Ryggen består af muskler, knogler (selve rygsøjlen), rygmarven med nerver og rygmarvsvæsken. Rygsøjlen består af 7 nakkehvirvler, 12 brysthvirvler, 5 lændehvirvler, korsbenet og halebenet.
Mellem hver af hvirvlerne ligger der en diskus (bruskskive). Den fungerer som en stødpude. I nogle tilfælde kan diskus revne, indholdet løbe ud og presse på nerver.
Rygmarven ligger inde i rygsøjlen, beskyttet af knoglerne og rygmarvsvæsken, som er den vandige væske, der omgiver rygmarven. Rygmarvens nerveceller formidler kontakten mellem hjernen og kroppens nerver. Fra rygmarven udgår rygmarvsnerver til krop, arme og ben.
Nerverne går ud parvis, en højre og en venstre, svarende til hvert niveau i rygsøjlen. Således udgår der 8 par halsnerver (en "ekstra" mellem kraniet og første halshvirvel), 12 par brystnerver, 5 par lændenerver, 5 par korsbensnerver og 1 par halebensnerver.
Hver nerve forsyner et afgrænset område på kroppen med følenerver, sensoriske nerver, som fører beskeder ind til centralnervesystemet, og med motoriske nerver som fører beskeder ud fra centralnervesystemet.
CT er en forkortelse for Computed Tomography. CT-billeder dannes ved hjælp af samme type røntgenstråler som ved almindelige røntgenundersøgelser. CT teknikken adskiller sig fra røntgen ved, at man benytter en mere avanceret metode til at registrere strålerne end ved en almindelig røntgenundersøgelse.
Røntgenrøret og de dele, som registrerer strålerne (detektorerne), bevæger sig omkring det område, som skal afbildes. Dette gør det muligt at danne billeder i tværsnit. Ved hjælp af digital billedbehandling kan data omsættes til tredimensionelle billeder. Fordelen med denne metode er, at den kan påvise meget små forandringer. Den kan i en vis udstrækning også kan skelne mellem muskler, led og væv.
CT-billeder er sorthvide. Organerne vises i forskellige gråtoner. Væv med lav tæthed, f.eks. luftfyldte hulrum, vises som mørke eller sorte partier. Væv med højere tæthed vises i lysere gråtoner. Knoglevæv fremstilles hvidt.
Strålebelastningen ved en CT-skanning af ryggen, det vil sige den mængde stråling, du udsættes for, er større end ved traditionelle røntgenbilleder af ryggen. Men det bliver opvejet af, at man får flere informationer gennem CT-billederne.
Se animation om CT-skanning
CT-skanning af ryggen udføres ved mistanke om sygdom i ryggen, som trykker på nervevævet, og hvis man overvejer at operere. Nogle gange laves undersøgelsen, hvis der er mistanke om diskusprolaps i ryggen. CT-skanning laves også ved længerevarende ryggener, hvor en almindelig røntgenundersøgelse ikke har givet tilfredsstillende afklaring.
Dog er MR-skanning mange steder den første undersøgelse, der foretages, da MR-skanning er bedre til at vise bløddelene, som f.eks. nervevæv, rygmarv, bruskskiver, i ryggen. CT-skanning af ryggen bruges nogle gange ved brud. Derimod foretrækker man at bruge MR-skanning og eventuelt skintigrafi, når man undersøger for svulster og kræftspredning til ryggen.
CT-skanning af ryggen er også en mulighed, hvis man ikke kan få foretaget en MR-skanning af ryggen eksempelvis på grund af en pacemaker eller klaustrofobi.
Man er i de senere år blevet mere tilbageholdende med at skanne ryggen. Cirka 15 procent af den danske befolkning får smerter i lænden (lænderygsmerter), og de fleste af os vil i løbet af vores liv have lænderygsmerter. Ofte er smerterne ufarlige og går over af sig selv. Typisk får patienter det råd, at de skal bevæge sig og lave øvelser, også selvom det gør ondt. Det har ikke nogen betydning for patienters behandling eller mulighed for at komme sig, om der bliver taget røntgen, CT eller MR-scanning af ryggen.
Metalgenstande som eksempelvis knapper, lynlås, bælter og smykker skal være fjernet fra undersøgelsesområdet inden skanningen.
Fortæl din læge, hvis der er mulighed for, at du er gravid. På grund af røntgenstrålerne er man tilbageholdende med at foretage CT-skanning under graviditeten. Lægen, der henviser dig, vil så sammen med den radiologiske afdeling vurdere, om skanningen kan udsættes eller erstattes af anden undersøgelse.
Hvis du skal have sprøjtet kontraststof ind i en blodåre i forbindelse med CT-skanningen, gælder der nogle særlige forholdsregler:
Hvis du har allergi og/eller astma, skal den radiologiske afdeling have det at vide, da kontraststof ligesom andre lægemidler kan give allergi-lignende reaktioner.
Har du akut sygdom, skal man være forsigtig med at give jodholdigt kontraststof. I de tilfælde skal din nyrefunktion kontrolleres med en blodprøve inden CT-skanningen. Det skal lægen, der henviser dig til skanningen, sørge for.
Har du svært nedsat nyrefunktion og diabetes, der bliver behandlet med medicin af typen Metformin, er der følgende forholdsregler:
Udførelse af undersøgelsen kan variere fra afdeling til afdeling. Du skal følge den information, som bliver sendt fra den radiologiske afdeling, hvor du skal undersøges.
Skanningen foregår, mens du ligger på skannerlejet. Personalet sikrer, at du ligger korrekt og så komfortabelt som muligt. Skal du have kontraststof, får du umiddelbart inden skanningen lagt en nål i en blodåre. Herefter går personalet udenfor rummet, og skanningen starter.
Personalet kan se og høre dig hele tiden. I har også mulighed for at tale med hinanden. Du skal ligge helt stille under skanningen, så billederne ikke bliver uskarpe.
Mange oplever en følelse af varme gennem kroppen, når kontrasten sprøjtes ind. Nogle få bliver utilpasse, får kvalme og kaster måske op. Sker dette, kan du dæmpe ubehaget ved at trække vejret langsomt og dybt.
Slitageforandringer er blandt de hyppigste fund ved en CT-skanning. De ses bedst som forandringer i bruskskiverne (disci) mellem hvirvlerne, ofte med forkalkninger, men også som små knogleudvækster fra ryghvirvlerne. Reduceret højde på diski skyldes som regel slitage eller skade.
Hvis der er gået hul på diskus, vil noget af indholdet kunne presses ud gennem sprækken, og man har en prolaps. CT-skanning kan vise sådanne prolapser, og om de trykker på nerver eller rygmarv. MR-skanninger giver bedre billeder af en prolaps; derfor foretrækker man denne undersøgelse i dag.
Sammenfald af en ryghvirvel er et andet fund. Højden på ryghvirvlen er reduceret. Årsagerne kan være skader, knogleskørhed, betændelse, spredning af kræft eller svulster. Disse fund kan kræve en MR-skanning, som også bedre kan vise mulige skader på nervevævet.
Rygskader undersøges som regel først med en almindelig røntgenundersøgelse for at se efter brud i ryggen. CT-skanning er nyttig ved store skader og viser, hvor alvorlige eventuelle brud er. CT-skanning kan også afsløre brud, som giver ustabile forhold i rygsøjlen. Eventuelt kan CT-skanning identificere knoglestykker i rygmarvskanalen, som skal fjernes ved operation.
MR-skanning er ikke lige så velegnet som CT-skanning ved akutte rygskader, men kan til gengæld vise blødninger og knusningsskader af rygmarven.
Her er eksempler på andre tilstande, som kan påvises: infektion i diski, spinalstenose (en indsnævring af rygmarvskanalen, som kan føre til tryk på rygmarven), forandringer som er typiske for Bechterews sygdom, medfødte skader (f.eks. spina bifida), brud og forskydninger i ryghvirvler (spondylose og spondylolistese) samt rygmarvsskader.
Der bruges en lille mængde røntgenstråler ved en CT-skanning af ryggen. Strålebelastningen ved en CT-skanning af ryggen, det vil sige den mængde stråling, du udsættes for, er større end ved traditionelle røntgenbilleder af ryggen. Men det bliver opvejet af, at man får flere informationer gennem CT-billederne. Fordelen ved at få stillet en korrekt diagnose og dermed få en rigtig behandling vil være større end risikoen ved CT-skanningen. Læs mere om røntgenstråler og risici.
Jodholdigt kontraststof kan, som andre former for lægemidler, give allergilignende reaktioner. Ca. 5 ud af 100 patienter oplever kvalme, lidt opkast, kløe eller udslæt, mens risikoen for, at du får bivirkninger, der kræver behandling, er under 1 promille.
Personer, der skannes uden kontraststof, kan opleve de samme lette reaktioner, som personer der får kontrast. Alle reaktioner kan således ikke tilskrives kontraststoffet.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
