaring på de stærke blødninger. Det er vigtigt at vide, at kraftige menstruationer ikke er et tegn på kræft.

Øget tendens til blødning

Hvis du har haft kraftige blødninger lige siden din første menstruation, kan du have nedsat størkningsevne i blodet. For eksempel den arvelige tilstand von Willebrands sygdom. I så fald har man ofte andre tegn på øget tendens til blødning. Man får for eksempel let blå mærker.

Muskelknuder og polypper

Med alderen stiger risikoen for at man får godartede muskelknuder (myomer, fibromer) i livmoderen. De er ufarlige, men hvis de sidder tæt på livmoderslimhinden, kan de give kraftige menstruationer. Ved store muskelknuder i livmoderen kan man også have tyngdefornemmelse i underlivet og hyppig vandladning.

Der kan også komme polypper i livmoderslimhinden. 99 % af alle polypper er godartede. Polypper kan forårsage blødning, særligt ved anstrengelse.

Lægen kan mærke større muskelknuder ved gynækologisk undersøgelse. Mindre muskelknuder, der sidder inde i livmoderhulrummet og polypper i slimhinden, kan man ikke mærke ved en almindelig gynækologisk undersøgelse.

Spiraler

Kobberspiral medfører kraftigere menstruationer. Det gælder særligt for de første menstruationer, efter du har fået indsat spiralen. 

Hormonspiral giver derimod en nedsat mængde menstruationsblod. Den er derfor god til at behandle kraftige blødninger med.

Stofskiftesygdomme 

Kraftige menstruationer kan også skyldes stofskiftesygdomme (højt stofskiftelavt stofskifte). 

Medicin 

Enkelte typer medicin, specielt blodfortyndende medicin og acetylsalicylsyre, kan også give kraftige menstruationer.

Er kraftige menstruationer arveligt?

Hvis årsagen til de kraftige menstruationer er nedsat størkningsevne i blodet, kan tilstanden være arvelig.

Hvordan kan man behandle kraftige menstruationer?

Det er ikke altid nødvendigt at behandle kraftige menstruationer. Det afhænger af, hvor generet du er, og om du udvikler blodmangel (anæmi). I de fleste tilfælde kan man løse eller bedre problemer med medicin eller ved rådgivning:

  • Den mest effektive behandling er hormonspiral. Spiralen indeholder hormonet gestagen, der bevirker, at slimhinden i livmoderen ikke vokser. Derfor bliver menstruationen mindre kraftig. Hormonspiralen er samtidig meget sikker prævention og mindsker menstruationssmerter. Hormonspiral er den mest effektive behandling af kraftige menstruationer hos yngre kvinder
  • Gestagener som minipiller eller p-stav kan mindske blødningen. I stedet for de kraftige blødninger kan du få uregelmæssige pletblødninger. Gestagentabletter skal tages hver dag for at virke
  • P-piller kan bruges hos yngre kvinder. De gør blødningerne mindre, får dem til at vare kortere tid og mindsker samtidig eventuelle menstruationssmerter
  • Gigtpiller (NSAID) mindsker blodtabet med 20-50 %. De skal tages 3 gange dagligt i de første 3 dage af menstruationen. Samtidig har de en god effekt på menstruationssmerter
  • Tranexamsyre er et blodstørknende stof, som hindrer kraftige blødninger hos mange. Man tager det som tabletter under blødningen, som regel de første 3 dage af menstruationen. Hos mange virker det godt og mindsker blødningen
  • Hvis kroppens jernindhold er lavt, udvikler man blodmangel. I disse situationer anbefaler man jerntilskud

Hos kvinder med en kobberspiral og kraftige blødninger bør man fjerne spiralen og erstatte den med en hormonspiral. 

Operation

Hvis årsagen til kraftige menstruationsblødninger er en polyp eller en muskelknude i livmoderhulen, kan polyppen/muskelknuden fjernes. Det foregår ved en ambulant operation gennem skeden. Selve livmoderen bliver ikke fjernet, og man vil kunne blive gravid bagefter.

En anden type indgreb er at fjerne selve livmoderslimhinden. Det gør man også via skeden og ambulant. Efter denne operation skal man ikke regne med at kunne blive gravid - men det kan ske, så man bør fortsat bruge prævention. Hvis man er yngre end 42 år, er der 20 % risiko for, at operationen ikke virker tilfredsstillende på længere sigt.

Den sidste mulighed er at fjerne hele livmoderen ved operation. Så vil graviditet være udelukket.

Hvad kan jeg selv gøre?

Du kan evt. købe gigtmedicin (NSAID) i håndkøb og se, om det har effekt på dine blødninger. 

Hvordan undgår jeg at få eller forværre kraftige menstruationer?

Du kan ikke selv gøre noget for at undgå kraftige menstruationer.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Du bør gå til læge, hvis du bløder så kraftigt, at det går ud over din dagligdag, eller hvis du føler dig svimmel og utilpas.

Hvordan udvikler kraftige menstruationer sig?

Menstruationerne bliver i almindelighed kraftigere med alderen. Der er flere gode muligheder for at behandle kraftige menstruationer.

Er kraftige menstruationer farligt?

Kraftige menstruationer er ikke i sig selv farligt.

Hvor hyppigt er kraftige menstruationer?

Kraftige menstruationer er et hyppigt problem, som ses hos 15-20 % af menstruerende kvinder. I løbet af et år regner man med, at 5 % af alle kvinder i alderen 30-49 år søger læge på grund af kraftige blødninger.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Ditte Trolle

læge, specialist i kvindesygdomme og fødsler,

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen