D-vitamin, sol og solarium

Jette Kolding Kristensen

speciallæge

Fakta

  • D-vitamin er en vigtig byggesten for kroppen
  • En blodprøve kan afgøre, om man mangler D-vitamin
  • Når kroppen udsættes for sollys, dannes der D-vitamin i kroppen
  • Det frarådes at bruge solarium som kilde til D-vitamin

Når kroppen udsættes for sollys (UVB-stråling), dannes der D-vitamin i kroppen. D-vitamin hjælper kroppen til at optage kalk og er nødvendig for knogler og muskler. Mangel på D-vitamin øger risikoen for knogleskørhed, muskelsmerter og svage muskler.

Får du nok D-vitamin?

Det er vanskeligt at dække hele sit behov for D-vitamin udelukkende gennem maden. Ophold i solen får kroppen til at danne D-vitamin. Hvor meget D-vitamin, der dannes i kroppen, afhænger af hvor stærk solens UVB-stråling er, og hvor lang tid du opholder dig i solen.

I sommerhalvåret – fra maj til september – er solens lys i Danmark så kraftigt, at 5-30 minutters udendørs ophold giver tilstrækkelig mulighed for at danne D-vitamin. Mange danskere er nok udenfor i sommerhalvåret til, at de får tilstrækkeligt D-vitamin. 

I vinterhalvåret, fra oktober til april, er solens stråling i Danmark ikke stærk nok til, at der dannes D-vitamin, når man opholder sig i solen.

Der er lidt forskellige anbefalinger til forskellige grupper af mennesker:

  • Voksne og børn over 4 år anbefales dagligt tilskud af D-vitamin på 5-10 ug (200-400 IU) i vinterhalvåret
  • Børn og voksne, der ikke er ret meget udendørs, kan have svært ved at danne tilstrækkeligt D-vitamin. Det samme gælder børn og voksne, som er tildækket, når de er udendørs - fx med lange ærmer og lange bukser eller kjoler. Derfor bør disse grupper tage et dagligt tilskud af D-vitamin på 10 ug (400 IU) hele året
  • Børn og voksne med mørk hud kan danne lige så meget D-vitamin som børn og voksne med lys hud. Men det tager længere tid, så derfor kan det være svært at få dækket behovet for D-vitamin i det danske klima. Denne gruppe bør derfor også tage et dagligt tilskud af D-vitamin på 10 ug (400 IU).
  • Personer over 70 år, personer i plejebolig og personer i øget risiko for knogleskørhed bør tage D-vitamintilskud på 20 ug (800 IU) i kombination med 800-1000 mg calcium hele året
  • Gravide har et større behov for D-vitamin. Gravide bør derfor tage et dagligt D-vitamin tilskud på 10 ug (400 IU)

  • Spædbørn skal have D-vitamin, fordi de ikke må opholde sig i solen og ikke kan få dækket behovet gennem kosten. Derfor anbefales dagligt tilskud med 10 ug D-vitamin hele året, fra barnet er 2 uger gammelt, og indtil det er 4 år. 

 

Foto af kvinde med lange ærmer og lange bukser.
 

Solcreme og D-vitamin

Undersøgelser tyder på, at solcreme hæmmer dannelsen af D-vitamin. Når brug af solcreme ikke fører til mangel på D-vitamin, skyldes det formentlig, at solcreme ikke bruges systematisk. Man bør beskytte sig mod solen i tidsrummet mellem 12 og 15. Men efter dette tidsrum er det ikke altid nødvendigt at bruge solcreme.

Kilder til D-vitamin

D-vitaminproduktion i huden

Solens UVB-stråling er en effektiv kilde til D-vitamin. Fødevarer som fisk, kød, æg og mælkeprodukter indeholder også D-vitamin. Især fede fisk som sild og laks er gode kilder til D-vitamin.

D-vitamin og solarium

Pas på med UV-stråling fra solarium. Der er stor variation i, hvilken UV-stråling der er i solarier. Derfor ved man ikke præcist, i hvor høj grad solariet kan bidrage til at danne D-vitamin. Det frarådes at bruge solarium som kilde til D-vitamin.

Hudkræft og sollys

Kræft i huden skyldes i langt de fleste tilfælde for meget UV-stråling fra solen eller solarium. Kræft i huden kan forebygges ved at beskytte sig mod sollys.

Man kan undersøge sin hud ved at se efter nye eller eksisterende pletter eller knuder, der ændrer farve, størrelse eller form. Det kan også være sår, der ikke heler. Kræft i huden kan også være et mærke, der bløder let, ikke heler eller klør.

Undersøg hele kroppen, da kræft i huden også kan forekomme, hvor man normalt ikke er udsat for sol. Man bør opsøge læge, hvis man opdager forandringer.

Gode råd

  • Anbring altid helt små børn i skygge
  • Ophold dig i solen i 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerhalvåret
  • Undgå sol mellem klokken 12 og 15
  • Søg skygge
  • Brug hat og tag let tøj på
  • Brug solcreme

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen