Overaktiv urinblære (OAB) medfører hyppige tilfælde af pludselig meget stærk trang til at lade vandet - både dag og nat
Den pludselige stærke trang til at lade vandet kan være med eller uden samtidig ufrivillig vandladning
Hos mange kan man ikke påvise én bestemt årsag til den overaktive blære
OAB behandles med blæretræning, medicin og/eller kirurgi
Ved blæretræning bliver blæren forsøgt tæmmet, så den kan "holde ud længere"
Medicin kan dæmpe blærens overaktivitet og mindske den pludselige vandladningstrang
Hos ganske få patienter med svære symptomer, og hvor anden behandling ikke virker, kan mere avanceret behandling eller operation komme på tale
Hvad er overaktiv blære (OAB)?
Nyrer, binyrer, blære og urinveje
Overaktiv blære er et symptomkompleks og ikke en bestemt sygdom. Diagnosen stilles først, når andre forklaringer på symptomerne er udelukket. Med en overaktiv urinblære (OAB) oplever man meget hyppige tilfælde med pludselig stærk trang til at lade vandet (tisser både dag og nat). Den pludselige stærke trang til at lade vandet kan forekomme uden eller med samtidig ufrivillig vandladning (urgeinkontinens). Diagnosen OAB forudsætter, at blærebetændelse og andre sygdomme er udelukket. OAB rammer både unge og ældre. De fleste tilfælde kan behandles af egen læge.
Hvad er symptomerne på overaktiv blære?
Pludselig uimodståelig trang til at lade vandet med eller uden samtidig typisk større ufrivillig vandladning (urgeinkontinens).
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Smerter i blæren eller blod i urinen kan skyldes en mere alvorlig lidelse.
Hvornår skal man kontakte læge hurtigt?
Du bør kontakte læge hurtigt, hvis du samtidig får blod i urinen, smerter ved vandladning, feber eller hvis symptomerne opstår pludseligt og er ledsaget af problemer med at tømme blæren.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen stiller i de fleste tilfælde diagnosen på grundlag af sygehistorien og ved at udelukke andre mulige forklaringer, blandt andet ved en gynækologisk undersøgelse hos kvinder og ved undersøgelse af urinen.
De typiske symptomer på OAB er:
Pludselig, stærk trang til at lade vandet, med eller uden samtidig typisk større ufrivillig vandladning
Hyppig vandladning - også om natten
Det kan være meget nyttigt for lægen, at man over nogle dage registrerer tidspunkt og mængden af alt, hvad man drikker og tisser. Til det anvender man et væske/vandladningsskema.
Kun få patienter har behov for særlige undersøgelser af blærens funktion. Disse foretages typisk først hos en specialist, hvis diagnosen er usikker, eller behandlingen ikke hjælper.
De fleste personer med OAB kan udredes og behandles af deres egen læge. Men hvis lægen er usikker på diagnosen, eller hvis en igangsat behandling ikke virker, så bliver man henvist til en specialist i urinvejssygdomme (urinvejskirurg) eller kvindesygdomme (gynækolog).
På nogle sygehuse findes specialuddannede sygeplejersker - såkaldte uro-terapeuter. De har særlig viden om, hvordan man afhjælper problemer med vandladningen.
Hvorfor får man overaktiv blære?
Hos mange skyldes symptomerne på OAB, at de nervesignaler, blæren sender til hjernen, er unormalt kraftige. Signalerne om at blæren er "fyldt" begynder også ved mindre blærefyldning end normalt. Dette kan medføre, at vandladningsrefleksen går i gang. Blæren, som består af en stor, stærk muskel, trækker sig automatisk sammen, også selv om man forsøger på at undlade at tisse.
Normalt signalerer blæren tissetrang, når den er fuld (3-4 dl) og lader personen selv bestemme, hvornår det er passende at lade vandet. Ved OAB signaleres og påbegyndes vandladningen pludseligt ved kun "halvfyldt blære" og stort set uden, at personen kan forhindre det.
Er overaktiv blære arveligt?
Selve overaktiv blære anses ikke for at være arvelig. Enkelte sygdomme i hjerne og nervesystem, som kan give symptomer på overaktiv blære, kan være arvelige. Det drejer sig om fx Parkinsons sygdom, demens samt blodpropper og blødning i hjernen.
Hvordan behandler man overaktiv blære?
Formålet med behandlingen er at tæmme blærens overaktivitet. Derved kan man dæmpe symptomerne og give personen størst mulig kontrol over vandladningen.
Behandlingen tilpasses den enkelte. Som regel begynder man med blæretræning og gode vandladningsvaner.
Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan medicinsk behandling komme på tale. For mange er information og viden om tilstanden samt træning af blæren tilstrækkelig hjælp, og medicin derfor ikke er nødvendig. Det kan tage flere uger, før effekten bliver tydelig.
Den pludselige meget stærke trang til at tisse med større ufrivillige vandladninger, besværliggør dagligdagen og går udover livskvaliteten. Man skal selv være med til at vurdere, om man vil behandles medicinsk. Sammen med lægen skal man vurdere behovet for behandling i forhold til den mulige effekt, bivirkninger og pris.
Medicinen kan afhjælpe symptomerne, men behandler ikke selve årsagen til den overaktive blære. Så det skader ikke blæren at undlade at behandle med medicin.
Hvad kan man selv gøre?
At træne blæren er ofte den enkleste og eneste behandling som behøves. Det indebærer, at man træner blæren til gradvist "at holde ud længere", før den får lov til at tømme sig. Den skal så at sige lære at forstå, hvem der bestemmer.
Man kan lave sit eget træningsprogram, hvor man lidt efter lidt forlænger tiden til næste besøg på toilettet. På den måde kan blæren vænne sig til at rumme en større mængde urin. Derved behøver man ikke tisse så ofte.
Personer med ufrivillig vandladning kan også have nytte af bækkenbundstræning og elektrostimulation.
Medicin
Der findes to hovedtyper medicin mod overaktiv blære. Den ene dæmper de signaler, der udløser vandladningstrangen (såkaldte antimuskariner), mens den anden hjælper blæren med bedre at kunne slappe af under fyldning (såkaldte β3-adrenoceptoragonister).
Begge typer kan være relevante som første behandling, og valget afhænger blandt andet af bivirkninger, anden sygdom og patientens ønsker.
Denne type medicin blokerer en del af nerveaktiviteten i blæren, særligt i den fase hvor blæren fyldes. De dæmper på denne måde trangen til og behovet for at lade vandet. Medicinen påvirker i ringe grad blærens evne til at tømme sig fuldstændigt.
Medicinen anbefales til voksne med uopsættelige ufrivillige vandladninger (urininkontinens), som ikke har haft gavn af blæretræning.
Medikamenter af typen muskarinreceptor-antagonist (darifenacin, fesoterodin, oxybutinin-plaster, solifenacin, tolterodin og trospiumchlorid) bør bruges med forsigtighed hos specielt ældre mennesker. Dette skyldes, at undersøgelser har påvist en risiko for, at deres evne til at tænke klart og løse opgaver (kognitive funktioner) nedsættes.
De fleste personer med OAB ophører med behandlingen med disse præparater inden for de første tre måneder på grund af:
Mangelfuld virkning
Bivirkninger - fx tør mund, forstoppelse, tågesyn og påvirkede kognitive funktioner
Omkostninger
Beta-3-adrenoreceptor-agonister
Medicin af typen beta-3-adrenoceptor-agonist (mirabegron og vibegron) ordineres typisk først, hvis muskarinreceptor-antagonister er fundet uden effekt eller dårligt tålt. Præparatet tåles godt af ældre personer, og undersøgelser tyder på, at man med færre bivirkninger kan opnå samme effekt på OAB:
Færre vandladninger
Blæren kan rumme mere, før man får trang til at lade vandeB
Øget maksimal blærekapacitet
Hos nogle patienter kontrolleres blodtrykket før og under behandlingen.
Forskerne er uenige om, hvor virksomme disse præparater er. Mange personer med OAB er dog tilfredse med effekten på deres gener.
Man kan forvente effekt af medicinen indenfor cirka en måned. Behandlingen kan bruges over lang tid, uden at virkningen aftager. Ved selv at justere dosis kan man finde den dosis, der bedst balancerer virkning mod bivirkninger. Hvis én type medicin ikke giver tilstrækkelig effekt, kan lægen i nogle tilfælde kombinere to forskellige typer medicin. Den bedste effekt opnås ved at kombinere medicinen med blæretræning.
Andre former for behandling
Hvis blæren er meget overaktiv og/eller der er ringe effekt af medicinen, findes der andre former for behandling:
Botulisme toxin (Botox®) kan indsprøjtes i blæremusklen og dermed delvist lamme den for en periode på 6-12 måneder. Behandlingen gives af speciallæger og skal gentages med måneders mellemrum, hvis effekten aftager. I sjældne tilfælde kan blæretømningen under denne behandling blive så dårlig, at man bliver nødt til selv at tømme den med et engangskateter 5-6 gange i døgnet
Der findes forskellige former for nervestimulation, som hos nogle patienter kan dæmpe blærens aktivitet
Endeligt kan blærevæggens stærke muskel (detrusor) svækkes ved at fjerne et stykke af muskelvæggen og erstatte det med et stykke tarm (augmentation). Tarmstykket bliver blæst op som en vindkedel, som derved gør trykket i blæren mindre, når blæren trækker sig sammen for at tisse
I yderste nødstilfælde kan blæren omgås eller fjernes og erstattes af en såkaldt urin-stomi
Hvordan udvikler sygdommen sig?
OAB er en kronisk tilstand. Med den rette behandling får mange dog god kontrol over blærens funktion og lever godt med færre gener.
Hvor udbredt/hyppigt er overaktiv blære?
Overaktivitet er ganske hyppig. Mange har gener fra blæren uden at søge læge. Omkring 10-20 % af voksne har symptomer på overaktiv blære
Natlig vandladning, stærk trang til at lade vandet og hyppige vandladninger forekommer hyppigt i befolkningen. Der er derfor ikke nogen præcis skillelinje mellem gener og sygdom. Der er derfor heller ikke klare retningslinjer for, hvornår der nødvendigvis skal behandles
OAB forekommer lige hyppigt hos mænd og kvinder, og forekomsten øges med alderen. Knap 10 % af personer under 35 år og 30 % over 75 år har symptomer på varierende grad af OAB
Over halvdelen af kvinder med OAB er vist at have ufrivillig vandladning, mens tilsvarende tal for mænd er noget lavere (15 %)
Hvilke konsekvenser har overaktiv blære?
Den pludselige meget stærke trang til at tisse med større ufrivillige vandladninger besværliggør dagligdagen og går udover livskvaliteten. Mange oplever, at de planlægger deres hverdag efter, hvor der er toiletter, og nogle undgår rejser eller sociale aktiviteter. Tilstanden kan føre til social isolation og depression.
Mange undlader at søge læge. De er forlegne over deres gener og frygter samtidigt at skulle opereres. Andre tror ikke, at problemet kan behandles. Mange tror, at problemer med at lade vandet er en normal og uundgåelig konsekvens af det at blive ældre.
