Ved akut astma får barnet hoste, åndenød og hurtig vejtrækning
Akut astma kræver behandling med det samme i form af inhalation af medicin der udvider luftvejene
Søg læge hvis:
Barnet ikke får det bedre på behandlingen
Hvis der kommer flere anfald efter hinanden
Barnet udvikler dybe indtrækninger eller bliver blegt og stille
Akut astma skyldes oftest:
At barnet har en luftvejsinfektion
At barnet ikke har taget sin forebyggende astmamedicin
At barnet udsættes for tobaksrøg
Hvad er akut astma?
Der skelnes mellem:
Astmatisk bronkitis, som er tilfælde med hvæsende vejrtrækning hos mindre børn (under 3 - 4 år)
Astma, som er den sygdom, der ses hos større børn (over 3 - 4 år)
Astmatisk bronkitis optræder i forbindelse med infektioner i luftvejene. Det er kendetegnet ved hoste, hvæsende vejrtrækning og evt. indtrækninger. Mellem anfaldene er barnet som regel rask.
Astmaanfald er kendetegnet ved problemer med at trække vejret ledsaget af piben, hvæsen og hoste. Ligesom ved astmatisk bronkitis udløses anfaldet ofte af infektion i luftvejene.
Indlæggelser for astmatisk bronkitis er meget hyppige, mens indlæggelser for egentlige astmaanfald hos større børn er sjældne. Indlæggelse med astmaanfald hos større børn med kendt astma, skyldes næsten altid, at barnet ikke passer behandlingen.
For såvel astmatisk bronkitis som for astmaanfald gælder det, at udsættelse for tobaksrøg er en væsentlig risikofaktor.
Hvad er symptomerne på akut astma?
Åndenød
Evt. besvær med at tale
Evt. smerter eller ubehag i brystet
Evt. hoste
Barnet bruger mange kræfter på at trække vejret. Ofte kan man høre pibelyde fra lungerne.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Du skal være særlig opmærksom, hvis dit barn får hurtig vejrtrækning og hoste, og du kan høre pibelyde, når barnet trækker vejret.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen stiller diagnosen ved at se på barnet og lytte på lungerne.
Hvorfor får man akut astma?
Akutte astmaanfald bliver ofte udløst af ydre faktorer, f.eks.:
Luftvejsinfektion
Manglende overholdelse af behandling
Tobaksrøg
Hvordan behandler man akut astma?
Hvis dit barn får et akut astmaanfald, skal du sørge for, at barnet får ro, helst i et køligt rum, hvor det kan være i en behagelig stilling. Du må aldrig lade et barn være alene under et astmaanfald. Du skal sørge for, at barnet hurtigt kan få sin anfaldsmedicin.
Luftvejsudvidende medicin
Den vigtigste type medicin til behandling af akutte astmaanfald er luftvejsudvidende midler, som kaldes beta2-agonister. Disse stoffer virker ved at åbne de forsnævrede luftveje op, så der bliver en bedre passage af luft.
Sådan skal barnet have medicinen
Medicin til behandling af akut astma gives som inhalation. Hos børn under 6-8 år gives medicin som spray på spacer, mens børn over 6-8 år kan tage medicin på en pulverinhalator.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal kontakte en læge, som vil tage stilling til indlæggelse:
Hvis barnet ikke får det bedre hurtigt
Hvis symptomerne kommer igen kort tid efter behandlingen
Hvis barnet udvikler dybe indtrækninger eller bliver blegt og stille
Indlæggelse på sygehus
Under indlæggelsen vil barnet blive behandlet med inhalationsmedicin samt evt. binyrebarkhormon som tabletter eller direkte i blodet
Nogle gange kan det være nødvendigt at give den medicin, som anvendes til inhalation, direkte i blodet
Det kan også være nødvendigt med tilskud af ilt
I meget sjældne tilfælde kan akut astma være så alvorlig, så respiratorbehandling er nødvendig
Efter udskrivelse
Du bør sikre dig at:
Barnet får den foreskrevne medicin
Ikke bliver udsat for tobaksrøg
Hvordan undgår jeg, at mit barn får akut astma?
Tobaksrøg bør undgås. For mindre børn med tilfælde af astmatisk bronkitis gælder det, at den væsentligste risikofaktor er udsættelse for tobaksrøg, og dette bør derfor undgås
Rygning under graviditeten bør undgås, da dette også øger risikoen
For større børn er den væsentligste risikofaktor manglende overholdelse af forebyggende behandling, og du bør derfor sørge for, at barnet tager sin medicin som foreskrevet
Er akut astma farligt?
Akut astma kan i meget sjældne tilfælde føre til behov for respiratorbehandling, men dødsfald ses næsten aldrig.
Hvor hyppig er akut astma?
Astmatisk bronkitis er meget hyppigt, men egentlige astmaanfald er hos børn med kendt astma sjældne.
Kan jeg få akut astma mere end én gang?
Hos småbørn optræder astmatisk bronkitis ofte flere gange. Akut astma hos større børn er sjældent. Hvis barnet får mere end et tilfælde, bør man, under forudsætning af at barnet passer sin behandling, kontakte lægen for at få justeret behandlingen.
Film om vejrtrækningsbesvær hos børn
Filmen fra Børnelægernes Børnetips giver enkle råd og vejledning til, hvordan du skal holde øje med dit barn, hvad du kan gøre for at lette dit barns gener, hvis det har besvær med at trække vejret, og hvornår du skal ringe til din egen læge, vagtlæge, akuttelefon eller 112.