Hvad er anstrengelsesudløst astma?
Anstrengelsesudløst astma er astma, som udløses af fysisk aktivitet og træning.
Hvad er symptomerne på anstrengelsesudløst astma?
Anstrengelsesudløst astma giver de samme symptomer som andre former for astma.
De vigtigste tegn er:
- Kraftig hoste, som både kan være tør og med slim
- Pibende og hvæsende vejrtrækning og åndenød
- Trykken eller stramning om brystet og hurtig udmattelse
Symptomerne kommer for det meste 5-20 minutter efter, man begynder på den fysiske anstrengelse og cirka 5-10 minutter efter, man stopper en kortvarig aktivitet.
Symptomerne på anstrengelsesudløst astma kan variere, afhængigt af de ydre omgivelser. Fx vil kold, tør luft, luftforurening, pollen i luften og fugtigt vejr forstærker generne.
Forkølelse og i det hele taget dårlig kontrol med astmaen vil også øge risikoen for anstrengelsesudløst astma.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen kan få mistanke om anstrengelsesudløst astma, hvis du får åndenød, hoste og pibende vejtrækning, når du anstrenger dig. Åndenøden opstår hurtigere, end man ellers vil forvente det i forbindelse med almindelig udmattelse.
Samtidig kommer der ofte hoste og en fornemmelse af, at det bliver tungt at trække vejret. Det er også typisk, at inhalation af astmamedicin (anfaldsmedicin = inhaleret korttidsvirkende beta2-agonist) enten før træningen eller efter, at symptomerne er opstået, har en god virkning.
Hvis lægen er i tvivl om diagnosen, kan man foretage en egentlig anstrengelsestest. Her vil du få målt din lungefunktion før og efter den fysiske anstrengelse, fx efter en løbetur. Ved anstrengelsesudløst astma vil man se et fald i lungefunktionen efter anstrengelse.
Hvorfor får man anstrengelsesudløst astma?
De fleste af os trækker vejret igennem næsen. I næsen bliver luften på vej ned til lungerne opvarmet, fugtet og renset for støv og små partikler.
Når vi anstrenger os og har brug for at trække vejret meget hurtigt, trækker vi ofte luften ind gennem munden. Resultatet bliver, at luften, som kommer ned i lungerne, er køligere, mere tør og indeholder mere støv. Alt dette virker irriterende på lungerne.
Hos personer, som i forvejen har astma, kan dette føre til astmaanfald.
Er anstrengelsesudløst astma arveligt?
Da astma er arvelig, er tendensen til anstrengelsesudløst astma også arvelig.
Hvordan behandler man anstrengelsesudløst astma?
Der findes god behandling mod anstrengelsesudløst astma. Der er derfor ingen grund til, at du skal holde op med at dyrke idræt, hvis du får symptomer på anstrengelsesudløst astma. Det er tværtimod vigtigt at træne regelmæssigt, når man har astma.
Korttidsvirkende beta2-agonister som inhalation
Inhalerede korttidsvirkende beta2-agonister virker ved at:
- Stabilisere luftvejene, så de ikke forsnævres i forbindelse med, at du træner
- Åbne luftvejene, hvis de er blevet forsnævrede
Effekten indtræder hurtigt. Medicinen skal derfor kun tages 15-20 minutter før, at man har planlagt den fysiske anstrengelse.
Du kan supplere med en ekstra dosis under træningen, hvis den forebyggende effekt ikke er tilstrækkelig. Virkningen holder sig i ca. 2 til 4 timer.
Forebyggende astmamedicin
En anden måde at forebygge anstrengelsesudløst astma på er at tage forebyggende medicin mod astma. Det er ofte den rigtige løsning, da anstrengelsesudløste symptomer kan opfattes som et tegn på, at selve astmaen ikke er behandlet godt nok. Til trods for forebyggende behandling vil mange alligevel også have behov for korttidsvirkende beta2-agonist umiddelbart før sport.
Man forebygger med:
- Inhalation af binyrebarkhormon
- Tabletter med såkaldt leukotrienantagonist
- Eller med inhalation af langtidsvirkende beta2-agonister sammen med inhaleret binyrebarkhormon
I de seneste år har en behandling, som består af en inhalator, som både indeholder binyrebarkhormon og en hurtigtvirkende beta2-agonist (kombination af de to stoffer), vundet frem. Mange personer med mild astma kan nøjes med denne ene inhalator, som de både kan bruge både som forebyggende medicin og som anfaldsmedicin. Denne inhalator kan også bruges forud for sportsudøvelsen.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du skal sørge for, at astmaen i det hele taget er velbehandlet. Derudover kan du bruge den luftvejsudvidende medicin før og eventuelt også under træningen.
Du kan også reducere symptomerne på astma i forbindelse med fysisk aktivitet ved at varme godt op, før du begynder at træne. Mange oplever en "god" periode fra under 1 time efter opvarmningen, til der er gået 3 timer. Du kan derfor prøve at "time" opvarmningen sådan, at en eventuel konkurrence foregår indenfor dette tidsinterval.
Hvis du ved, at du er allergisk over for fx pollen, bør du være forsigtig på de dage, hvor pollentallet er højest. På samme måde bør du begrænse din træning, hvis du er forkølet.
Andre gode råd
- Øg din fysiske kapacitet, det vil sige træn regelmæssigt
- Varm op i mindst 10 minutter, før du begynder på at være fysisk aktiv
- Dæk mund og næse til med et tørklæde eller maske i meget koldt vejr
- Træn i varme og fugtige omgivelser - hvis muligt
- Undgå luftallergener og luftforurening
- Sænk intensiteten af din træning gradvist, før du stopper helt
- Vent mindst 2 timer efter et måltid, før du træner
Hvordan undgår man, at anstrengelsesudløst astma forværres?
Hvis den anstrengelsesudløste astma forværres, selv om du bruger astmamedicinen før og under den fysiske anstrengelse, bør du kontakte din læge. Lægen kan justere dosis af den faste forebyggende astmamedicin.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Da astma er en kronisk sygdom, er tendensen til anstrengelsesudløst astma ofte vedvarende. Der kan dog være perioder, fx om sommeren, hvor generne er mindre udtalte end om vinteren, hvor luften er kold og fugtig.
Er anstrengelsesudløst astma farligt?
Anstrengelsesudløst astma er ikke farlig. Hvis du mærker stramning i brystet og svær åndenød, hvis du træner, skal du altid holde pause og sikre at generne svinder.
Hvor udbredt/hyppig er anstrengelsesudløst astma?
De fleste, som har kronisk astma, vil opleve, at deres astma forværres i forbindelse med, at de træner. Især hvis de træner ude i kolde omgivelser.
Desuden er der en del personer med mild astma, som kun får astmasymptomer under eller efter fysisk anstrengelse.
Vil du vide mere?
Astma hos børn