Hæmoglobin A1c (HbA1c)

Nete Hornung

speciallæge

Resumé

  • HbA1c anvendes både til diagnostik og monitorering af diabetes
  • HbA1c er en risikoindikator for udvikling af diabetes og kardiovaskulær sygdom (prædiabetes)
  • HbA1c afspejler en patients middelplasmaglukose over en længere periode 
  • Analysen kan ikke benyttes ved tilstande, der påvirker erytrocytternes levetid. Det gælder eksempelvis anæmikronisk nyreinsufficiens og hæmoglobinopatier. HbA1c kan heller ikke anvendes diagnostisk hos børn og unge, gravide, og tilstedeværelse af akut sygdom. I de situationer kan faste P-Glukose (eller oral glukosebelastning) anvendes efter gældende kriterier herfor
  • Undgå at analysere HbA1c, hvis der foreligger et resultat inden for de seneste to måneder. Undtaget er måling nr. 2 i forbindelse med diagnostik af diabetes

Definition1,2 

  • HbA1c er antallet af glykerede hæmoglobinmolekyler (mmol) i forhold til det totale antal hæmoglobinmolekyler (mol) udtrykt i "mmol per mol" 
  • Andelen af erytrocytternes hæmoglobintype A, som udgøres af molekyler med glukose irreversibelt bundet til deres betakæder

Synonymer

  • Synonymer: HbA1c; Hb(B)-Hæmoglobin A1c; Glykeret hæmoglobin; Glykosyleret hæmoglobin; "Langtidsblodsukker"; Hæmoglobin betakæde (Blod)-N-(1-deoxyfruktose-1-yl) hæmoglobin betakæde, stoffraktion; Hb(beta; B)-Deoxyfructosyl hæmoglobin (beta); DOF hæmoglobinfraktion; DOF hæmoglobin

Indikationer3

  • Diagnostisk: Værdier over 48 mmol/mol er diagnostisk for type 2 diabetes. Analysen skal gentages, før diagnosen type 2 diabetes kan stilles 
  • HbA1c kan ikke bruges
    • til at stille diagnosen gestationel diabetes
    • til diagnostik af diabetes med pludselig sygdomsdebut
    • ved visse medicinske tilstande, som medfører, at HbA1c kan blive falsk for høj eller for lav. Det drejer sig især om tilstande, som påvirker erythrocytternes levetid fx anæmi, kronisk nyresvigt og ved genetisk betingede forandringer i hæmoglobinets opbygning
  • Kontrol af patienter i behandling for diabetes mellitus, både type 1-diabetes og type 2-diabetes
  • HbA1c bør måles inden for 3 måneder efter akut koronar syndrom (AKS) f.eks. i forbindelse med rehabiliteringsforløb. Dette for at opfange prædiabetes, der defineres ved HbA1c 42-47 mmol/mol. Tilstanden udvikler sig ikke sjældent til diabetes og er i sig selv associeret med øget kardiovaskulær risiko (45

Fortolkninger6,7

  • HbA1c er positivt korreleret til det gennemsnitlige koncentrationsniveau af plasmaglukose i de sidste 10-12 uger før prøvetagningen
  • En ukompliceret patient med Type 1 Diabetes har et HbA1c niveau på <53 mmol/mol og en kompliceret patient <58-64 mmol/mol
  • HbA1c er den primære prædiktor for udvikling og forværring af komplikationer, og sænkning af HbA1c reducerer risikoen for senere mikro- og makrovaskulære komplikationer. Glukoseniveauet (målt med HbA1c) er den vigtigste bestemmende faktor for udviklingen og progressionen af mikrovaskulære komplikationer (øjen-, nyre- og nervekomplikationer) og risikoen stiger eksponentielt med stigende HbA1c over tid. Sammenlignet med HbA1c på 48-58 mmol/mol er risikoen for komplikationer øget ca. 3 gange ved HbA1c på 70-80 mmol/mol og ca. 6 gange ved HbA1c på 90-100 mmol/mol
  • HbA1c giver ingen oplysninger om glykæmiske udsving og er desuden afhængig af en række faktorer se herunder. HbA1c skal derfor altid vurderes i sammenhæng med sensorværdier eller patientens egne glukose-målinger

Fejlkilder (og kilder til normal variation)8

  • Ved kronisk hæmolytisk anæmi, efter større blodtab og ved andre tilstande med forkortet levetid af erytrocytter kan findes falsk lave værdier
  • Falsk forhøjede værdier kan ses efter multiple blodtransfusioner
  • Afhængigt af den anvendte målemetode kan der ses upålidelige værdier (falsk lave eller høje værdier) ved fx
    • kronisk nyreinsufficiens med uræmi
    • jernmangelanæmi  (typisk falsk for højt HbA1c)
    • B12 mangel (typisk falsk for højt HbA1c)
    • hypertriglyceridæmi
    • hyperbilirubinæmi
    • behandling med C- og E-vitaminer og acetylsalicylsyre
    • behandling for jernmangel og B12 mangel (typisk falsk for lavt HbA1c)
    • Stort kronisk alkoholindtag (typisk falsk for lavt HbA1c)
    • forekomsten af hæmoglobinopatier med nedsat mængde hæmoglobintype A
      • De sidstnævnte vil i mange tilfælde opdages, dog afhængigt af den anvendte målemetode

Fysiologi og biokemi1,2

  • Hæmoglobin A1 (HbA1) består af flere fraktioner: HbA1a, HbA1b og HbA1c som er den største fraktion
  • HbA1c er en forbindelse mellem kulhydrat og valin-aminosyrer i hæmoglobindets beta-kæde ("glykeret Hæmoglobin")
  • Der er to trin i denne reaktion og først efter trin to, som varer nogle uger, er forbindelsen mellem kulhydrat og beta-kæden stabilt 
  • Glykeringen sker i hele erytrocyttens levetid og jo højere glukoseniveau i blodet jo højere HbA1c. Det målte HbA1c vil derfor være et udtryk for den gennemsnitlige koncentration af glukose i blodet 10-12 uger før prøven tages 
  • HbA1c angives med enheden mmol/mol, tidligere var det i %
  • En oversigtstabel med sammenhængen mellem HbA1c (IFCC) og HbA1c (DCCT) findes her Tabel  
  • Der er krav til metodens analysekvalitet til anvendelse til diagnostik, og patientnært udstyr kan ikke anbefales (juni 2014). Se WHO's rapport 'Use of Glycated Haemoglobin (HbA1c) in the Diagnosis of Diabetes Mellitus

Estimeret middelplasmaglukose (estimated average glucose; eAG)9,10

  • Da der er en robust sammenhæng mellem HbA1c og middelplasmaglukose, kan man regne fra en målt værdi af HbA1c til et estimeret (skønnet) middelplasmaglukose (eAG), målt i mmol/L:
    • eAG = 0,1455 x HbA1c (IFCC) + 0,8285
  • Sammenhængen mellem HbA1c (IFCC) værdier og estimerede middelværdier af eAG kan ses i denne Tabel
  • Da der er tale om estimater ud fra epidemiologiske data, er konfidensintervallerne ret vide
    • For en værdi på fx 53 mmol/mol HbA1c (IFCC) er middelværdien for eAG 8,5 mmol/L, men 95 % konfidensintervallet strækker sig fra 6,8 til 10,3 mmol/L

Prøvetagning

  • Veneblod i rør med lithium-heparin eller EDTA, afhængigt af laboratoriets analysemetode
  • Prøven er holdbar i 3 døgn ved stuetemperatur og op til 1 uge ved 4oC
  • Heparinstabiliseret kapillærblod kan anvendes til måling på patientnært udstyr
  • Patientnært udstyr kan ikke anbefales til diagnostisk anvendelse, da til analysemetoden sjældent lever op til kvalitetskravene til diagnostik

Referenceintervaller

  • 31 - 44 mmol/mol
  • Gravide har ofte lavere værdier i 2. og 3. trimester, typisk 20 - 31 mmol/mol

Individuelle behandlingsmål 6,7

Patientinformation 

NPU-koder og -navne

  • NPU27300

Navne

  • Kort helterm
    • Hb(Fe; B)—Hæmoglobin A1c(Fe); stoffr. = ? 
  • Brugsnavn
    • Hæmoglobin A1c;Hb(B)

Kilder

Referencer

  1. Lyngbye J, Kjær A, Ladefoged SA, Nissen PH. Lyngbyes laboratoriemedicin. 2. udg. København. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S. 2010.
  2. DSKB-Nyt 3, 2011. Vis kilde
  3. DSAM vejledning. Vis kilde
  4. Behandlingsvejledning. Vis kilde
  5. Beulens J, Rutters F, Rydén L, Schnell O, Mellbin L, Hart HE, Vos RC. Risk and management of pre-diabetes. Eur J Prev Cardiol. 2019; 26.; 47-54. Vis kilde
  6. National behandlingsvedledning T1D. Vis kilde
  7. National behandlingsvejledning T2D. Vis kilde
  8. Fayyaz B, Rehman HJ, Minn H. Interpretation of hemoglobin A1C in primary care setting. J Community Hosp Intern Med Perspect. 2019; 9.; 18-21. Vis kilde
  9. National Diabetes Support Team, Diabetes UK. Vis kilde
  10. HbA1c and Estimated Average Glucose (eAG). Vis kilde

Fagmedarbejdere

Nete Hornung

Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen