Hjerterehabilitering er en fællesbetegnelse for efterbehandling af patienter med hjertesygdom med det formål at forbedre patienternes fysiske, psykiske og sociale funktionsniveau, helbredelsesrelateret livskvalitet, og reducere risikoen for sygdomsprogression1
Hensigten med rehabilitering er blandt andet at modvirke frygt for fysisk aktivitet, at opnå bedre arbejdskapacitet, livskvalitet og social tilpasning
Formålet er også at reducere antallet af genindlæggelser og bedre risikoprofil og prognose ved så vidt muligt at vende udvikling af den ofte underliggende aterosklerotiske proces, så morbiditet og mortalitet reduceres1,2,3
Indsatsen bør være tværfaglig, med basis i et team bestående af læge, sygeplejerske, fysioterapeut, diætist, sekretær og evt. ergoterapeuter, samt i nogle tilfælde et understøttende team af psykologer, socialrådgivere og præster1
Andre grupper, der kan have behov for rehabilitering fx. patienter med atrieflimren eller efter ICD-implantation, henvises efter individuel vurdering.
Rehabiliteringsforløbet tager afsæt i en individuel genoptræningsplan, som udarbejdes ved afslutning fra hospitalsregi, hvor der også redegøres for fund og udførte undersøgelser
Som nævnt er bør hjerterehablitiering organiseres som en tværfaglig indsats med basis i et team bestående af læge, sygeplejerske, fysioterapeut, diætist, sekretær og evt. ergoterapeuter, samt i nogle tilfælde et understøttende team af psykologer, socialrådgivere og præster
Mhp. fastlæggelse af en individuel behandlingsplan og hjerterehabiliteringsforløb foretages:
Klinisk status, inkl. EKG og ekkokardiografi (hvis ikke udført tidligere i forløbet)
Vurdering af risikofaktorer (dyslipidæmi, hypertension, diabetes)
Vurdering af fysisk funktionsniveau (ergospirometri-test, symptomlimiteret arbejdstest på cykel eller løbebånd, evt. 6 minutters gangtest)
Vurdering af psykosociale forhold herunder screening for angst og depression
Vurdering af sociale forhold med betydning for behandling og compliance
Der lægges vægt på at medinddrage patienten i tilrettelæggelsen af det individuelle hjerterehabiliteringsforløb
Der udformes et individuelt rehabiliteringsprogram for patienten:
Optimering af medikamentel behandling og risikofaktorkontrol
Fysisk træning
Patientinformation og -uddannelse
Psykosocial indsats herunder arbejdsfastholdelse
Støtte til kostomlægning
Støtte til rygestop (se rygeafvænning og stoplinien.dk)
Klinisk opfølgning og vedligeholdelse af mål
Initialt bør patienten få tilbud om vejledning, som sikrer, at patienten udfører aktiviteterne optimalt og for at kontrollere, at symptomer ikke opstår
Hjerterehabilitering varetages ofte i kommunalt regi, men foregår også som ambulante forløb på sygehuset
Kardiologiske speciallæger har ansvar for, at patienten er lægefagligt risikovurderet på sygehuset forud for påbegyndelse af et rehabiliteringsforløb. Sygehuset skal yde rådgivning af kommuner og praktiserende læger i forbindelse med den fysiske træning i kommunerne og medicinske efterbehandling
Alle patienter med stabil iskæmisk hjertesygdom skal tilbydes træning som del af hjerterehabilitering efter indlæggelse. Af sikkerhedsmæssige grunde skal træningen initialt være superviseret. Med henblik på at tilrettelægge et individuelt træningsprogram bør der først udføres en symptomlimiteret arbejdstest
Der anbefales fortrinsvis gradueret aerob træning, hvor intensiteten og varigheden af træningsgangene gradvist øges, alternativt intervaltræning eller sekventiel dynamisk/styrketræning af små muskelgrupper1
Ved akut koronart syndrom (AKS) kan træning opstartes en uge efter revaskularisering med percutan coronar intervention (PCI). Alle patienter, der har været indlagt med AKS og/eller ikke er fuldt revaskulariseret, bør vurderes af en kardiolog inden initiering af et træningsprogram
Patienter, der har angina pectoris, bør træne til niveauet lige under den iskæmiske tærskel. Patienterne bør informeres om, at hjertesmerter eller andet ubehag ikke skal ”arbejdes væk”, men at symptomerne er et signal om at sætte tempoet ned eller måske allerbedst at holde en pause
Efter thorakotomi (CABG eller klapoperation) kan træning af underkroppen påbegyndes efter, at patienten er mobiliseret, men man bør undgå thorax-forskydning og tryk-stress indtil sternum er stabilt og uden postoperativie smerter (typisk efter fire til otte uger), hvor der kan begyndes med overkropstræning
Der er kendte barrierer for rehabilitering, som bør identificeres og om muligt aktivt håndteres: alder, socioøkonomisk status, etnicitet, køn, komorbiditet, misbrugsproblemer, psykisk sygdom. Se nedenfor