Ved kronisk nyresygdom og kronisk nyresvigt kan man vurdere sygdommens sværhedsgrad ved at måle stofferne kreatinin og karbamid i blodet. Stofferne udskilles normalt i urinen. De hober sig derfor op i kroppen, når nyrernes funktion ikke er normal
Urinen undersøges også for albumin. Albumin er normalt kun til stede i meget små mængder i urinen, men mængden stiger ofte ved nyresygdom
Ved mistanke om infektion som årsag til påviste albuminer kan urinen dyrkes for at påvise bakterier
Nyrernes størrelse og form vurderes ved en ultralydsundersøgelse eller en CT-eller MR-scanning
For at skelne mellem forskellige nyresygdomme og deres følgetilstande kan det være nødvendigt at tage andre blodprøver
I nogle tilfælde tages vævsprøver (biopsier) fra den ene nyre. Dette foregår i lokalbedøvelse, mens du er kortvarigt indlagt
Ved lettere grader af kronisk nyresygdom har man som regel ingen symptomer. Kun blod- og urinprøver kan afsløre, om du har en nyresygdom.
I Danmark er sukkersyge (diabetes) eller forhøjet blodtryk (hypertension) de mest almindelige årsager til kronisk nyresygdom. Derfor bør nyrefunktionen kontrolleres regelmæssigt hos patienter med disse sygdomme. Kontrollerne foretages af den praktiserende læge.
Blod- og urinprøver samt evt. billeddiagnostik (fx ultralydsundersøgelse eller CT-scanning) bruges til at påvise nyresygdomme samt til at følge deres udvikling. Som regel kan disse undersøgelser udføres uden, at man skal indlægges på sygehus.
Undersøgelserne begynder hos ens egen læge. Hvis lægen finder tegn på nyresygdom, vil lægen i nogen tilfælde sende en henvisning til et nyremedicinsk ambulatorium på sygehuset.
Urinprøver
Teststrimmel ("urinstix")
Det første lægen gør, er at undersøge urinen med en teststrimmel ("stix"), der dyppes ned i en frisk urinprøve. Strimlen indeholder kemiske stoffer, der tester urinen for tilstedeværelse af fx protein (albumin), sukker, blod og tegn på infektion (fx ved blærebetændelse).
Normalt er der kun ganske små mængder albumin i urinen. Et positivt udslag på teststrimlen for albumin er derfor unormalt. En mere nøjagtig måde at undersøge udskillelsen af albumin i urinen på er ved at sende en urinprøve til laboratoriet til undersøgelse.
Urindyrkning
Hvis teststrimlen viser tegn på infektion, kan lægen undersøge urinprøven for bakterier. Dette kaldes en urindyrkning.
24-timers urinprøve
Denne undersøgelse kræver, at man samler al sin urin sammen i en dunk i løbet af 24 timer. Det er sværere, end man tror, at få det hele med. Denne undersøgelse udføres mest i de nyremedicinske ambulatorier. Den opsamlede urin undersøges for albumin og affaldsstoffer (kreatinin, karbamid) og kan også bruges til at undersøge udskillelsen af salte fra kroppen.
Påvisning af større mængder albumin i urinen tyder på nyresygdom. Mængden af kreatinin og karbamid, som udskilles i urinen, kan bruges til at beregne, om nyrernes rensningsfunktion er normal eller nedsat.
Blodprøver
Ved nyresygdomme er det både muligt at måle nyrefunktionen og en række følgetilstande ved hjælp af blodprøver.
Kreatinin og karbamid i blodet
Kreatinin og karbamid er de blodprøver, man hyppigst anvender til at undersøge og følge nyrefunktionen. Kreatinin er et affaldsstof fra musklerne. Karbamid (urinstof) er et affaldsstof fra omsætningen af protein. Mængden af disse stoffer stiger i blodet, når nyrefunktionen er nedsat, fordi kroppen har svært ved at skille sig af med dem.
Salt- og syre-base-balance
Ved fremskreden kronisk nyresygdom kommer der ubalance i kroppens saltbalance, der normalt styres af nyrerne. Et højt niveau af kalium i blodet (hyperkalæmi) kan give hjerteproblemer. Syre-base-balancen i blodet forstyrres også.
Kalcium, fosfat, D-vitamin og PTH
Når nyrernes funktion er nedsat, aftager evnen til at udskille den fosfat, der er i maden. Mælkeprodukter indeholder meget fosfat, ligesom fosfat indgår i mange konserveringsmidler. Ved nedsat nyrefunktion stiger indholdet af fosfat i blodet. Kalcium i blodet kan både være lavt, normalt og højt.
Nyrerne spiller også en rolle for dannelsen af aktivt D-vitamin i kroppen, og personer med kronisk nyresygdom og nyresvigt kan få D-vitaminmangel.
Ved ubalance i mængderne af kalcium, fosfat og D-vitamin i kroppen kan produktionen af stofskiftehormonet PTH (parathyreoideahormon) bliver påvirket. Dette kan også måles i en blodprøve. Forstyrrelser i kalcium og fosfat balancen kan på længere sigt give knogleskørhed og øget åreforkalkning.
Blodprocent
Ved kronisk nyresygdom mister nyrerne efterhånden evnen til at danne EPO. EPO er et hormon, som stimulerer knoglemarven til at danne røde blodlegemer. Mangel på EPO fører derfor til nedsat blodprocent, også kaldet blodmangel.
Andre undersøgelser
Ultralyd
Ultralyd bruges ofte som undersøgelse ved nyresygdomme. Ultralydsundersøgelsen foregår udenpå maven og ryggen og er ikke ubehagelig. Ofte vil nyrerne være skrumpede i størrelse ved kronisk nyresygdom ("skrumpenyrer"). De kan også have normal størrelse, fx ved diabetes, eller være forstørrede ved cystenyresygdom.
Ultralydsundersøgelsen bruges også til at afgøre, om der er dårligt afløb i urinvejene eller nyresten samt til at vurdere blodstrømmen gennem nyrerne.
CT- og MR-scanning
Hvis det er nødvendigt, kan en CT- eller MR-scanning give et mere et nøjagtigt billede af nyrernes størrelse, form, blodforsyning og urinafløb end en ultralydsundersøgelse. Disse typer scanninger kan også bruges til at finde cyster eller svulster i nyrerne.
Renografi
Renografi er en undersøgelse, hvor man ved hjælp af en lille, ufarlig mængde radioaktivt kontraststof kan undersøge nyrernes funktion i forhold til hinanden. Det kan lade sig gøre, fordi man kan måle præcist hvor meget radioaktivt stof, nyrerne hver især udskiller.
Biopsi (vævsprøve)
Det er i nogle tilfælde nødvendigt at tage vævsprøver (biopsier) fra den ene nyre for at stille en diagnose. Biopsierne tages, mens man er kortvarigt indlagt og udføres i lokalbedøvelse. Det sker ved at føre en nål gennem huden på ryggen og ind til den ene nyre.
