Malignt neuroleptikasyndrom

Lars Vedel Kessing

Speciallæge

Fakta

  • Malignt neuroleptikasyndrom er en sjælden tilstand, som kan opstå, når man tager medicin mod psykoser

  • Symptomerne er:

    • stivhed i musklerne

    • ufrivillige bevægelser i arme og ben

    • rystelser

    • forvirring

    • besvær med at tale og synke

    • høj feber

  • I alvorlige tilfælde kan koma forekomme

  • Behandlingen foregår på hospital, ved at man holder op med at tage al medicin mod psykoser. Hos de fleste går det herefter over af sig selv

Hvad er malignt neuroleptikasyndrom?

Malignt neuroleptikasyndrom er en sjælden tilstand, som kan opstå hos mennesker, der bruger medicin mod psykoser, også kaldet antipsykotika.

Hvad er symptomerne på malignt neuroleptikasyndrom?

Det mest almindelige er, at symptomerne kommer kort tid efter, man er begyndt behandlingen med medicin mod psykose. Normalt kommer symptomerne inden for de første 2 uger. Typiske symptomer er:

  • stivhed i musklerne

  • ufrivillige bevægelser i arme og ben

  • rystelser

  • forvirring

  • besvær med at tale og synke

  • høj feber

Pulsen kan blive hurtig, og blodtrykket kan blive ustabilt. I alvorlige tilfælde kan der opstå koma.

Hvornår skal du søge hjælp?

Kontakt straks læge eller psykiatrisk behandlingssted, hvis du får høj feber, udtalt muskelstivhed, forvirring eller andre af de beskrevne symptomer, mens du er i behandling med antipsykotisk medicin.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles ud fra de typiske symptomer. Lægen vil udføre en grundig undersøgelse. Det sker for at udelukke, at der er andre årsager til symptomerne. Lægen tager også blodprøver.

Hvorfor får man malignt neuroleptikasyndrom?

Malignt neuroleptikasyndrom er en tilstand, som kan opstå hos personer, der bruger medicin mod psykoser. Denne type medicin bruger man især til at behandle skizofrenimani og bipolar lidelse.

I meget sjældne tilfælde kan syndromet også komme ved brug af anden medicin, som fx lithium og visse typer medicin mod epilepsi.

Den præcise årsag til syndromet er uklar, men påvirkning af signalstoffer i hjernen har en væsentlig betydning.

Hvordan behandler man malignt neuroleptikasyndrom?

Det vigtigste er at stoppe med at tage al medicin mod psykoser. Dette skal ske, mens man er indlagt. Hos de fleste medfører det, at tilstanden går over af sig selv. Man bruger også medicin, der kan dæmpe symptomerne, og som muligvis kan bedre prognosen.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

De fleste tilfælde er milde og går over efter 1 til 3 uger ved en god behandling. I nogle tilfælde bliver malignt neuroleptikasyndrom imidlertid meget alvorligt og kan da medføre dødsfald. Dette er dog meget sjældent.

Det er vigtigt for forløbet, at diagnosen bliver stillet hurtigt, og at man stopper med at tage den udløsende medicin umiddelbart herefter.

Hvor hyppig er malignt neuroleptikasyndrom?

Tilstanden er sjælden. Den opstår sandsynligvis hos 0,2 % til 0,02 % af alle, der bruger medicin mod psykoser.

De fleste får kun få symptomer. Men i sjældne tilfælde bliver malignt neuroleptikasyndrom meget alvorligt.

Kan jeg få malignt neuroleptikasyndrom mere end én gang?

Ja, når man har udviklet malignt neuroleptikasyndrom på en type antipsykotisk medicin, må man ikke få det lægemiddel mere. Hvis man skal begynde på behandling med et andet antipsykotisk lægemiddel, skal dette altid foregå, mens man er indlagt.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lars Vedel Kessing

Prof., ovl., dr. med., Psykiatrisk Center København

Erling Peter Larsen

Speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen