Hvornår bruger man nødprævention?
Som regel bruger man prævention før eller under samlejet. Men præventionen kan svigte, f.eks. hvis kondomet går i stykker, eller p-pillerne ikke er taget, som de skal. Man kan også have haft ubeskyttet samleje. Så kan man bruge nødprævention for at mindske risikoen for en uønsket graviditet.
Der er to former for nødprævention:
- Fortrydelsespiller (to forskellige)
- Opsætning af spiral
Hvad virker bedst?
Den nødprævention, der virker bedst, er en kobberspiral. Den skal lægges op hos lægen senest 5 dage efter det ubeskyttede samleje, og risikoen for graviditet er da kun 0,1 %. Fordelen med spiralen er, at den kan blive liggende og fungere som prævention i tiden bagefter.
Nødprævention med tabletter, der indeholder enten ulipristalacetat eller levonorgestrel, er lidt mindre effektive, og 1-2 % af kvinderne bliver gravide trods fortrydelsespillen.
Fortrydelsespiller fås i håndkøb
Der findes to forskellige slags fortrydelsespiller. Du kan købe begge slags på apoteket uden recept. De er lige effektive, og bivirkningerne er de samme.
Den ene type piller indeholder hormonet levonorgestrel. Behandlingen består af 1 tablet, som du skal tage så hurtigt som muligt efter det ubeskyttede samleje, dvs. helst inden for 12 timer og senest inden 72 timer (3 døgn).
Det andet middel indeholder ulipristalacetat. Det skal også tages hurtigst muligt, og ikke senere end 120 timer (5 døgn) efter ubeskyttet samleje.
Du kan købe fortrydelsespiller på apoteket uden at gå til læge først.
Hvordan virker fortrydelsespiller?
Fortrydelsespiller påvirker både ægløsningen og slimhinden i livmoderen. Ægløsningen bliver forsinket, så når den sker, vil der ikke længere være levende sædceller i kvindens krop. Af og til kommer der slet ikke nogen ægløsning. Slimhinden i livmoderen bliver påvirket på en måde, så et æg ikke kan sætte sig fast.
Jo længere tid der går efter samlejet, og indtil du tager fortrydelsespillen, desto mere usikkert bliver det, at den virker. Derfor kan det være en god idé at altid have en fortrydelsespille hjemme. Så kan du tage den med det samme, hvis du har haft et ubeskyttet samleje.
Hvis du får en unormal eller forsinket menstruation, efter at du har taget fortrydelsespiller, bør du for en sikkerheds skyld tage en graviditetstest. Du kan først stole på en negativ test, når der er gået tre uger efter det ubeskyttede samleje.
Hvor effektiv er fortrydelsespillen?
Hvor effektiv fortrydelsespillen er, kommer an på:
- hvor hurtigt du tager pillen
- hvor tæt på ægløsningen, det er
- hvor meget du vejer
Omkring 1-2 % af de kvinder, der har brugt fortrydelsespiller efter samlejet, bliver gravide alligevel. Risikoen er størst, hvis du vejer over 85 kg, eller hvis du har ubeskyttet samleje flere gange i den måned, hvor du tager fortrydelsespillen. Hvis det gælder dig, kan det være mere sikkert at få lagt en kobberspiral op.
Hvor længe efter samlejet kan man tage fortrydelsespiller?
Jo tidligere du tager pillen efter et ubeskyttet samleje, jo mere effektiv er den, og jo mere sikker er metoden.
Du bør tage levonorgestrel hurtigst muligt og senest inden for 72 timer (3 døgn). Ulipristalacetat skal tages indenfor 120 timer (5 døgn). Jo længere tid der går, desto mere usikkert bliver det, at pillerne virker. Så bør du overveje at få en kobberspiral i stedet for.
Hvornår kan man bruge fortrydelsespiller?
Du kan bruge nødprævention efter et ubeskyttet samleje, eller når en anden præventionsmetode har svigtet.
Fortrydelsespiller er ikke skadelige, og du kan i princippet tage dem så ofte, det er nødvendigt. Men hvis du tit har ubeskyttet samleje og gerne vil undgå graviditet, er det bedre at få fast prævention.
Fortrydelsespiller forhindrer ægløsning; det er altså ikke en abortpille.
Kan fortrydelsespiller skade et foster?
Fortrydelsespiller giver ikke fosterskader. Du behøver derfor ikke være bekymret for fostret:
- Hvis du bliver gravid, selvom du har taget en fortrydelsespille, eller
- Hvis du allerede var gravid, da du tog den
Bivirkninger til fortrydelsespillen
Fortrydelsespiller kan give bivirkninger som kvalme, hovedpine og opkastninger på grund af de høje mængder hormoner, de indeholder. Men det kan man forebygge med kvalmestillende medicin.
Hvis du kaster op inden for 3 timer efter, at du har taget fortrydelsespillen, er virkningen usikker. Så må du enten tage en ny dosis eller vælge en anden metode.
Det er ikke unormalt, at menstruationen bliver uregelmæssig, når du har taget en fortrydelsespille. Blødningen kan blive forsinket, og der kan være pletblødninger i en måneds tid efter behandlingen. Så bør du for en sikkerheds skyld tage en graviditetstest. Men du kan først stole på en negativ test tre uger efter samlejet
Hvis du alligevel bliver gravid, selvom du har taget en fortrydelsespille, er der ikke risiko for, at det har skadet fostret.
Hvor mange gange må man tage fortrydelsespiller?
Du kan godt tage fortrydelsespiller mere end en gang i en menstruationscyklus. Der vil være større risiko for at få blødningsforstyrrelser, men der er ikke set alvorlige bivirkninger.
Opsætning af spiral
Befrugtningen af et æg sker som regel i æggelederne. Det befrugtede æg vandrer derefter ned mod livmoderhulen, indtil det efter ca. en uge sætter sig fast i livmoderen. En spiral virker først og fremmest ved at påvirke slimhinden i livmoderhulen, så ægget ikke sætter sig fast. Derfor vil det virke som nødprævention at få sat en kobberspiral op inden for 5 dage efter et ubeskyttet samleje.
Hormonspiral er sandsynligvis lige så effektiv nødprævention som kobberspiralen, men der er endnu ikke så meget forskning på dette område.
Ulemper eller bivirkninger ved spiral
Mange kvinder får lidt mere udflåd og lidt kraftigere menstruation, når de bruger kobberspiral.
Hvis du har en underlivsinfektion (klamydia, gonoré), når du får sat en spiral op, kan det øge risikoen for, at infektionen spreder sig til æggeledere og æggestokke.
Illustrationer
Vil du vide mere?