Blærehalskirtlen (prostata) danner sædvæske og er lokaliseret under urinblæren, hvor den omkranser urinrøret
Hos den unge mand er prostata på størrelse med en kastanje, men den fortsætter i varierende grad med at vokse igennem resten af livet
Den godartede forstørrelse (benign prostatahyperplasi) forkortes BPH
Da urinrøret løber igennem prostata, kan en forstørret prostata ved tryk på urinrøret forårsage problemer med vandladningen
BPH medfører ofte to typer urinvejssymptomer, som udfordrer dels urinblærens kapacitet og dels den tømning
Særligt generende symptomer kan behandles med medicin eller operation
BPH er ikke en livstruende tilstand og har ingen sammenhæng med udvikling af prostatakræft
Hvad er godartet, forstørret prostata (BPH)?
Forstørret prostata
Godartet (benign) vækst af vævet i prostata (blærehalskirtlen) kaldes for benign prostatahyperplasi og forkortes BPH. Den godartede forstørrelse har ingen sammenhæng med prostatakræft, men begge tilstande kan forekomme samtidigt hos samme person.
Især den del af prostata, der omkranser urinrøret, har en evne til livslangt at vokse, så længe kirtlen stimuleres af det mandlige kønshormon, testosteron. Tilstanden kan derfor med tiden vanskeliggøre afløbet af urin fra blæren.
Det er meget individuelt, hvor meget prostata vokser med alderen. Det er også varierende i hvilket omfang, væksten hos den enkelte medfører problemer med vandladningen eller andre symptomer.
Hvad er symptomerne på godartet, forstørret prostata (BPH)?
Ved godartet forstørret prostata kan man få en række forskellige symptomer fra urinvejene. Man skelner mellem to hovedtyper af symptomer: såkaldte tømnings- og lagringssymptomer
Typiske tømningssymptomer
Startbesvær
Svag strålekraft
Afbrudt vandladning
Behov for at presse/trykke
Efterdryp
Smerter eller svie under vandladning
Følelse af ufuldstændig tømning
Tømningsproblemer kan føre til, at blæren bliver overfyldt med gradvist stigende tryk og smerter over blæren
Typiske lagringssymptomer (blæreirritation over stor modstand)
Pludselig og stærk trang til at lade vandet
Hyppig vandladning med små mængder
Natlig vandladning
Smerter ved blærefyldning
Ufrivillig vandladning (inkontinens)
Disse symptomer kan også ses ved mange andre tilstande og sygdomme, hvorfor de ikke nødvendigvis skyldes BPH. Begreber som "prostatisme" eller "at have prostata" kan derfor være forvirrende og bør derfor ikke længere bruges.
Ældre kvinder kan have ligeså mange vandladningssymptomer som mænd. Man har derfor sammenfattet betegnelsen for disse symptomer LUTS, der er en forkortelse af det engelske Lower Urinary Tract Symptoms (nedre urinvejssymptomer).
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Synligt blod i urinen kan skyldes en mere alvorlig sygdom og skal derfor straks vurderes. Hvis vandladningsgenerne udvikler sig eller forværres over relativt kort tid, eller hvis der tilkommer smerter, bør man også være ekstra opmærksom.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen vil vurdere de typiske symptomer og med en finger undersøge prostatakirtlens størrelse og konsistens. Graden af gener kan vurderes ved, at du besvarer spørgsmålene i et symptomscoringsskema.
Man vil ofte også blive bedt om at udfylde et såkaldt væske-vandladnings-skema. Her kan man over tre dage løbende notere, tidspunkter og størrelsen af det man har drukket og siden ladt.
Indtagelse af store mængder frugt kan ligesom fysisk aktivitet med udtalt sved og diarre have indflydelse på mængden af urin. Mørk koncentreret urin tyder på, at man har drukket for lidt, ligesom en lys klar urin omvendt angiver, at man har drukket tilstrækkeligt.
Under helt normale omstændigheder er tommelfingerreglen, at kroppen har brug for 1 liter væske i døgnet - det gælder alle typer væske inklusiv f.eks. kaffe.
Undersøgelse af prostata
Lægen kan føle prostata ved at føre en finger ind i endetarmen (se tegning). På den måde kan lægen ofte føle, om der er forandringer, der tyder på godartet forstørrelse eller på prostatakræft. Hvis blæren er overfyldt, kan lægen også føle blæren i den nedre del af maven.
Blodprøver og urinprøver
Der kan tages urin- og blodprøve for at undersøge for bl.a. betændelse og nyresvigt.
Andre undersøgelser
Andre undersøgelser kan være nødvendige ved BPH:
CT-urografi - røntgenundersøgelse med kontrast af urinvejene
Ultralydsundersøgelse af prostata via endetarmen (TRUS-P)
Cystoskopi - ved denne undersøgelse føres et kikkertrør gennem urinrøret til blæren. Lægen kan observere forandringer i urinrøret, prostata og blæren
Hvorfor får man vandladningsbesvær på grund af forstørret prostata (BPH)?
Urinrøret forlader blæren gennem prostata og munder ud på penishovedet. Når prostata vokser, klemmes urinrøret typisk sammen, hvorved afløbet bliver hindret.
Urinblærens væg er en stor muskel beklædt med slimhinde, som ved afløbshindring kommer på overarbejde i forbindelse med vandladningen. Det øgede tryk medfører, at blæren bliver irriteret. Det kan så med tiden føre til lagringssymptomer, hvor blæren melder tissetrang ved selv små mængder urin.
Er godartet forstørret prostata arveligt?
BPH er ikke arvelig, men rammer i varierende grad de fleste midaldrende og ældre mænd.
Hvordan behandler man godartet forstørret prostata (BPH)?
Hensigten med behandlingen er at mindske eller fjerne gener og forhindre komplikationer.
Hvad kan jeg selv gøre?
Indtag væske tidligt på dagen og drik mindre om aftenen. Dette gør, at man skal tisse mindre om natten
Det er vigtigt at tømme blæren ved vandladning. Dels for at opnå god lagringsplads, dels for at undgå blærebetændelse. Hvis man har tendens til dårlig tømning af blæren, kan man forsøge at lade vandet ad flere omgange med få minutters pause, så blæren kan samle kræfter påny:
Lad vandet normalt
Vent nogle minutter inden nyt forsøg på at lade vandet - sid eventuelt ned
Hvis der kommer urin som tegn på yderligere tømning, gennemføres det hele en gang til
Medicin
En godartet og generende forstørrelse af prostata kan behandles med medicin. Lægerne vil først anbefale operation, hvis der er manglende effekt af medicinen, eller hvis symptomerne bliver forværrede.
Der findes to hovedtyper af medicin - alfablokkere og 5-alfa-reduktasehæmmere. Herudover er en PDE-5-hæmmer, der normalt bruges til at behandle rejsningsbesvær, blevet godkendt til at behandle BPH.
Alfa-blokkere
Alfa-blokkere (alfusozin, tamsulosin, doxazosin, terazosin) virker ved at afslappe muskelcellerne i prostata. På den måde bliver trykket omkring urinrøret mindre, og urinen løber lettere fra blæren gennem urinrøret. Man bør starte med denne medicin, hvis man har:
lette til moderate symptomer på forstørret prostata (symptomscore på 8-19)
gerne vil have lindret symptomerne
gerne vil få bedre kraft på urinstrålen
gerne vil reducere antallet af natlige vandladninger
Effekten kommer efter få ugers behandling, men hjælper desværre ikke alle. Hertil kommer at omkring 10 % vil udvikle bivirkninger af denne type medicin:
lavt blodtryk
svimmelhed ved hurtig stillingsændring - dette er specielt et problem hos ældre
træthed
at sæden ved udløsning muligvis tømmes baglæns op i blæren og ikke ud gennem urinrøret (retrograd ejakulation)
Hvis man får bivirkninger, skal man kontakte lægen og aftale om man skal stoppe med at tage medicinen.
Hvis præparatet ikke har effekt på symptomerne i løbet af ca. otte uger, bør man kontakte sin læge. Lægen kan da sammen med patienten overveje om man skal forsøge en anden type medicin eller evt henvise til en specialist (urinvejskirurg).
5-alfa-reduktasehæmmere
5-alfa-reduktasehæmmere (finasterid, dutasterid) får langsomt prostata til at skrumpe. Det kan tage op til 6 måneder, fra man begynder på behandlingen, til man mærker effekt. Det er en vedvarende behandling, da prostata langsomt vokser igen, når man er ophørt med behandlingen.
Medicinen forhindrer prostata i at stimuleres af det mandlige kønshormon, hvorved kirtlen kan skrumpe til næsten halv størrelse. Ved denne behandling reduceres den i forvejen lille risiko for totalt vandladningsstop, ligesom også behovet for senere prostataoperation reduceres. Disse præparater anvender man, hvis en person har lette til moderate symptomer på BPH og en stor prostata (større end 30 - 40 ml).
Kombinationsbehandling
Hvis man giver alfablokker og 5-alfa-reduktasehæmmere sammen (kombinationsbehandling), øges effekten markant. Lindringen af symptomerne kan ofte bevares, selv om brugen af alfablokkeren standses efter 9-12 måneder.
Kombinationsbehandling udnytter de bedste virkninger af de to typer præparater, men er selvfølgelig en mere kostbar løsning.
PDE-5-hæmmere
PDE-5-hæmmeren tadalafil lindrer i lav daglig dosering symptomerne på samme niveau som de andre typer medicin. Behandlingen vil samtidig kunne bedre en nedsat rejsningsevne.
Operation
Det kan være nødvendigt med operation, hvis man har
meget generende symptomer
blæren konstant er overfyldt
man får total stop i vandladningen
tilbagevendende blærebetændelse
blæresten
påvirket nyrefunktion
Operationen medfører ingen indskrænkning i den måde, man lever på. Man kan spise og drikke, hvad man har lyst til, ligesom der ikke skal tages særlige hensyn til fysisk arbejde eller motion. Man bør dog ikke køre på cykel de første 4 uger efter operationen.
Seksuallivet kan fortsætte som før, idet operationen ikke påvirker evnen til rejsning eller udløsning, men der vil ikke længere komme sæd ud i forbindelse med udløsningen. Dette er en normal følge efter en prostataoperation og skyldes, at sæden nu passerer op i blæren, hvorfra den senere tømmes ud sammen med urinen ved vandladning.
Der findes flere forskellige metoder:
Den hyppigst anvendte operation er såkaldt transurethral resektion (TUR-P/skrælning). Ved denne operation indfører kirurgen et skop (kikkertrør) i urinrøret og fjerner det væv fra prostata, der hindrer urinafløbet
Åben operation (prostatektomi am. Freyer) benyttes kun sjældent
En meget stor godartet forstørret prostata kan også fjernes helt ved en såkaldt "robotoperation"
Ved såkaldt prostata-embolisering indføres små kunstige blodpropper, som lukker for blodtilførslen, så prostata skrumper
Der findes mindre indgribende teknikker såsom mikrobølger (TUMT), laser, ultralyd og interne rør (stents)
Hvordan undgår jeg at få eller forværre godartet, forstørret prostata?
Der er ikke noget, du selv kan gøre.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Det er tid at søge læge inden generne ved vandladningen begynder at præge hverdagen, og man begynder at planlægge herefter.
Mænd bør søge læge ved blærebetændelse, da det tyder på dårlig blæretømning.
Låser vandladningen helt, skal blæren akut aflastes med et kateter.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
BPH udvikler sig langsomt, men symptomerne kan være meget generende i hverdagen. Uden behandling af den godartet, forstørret prostata vil 50 % opleve en forværring, for 30 % vil situationen ikke ændres væsentligt, mens 20 % vil få det bedre.
Hos mange bliver det til sidst nødvendigt med operation. Resultaterne af operation er til gengæld gode. BPH er normalt kun en generende tilstand og ikke en livstruende sygdom.
Der er ikke øget forekomst af prostatakræft blandt personer med BPH.
Problemer med vandladningen om natten kan ødelægge nattesøvnen og udgøre et betydeligt problem. Dette er også en hyppig medvirkende årsag til ønske om behandling.
Hvor udbredt/hyppig er godartet, forstørret prostata (BPH)?
Forekomsten af godartet, forstørret prostata øges med alderen
25 % af alle mænd mellem 50 og 60 år har godartet forstørret prostata og symptomer