Generaliseret angst, hyppighed

René Ernst Nielsen

speciallæge

Fakta

  • Generaliseret angst er en relativt hyppig lidelse, som hyppigt forekommer med andre andre psykiske tilstande
  • Mennesker med angst kontakter ofte deres læge med forskellige andre kropslige klager eller depressive symptomer, før diagnosen bliver stillet
  • Ca. 1 ud af 10 mennesker, som opsøger deres praktiserende læge, har en angstlidelse

Hvor hyppig er generaliseret angst?

Generaliseret angst viser sig ved udtalt tendens til bekymring koblet med angst, nervøsitet og anspændthed, som er til stede det meste af tiden. 

Hyppigheden af generaliseret angst er svær at angive nøjagtigt. Det skyldes dels, at mange mennesker med angst ikke opsøger læge. Man anslår, at omkring 1-2 % af befolkningen lider af generaliseret angst. Sygdommen begynder oftest i ungdommen, men den kan forekomme i alle aldre.

Dobbelt så mange kvinder som mænd får generaliseret angst. I løbet af livet vil ca. 5 % af befolkningen opfylde kriterierne for generaliseret angst.

Mange mennesker med generaliseret angst lider i stilhed. Kun omkring halvdelen søger læge for deres lidelse. To ud af tre mennesker med generaliseret angst har anden psykisk sygdom samtidig. Flertallet med generaliseret angst vil få en anden psykisk lidelse i løbet af livet, oftest depression eller misbrug af alkohol.

Ca. 1 ud af 10 mennesker, som opsøger deres praktiserende læge har en angstlidelse. Men de henvender sig hyppigt med andre symptomer som kropslige klager og tristhed.  

Risikofaktorer

Der er visse forhold, der øger sandsynligheden for, at man får en angstlidelse. Se årsager til angstlidelse.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

René Ernst Nielsen

professor, overlæge, ph.d., Psykiatrien, Aalborg Universitetshospital

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen