Nyresten - perkutan nefrolitotomi

Michael Borre

speciallæge

Fakta 

  • Perkutan nefrolitotomi (PNL) er en operation, hvor man fjerner sten i nyrehulrummet
  • Ved PNL fjernes større og eller svært tilgængelige nyresten gennem et rør fra huden indtil nyrehulrummet 
  • PNL betragtes som en sikker operation, men der kan være komplikationer i form af blødning og infektion

Om behandling af nyresten

Hvis din praktiserende læge har mistanke om, at du har symptomer fra en nyresten, vil lægen undersøge dig samt teste urin og ofte blod. I det akutte stadie vil den praktiserende læge typisk give smertestillende medicin, og så afgår mange mindre sten af sig selv.

Hvis symptomerne varer ved, eller hvis undersøgelserne giver anledning til det, vil man blive henvist til CT-skanning eller direkte til en urinvejskirurgisk afdeling. På denne afdeling vil man blive yderligere udredt. På afdelingen vil man også vurdere, hvilket behov for behandling der er samt typen af behandling.

Ved betydelige symptomer eller truet nyrefunktion vil der normalt være behov for kirurgisk behandling. På de urinvejskirurgiske afdelinger er behandlingen centraliseret til enheder med særlig kompetence for behandling af nyresten.

I dag anvendes typisk kikkertkirurgi til behandling af sten i urinvejene.

Der findes en række forskellige metoder til at behandle sten i de øvre urinveje. Behandlingen vil afhænge af bl.a.:

  • Stenens art, størrelse og beliggenhed
  • Eventuel anden sygdom
  • Behandling med medicin 

Hvilke metoder findes der?

  • En del sten kan forsøges knust med chokbølger (ESWL), hvorefter de tisses ud som pulver
  • Mange små og mellemstore sten, i såvel nyrehulrummet som urinlederne, kan fjernes ved dagkirurgiske kikkertoperationer med laserinstrumenter (nefroureteroskopi - RIRS)
  • Større sten i nyrehulrummet kan fjernes gennem et rør, som føres igennem huden og ind i nyren, såkaldt perkutan nefrolitotomi (PNL). I denne artikel omtales kun metoden PNL
  • Åben nyrestenskirurgi gennem store snit i flanken foretages for praktiske formål ikke længere

Hvad er perkutan nefrolitotomi (PNL)?

PNL udføres under fuld bedøvelse gennem et rør, som føres igennem huden og ind i nyrehulrummet. Igennem denne kanal indføres kikkertudstyr, som nedbryder stenen i mindre stykker, der herefter suges ud via kanalen.

Urinlederen blokeres nedefra under operationen ved hjælp af et kateter. Dette forhindrer mindre stenstykker i at falde ned og sætte sig fast i urinlederen. Indgrebet kræver god erfaring og udføres på specialiserede afdelinger.

Hvad bruges perkutan nefrolitotomi til?

I modsætning til stenknusning (ESWL) og kikkertoperationer med laserinstrumenter (RIRS), hvor man bruger kroppens naturlige adgangsveje, er PNL et større kirurgisk indgreb med tilhørende risiko for komplikationer. 

Som udgangspunkt udføres et så lille et indgreb som muligt, men ved særligt store og evt. svært tilgængelige nyresten, er det mest effektivt og sikkert at lave et lidt større indgreb (PNL). Operationens varighed er kortere, og chancerne for stenfrihed er større.

PNL anvendes i behandlingen af komplicerede tilfælde af nyresten. Det vil sige ved:

  • En stor sten, som evt. fylder hele nyrehulrummet - såkaldt "koralsten"
  • Mange sten, som vil kræve lang tid og stor risiko af fjerne nedefra gennem urinlederen
  • Sten som gemmer sig og er svære at komme på "skudhold" af med lange kikkertinstrumenter gennem urinlederen

Hvordan foretages en perkutan nefrolitotomi ?

Operationen kræver narkose og røntgengennemlysning. 

  • Kirurgen laver først et lille snit i huden, og derefter en "kanal" indtil til nyren. Til dette bruger kirurgen røntgen eller ultralyd. Man går til det ønskede sted i nyrehulrummet med direkte adgang til stenen
  • Et kikkertinstrument (et nefroskop) føres gennem kanalen og frem til stenen, og kirurgen bruger kikkerten til at se nyrestenen og nyrehulrummet. Stenen bliver nedbrudt ved hjælp af laser eller forskellige knusesonder. Stenstumperne suges eller plukkes ud via nefroskopet
  • Ved specielt komplicerede tilfælde kan to kirurger arbejde samtidigt, gennem både kanalen til nyren og nedefra gennem urinlederen (RIRS)
  • Kirurgen lægger til sidst et kateter ind gennem kanalen (nefrostomi), så urin og blod kan løbe sikkert ud. Man skal typisk beholde kateteret nogle dage, indtil blødningen er aftaget, og nyrehulrummet er fundet tæt og fri for sten ved hjælp af røntgen eller CT-skanning

Det kan forekomme, at der opereres gennem flere kanaler, samt at et indgreb må gentages. Operationen kan vare op til flere timer afhængigt af, hvor komplekst indgrebet er.

Hvordan forbereder jeg mig?

Der er ingen speciel forberedelse.

Hvor god er metoden?

I dag opererer man kun komplicerede tilfælde af nyresten med denne metode. Resultaterne kan sammenlignes med de resultater, som tidligere blev opnået ved åben nyrestenskirurgi, men med langt færre komplikationer.

Hvilke komplikationer kan der opstå?

De hyppigste komplikationer er blødning og infektion.

Blødning

Op til 5 % får blødninger, som kræver blodtransfusion. I tilfælde af vedvarende blødning kan det blødende kar evt. findes og lukkes med en lille "prop" (coiling) igennem pulsåren i lysken.

Infektion

Ved operation på og i urinvejene er der risiko for infektioner. Hvis man har kroniske sygdomme, fx diabetes og lammelse, har man øget risiko for komplikationer.

Andre komplikationer

I sjældne tilfælde kan der laves hul på lunge eller tarm i forbindelse med, at der laves en kanal til nyren.

Hvordan er forløbet efter indgrebet?

Man skal som regel være indlagt nogle dage i forbindelse med indgrebet. Risikoen for større gener efter indgrebet er begrænset, og man vil typisk være oppe at gå senest dagen efter operationen.

I det ukomplicerede tilfælde tager det typisk 1-2 uger at komme sig helt efter operationen.

Har man haft nyresten, er risikoen for at der dannes nye sten stor. Man skal normalt gå til kontrol på hospitalet.

Hvor farlig er perkutan nefrolitotomi?

Indgrebet er i al væsentlighed ufarligt. I enkelte tilfælde kan der dog komme så kraftig blødning fra nyren, at det er nødvendigt med blodtransfusion.

I sjældne tilfælde kan der laves hul på lunge eller tarm i forbindelse med, at der laves en kanal til nyren. I meget sjældne tilfælde må man fjerne nyren. 

Vil du vide mere?

Animation

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen