Lungehindebetændelse er en irritationstilstand i lungehinden, som kan skyldes:
Infektion
En skade hvor man brækker et ribben
Blodprop i lungen
I sjældne tilfælde kræft i lungehinden
Irritationen viser sig som skarpe smerter, når man trækker vejret og kan give åndenød, især hvis der kommer en væskeansamling i lungehinden
Man retter behandlingen mod den udløsende årsag. Fx skal man tage antibiotika, hvis årsagen er infektion. Behandlingen kan også bestå i, at man udtømmer den væske, som har samlet sig i lungehinden
Hvad er lungehindebetændelse?
Lunger og lungehinder
Lungerne er omsluttet af en tynd hinde af bindevæv, der hedder pleura og består af to lag. Det inderste lag omkranser lungerne, mens det yderste lag beklæder indersiden af brystkassen.
Mellem de to hinder er der altid et tyndt lag væske, som mindsker friktionen og gør, at lungerne kan bevæge sig frit i forhold til brystvæggen. Det er vigtigt for vejrtrækningen.
Der kan komme betændelse i lungehinden på grund af infektion med bakterier, virus eller svampe. Der kan også komme en irritation i lungehinden uden, at der er en egentlig infektion. Det sker fx ved gigtsygdomme, blodprop i lungen, sammenklappet lunge, brud på ribben eller kræft i lungehinden.
Lungehindebetændelse inddeles i tør eller våd, afhængig af om der kommer en synlig ansamling væske imellem lungehindens to lag:
Den tørre variant kan give smerter, fordi de to lungehinder ikke kan glide frit i forhold til hinanden
Den våde variant kan føre til, at der kommer væske omkring lungen, hvilket kan give åndenød
På fagsprog hedder lungehindebetændelse pleuritis.
Hvad er symptomerne på lungehindebetændelse?
Man får oftest smerter i et afgrænset område af brystkassen
Vejrtrækningen bliver ofte hurtig og overfladisk
Smerten er værre, når man trækker vejret dybt og hoster
Nogle kan få smerter, som går op i skulderen
Hvis der er væske, kan man også blive forpustet
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Voldsomme smerter og åndenød i hvile kan være tegn på både lungehindebetændelse, men også på andre sygdomme. Har man disse symptomer, bør man søge læge akut.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen kan stille diagnosen ud fra sygehistorie og typiske symptomer. Ved at lytte på lungerne kan lægen nogle gange høre en karakteristisk gnidningslyd, som giver mistanke om diagnosen. Gnidningslyden er dog ikke altid til stede og slet ikke, hvis der er kommet en større mængde væske mellem de to lungehinder. I dette tilfælde vil der være dæmpning og ophævede vejrtrækningslyde.
Væsken kan man se med et røntgenbillede eller med en ultralydsundersøgelse. Derefter kan man tage en prøve af væsken ved at lægge lokalbedøvelse i huden og føre en tynd nål ind imellem de to lungehinder.
Hvorfor får man lungehindebetændelse?
Lungehindebetændelse kommer oftest på grund af infektion med bakterier eller virus i forbindelse med en lungebetændelse. Infektionen kommer, fordi den har spredt sig fra selve lungen og over på den omkringliggende lungehinde.
Lungehindebetændelse smitter ikke, men hvis det kommer sammen med lungebetændelse, og man hoster, kan det være smitsomt.
Er det arveligt?
Nej, det er ikke arveligt.
Hvordan behandler man lungehindebetændelse?
Behandlingen retter sig mod årsagen til lungehindebetændelsen. Eventuelle smerter behandler man med smertestillende medicin.
Hvis det er en bakteriel lungebetændelse, som er årsag til irritationen af lungehinden, vil antibiotika bekæmpe bakterierne.
Hvis der er dannet meget væske mellem de to lungehindeblade, kan det blive nødvendigt at tappe væsken for at lette vejrtrækningen og for at undersøge væsken. På den måde kan man også finde årsagen til, at betændelsen er kommet.
Hvad kan jeg selv gøre?
Sørg for smertestillende medicin ved smerter, så du kan gå omkring, trække vejret og sove ordentligt.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre lungehindebetændelse?
Du kan reducere risikoen for lungebetændelse (og dermed også lungehindebetændelse), hvis du undgår træk og afkøling.
Sørg for at få influenzavaccination. Hvis du er 65 år eller ældre med kronisk sygdom, skal du tale med din læge om pneumokokvaccination.
Hvis du har lungehindebetændelse, skal du tage det roligt og følge lægens anvisninger i forhold til fx antibiotika.
Det er vigtigt at tage tilstrækkeligt med smertestillende midler, så du kan trække vejret frit.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
I de fleste tilfælde bliver man helt rask uden følger. En sjælden gang kan lungehindebetændelsen blive kronisk og kræver derfor, at man får taget gentagne røntgenundersøgelser for at kontrollere, at forandringerne svinder.
Hvis lungehindebetændelsen og væsken kommer som følge af kræft, afhænger udsigterne på lang sigt af, om man kan få kontrol over kræften.
Hvor udbredt/hyppig er pleuritis?
Lungehindebetændelse er en hyppig sygdom, da mange almindelige lungebetændelser ofte også giver lungehindebetændelse.
Hvor hurtigt går det over?
Varigheden af lungehindebetændelse afhænger af årsagen til sygdommen. Ved en almindelig lungebetændelse svinder symptomerne på lungehindebetændelsen i løbet af cirka 1 - 2 uger.
Men hvis lungehindebetændelsen fx skyldes en kronisk gigtsygdom, kan den være til stede i måneder. Man kan derfor sige, at en lungehindebetændelse som regel går over, når årsagen er væk.