Ved generaliseret angst er man i en tilstand præget af bekymringer, som medfører konstant nervøsitet, anspændthed og ængstelse. Dette giver ofte også fysiske gener og vanskeligheder med at sove.
Lidelsen begynder ofte gradvis i ungdommen og er hyppigst hos kvinder.
Mennesker med generaliseret angst virker ofte anspændte, bekymrede og triste. De søger typisk læge på grund af de fysiske symptomer, tilstanden giver: rysten, spændinger i musklerne, rastløshed, sveden, hjertebanken, hovedpine, svimmelhed, søvnbesvær og ubehag i maven.
Symptomerne på angst er til stede de fleste dage i mange måneder, og de vender hele tiden tilbage. Symptomerne kan være næsten væk i perioder, men kan vende tilbage senere i livet med fornyet kraft.
Nervøsitet, bekymringer for fremtiden, frygt for sygdom, ulykker eller egen økonomi, besvær med at koncentrere sig og problemer med hukommelsen er andre symptomer på lidelsen.
Kernen i lidelsen er en langvarig, udtalt bekymringstendens, der er af en sådan grad, at det fører symptomer fra kroppen med sig.
Lægen må først udelukke, at det drejer sig om depression, paniklidelse og social fobi.
De karakteristiske symptomer skal være til stede. Lægen må også afklare, om det er en vedvarende nervøs tilbøjelighed. Tilstanden skal have stået på i mere end 6 måneder, før lægen kan stille diagnosen.
Lægen bør kortlægge den angste persons livsstilsvaner, da de kan have betydning både for at kunne stille diagnosen og for behandlingen:
Lægen bør udføre en fysisk undersøgelse tidligt i sygdommens forløb for at udelukke, at symptomerne skyldes en fysisk sygdom. Det kan også være vigtigt at kontrollere bestemte blodprøver, alt efter hvilke symptomer, den syge har.
Hvis ikke symptomerne ændrer sig markant, er der dog ingen grund til at gentage sådanne undersøgelser ved senere opblussen af angsten.
Flere forskellige årsager kan sammen føre til tilstanden. Både arv og miljø spiller ind. Også fysisk sygdom (særligt forhøjet stofskifte) og alvorlige eller kroniske belastninger kan medvirke til, at man får generaliseret angst.
Symptomerne bliver ofte udløst af stressende hændelser og belastninger.
Generaliseret angst har en vis arvelighed, således at det ses hyppigere i nogle familier.
Formålet med behandlingen er, at den angste skal få bedre indsigt i tilstanden, og at denne får bedre kontrol over angsten. Samtaler er derfor vigtige, gerne såkaldt kognitiv terapi.
Man bør ikke sætte behandling med medicin i gang, før man har mindst overvejet og forsøgt ikke-medicinsk behandling. Det kan være nødvendigt at kombinere både samtaleterapi og medicinsk behandling.
Fysisk træning har vist at have positiv effekt på angstsymptomerne. Det er bedst at lave konditionstræning, som for eksempel gang/løb, cykling eller svømning. Det er en god idé at træne hver dag, da hver enkelt træning hjælper på symptomerne.
Afslapningsøvelser og motion er også meget vigtig. Fysioterapi er nyttig for mange. Sådan en behandling indebærer øvelser for at blive klar over, hvor man spænder i musklerne. I samarbejde med behandleren kan den angste hjælpes til at udvikle metoder til at mestre forskellige situationer.
Antidepressiva er særligt vigtige, hvis der også er depression og paniklidelse. De virker først efter 2-4 uger, med fuld effekt efter 8-12 uger. Ved manglende effekt heraf kan behandling med pregabalin forsøges.
Medicin af typen benzodiazepiner har også effekt, men på grund af risikoen for afhængighed vil benzodiazepiner sjældent være en type medicin, man vælger. Behandling med benzodiazepiner er først relevant, hvis der ikke har været effekt af anden behandling.
Opsøge viden om angst og være åben for tilbud om behandling, også selv om det indebærer at udfordre angsten.
Hvis man er stresset eller har et fysisk eller emotionelt traume, øger der risikoen for generaliseret angst eller kan forværre en allerede eksisterende angst.
Hvis man bruger alkohol til at dæmpe angsten, kan det medføre, at man bliver afhængig. Så tidlig reel behandling som muligt kan afbøde, at angst forværres.
Generaliseret angst er ofte en kronisk tilstand, som sjældent lader sig helbrede helt. Den kræver ofte livslang opfølgning og behandling.
Man anslår, at ca. 1-2 % af befolkningen har generaliseret angst.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
