Neutrofile leukocytter

Nete Hornung

speciallæge

Resumé

  • Neutrofile leukocytter produceres i knoglemarven og lever normalt kort tid i blodet
  • Cellerne har en vigtig funktion i bekæmpelse af infektioner, især bakterielle infektioner, hvor der vil ses en hurtig stigning i antallet i blodet som følge af en øget produktion i knoglemarven. De er kroppens første forsvar i kraft af en stærk fagocyterende effekt
  • Neutrofile leukocytter kan i flere kliniske situationer være tilstrækkelig information fremfor en fuld differentialtælling
  • Patienter med nedsat antal neutrofilocytter i blodet har stor risiko for alvorlige infektioner

Definition

  • Antallet af neutrofile leukocytter i blodet, målt som milliarder celler per liter, dvs. som 109/L, eller angivet i procent af det totale leukocyttal
  • Nogle laboratorier udgiver antallet af neutrofile leukocytter som summen af antallet af henholdsvis segmentkernede og stavkernede neutrofile granulocytter

Synonymer

  • Neutrocytter; neutrofilocytter; neutrofile granulocytter; polymorfnukleære leukocytter; segmentkernede leukocytter; polymorfkernede leukocytter

Indikationer

  • Analysen kan normalt ikke bestilles separat, men svares som en del af resultatet af en differentialtælling af leukocytterne (leukocyttyper)
  • Antallet er relevant at kende og følge i forbindelse med alvorlige infektioner. På grund af produktionstiden i knoglemarven og cellernes forlængede levetid ved svære infektioner er det sjældent nødvendigt med daglige målinger 
  • En påvisning af umodne neutrocytter kan være værdifuld som tegn på aktiveret granulopoiese i sammenhænge, hvor det totale leukocyttal er normalt eller lavt
  • Se også hæmatologiske kvantiteter

Fortolkninger1

Forhøjede værdier (neutrocytose, neutrofili)

  • Bakterielle infektioner, både lokaliserede og systemiske
    • Børn reagerer lettere med neutrocytose end voksne gør
    • Ældre eller generelt svækkede patienter, og her især patienter med hæmmet knoglemarv, kan reagere svagt eller slet ikke
    • I nogle tilfælde er neutrocyt-reaktionen så udpræget, at der opstår en såkaldt "leukæmoid reaktion" 
  • Kroniske inflammatoriske tilstande, fx reumatoid artrit og colitis ulcerosa
  • Vævsnekrose, fx ved traumer, forbrændinger, infarkter og invasiv cancer
  • Tidligt i forløbet af infektioner med parasitter, svampe eller virus
  • Metaboliske derangeringer, fx ved diabetisk koma, nyresvigt og akut thyreotoksikose
  • Forgiftninger med tungmetaller, kemikalier eller medikamenter
  • Myeloid leukæmi, og især kronisk sygdom
  • Polycytæmia vera
  • Myelofibrose
  • Efter splenektomi (kronisk let forhøjede værdier)

Om forekomsten af umodne neutrocytter

  • Ved akutte og subakutte tilstande med neutrocytose, fx bakterielle infektioner, ses samtidig oftest en tydeligt øget forekomst af umodne celler (se ovenfor), især stavkernede neutrocytter og metamyelocytter
  • Forekomsten af neutrocytose med umodne celler ses også ved myeloid leukæmi, og vil oftest omfatte meget umodne celler, inkl. myeloblaster og promyelocytter
  • Umodne neutrocytter, men dog med et normalt antal, kan ses i en tidlig fase af en reaktion, dvs. før neutrocyttallet har nået at stige, men kan fx også ses ved meget alvorlige infektioner, hvor produktion af neutrocytter ikke kan følge med forbruget (leukæmoid reaktion)

Lave værdier (neutropeni)

  • Der kan defineres forskellige grader af neutropeni, gående fra let neutropeni (1,0 - 1,5 x 109/L) til agranulocytose, dvs. totalt fravær af neutrocytter i blodet, og der kan skelnes mellem akutte og kroniske tilstande
  • Se artiklen om neutropeni

Andet

  • Ved bakterielle infektioner eller toksiske påvirkninger kan ses grove, mørkerøde eller lilla granula, såkaldt "toksisk granulering"
  • Ved vitamin B12-mangel (megaloblastær anæmi) kan ses hypersegmentering af neutrocytternes kerner, dvs. at kromatinet ses samlet i mere end 4-5 klumper
  • En række arvelige tilstande er ledsaget af forandringer i neutrocytternes kernestruktur og/eller granula
  • Ved myeloid leukæmi kan ses myeloblaster med Auer stave eller Auer legemer
  • Forholdet mellem neutrocytter og lymfocytter er undersøgt i flere kliniske sammenhænge, og rationen tyder på at have prognostisk værdi. Høj neutrocyt/lymfocyt ratio tyder dårlig prognose (sepsis, cancer, hjertekarsygdomme og COVID 19)2

Fejlkilder (og kilder til normal variation)

  • Forekomsten af mange store trombocytter, trombocytaggregater eller umodne, kerneholdige erytrocytter kan give et falsk forhøjet leukocyttal ved maskinel tælling
  • Kortison kan give let til moderat forhøjede værdier i timerne efter indtagelsen

Biokemisk baggrund1,3

  • Cellerne dannes i knoglemarven og udvikles til modne neutrocytter fra forstadierne myeloblaster, promyelocytter, myelocytter, metamyelocytter og stavkernede neutrocytter. Dannelsen varer 10 dage, men cellerne lever kun i 10 timer i blodet under normale betingelser. I forbindelse med infektioner og aktivering af neutrocytterne viser studier dog, at cellerne kan leve op til 48 timer  
  • Cellerne er kroppens første forsvar mod infektioner, da de er effektive fagocytter (spiser bakterier med mere). De spiller en central rolle i organismens forsvar mod infektioner med bakterier, svampe og protozooer. Cellerne er også aktive i forbindelse med vævsnekroser
  • Pus i bylder etc. består af henfaldne neutrocytter
  • Når granulopoisen aktiveres i forbindelse med infektioner, ses en stigning af umodne neutrocytter i blodet. Knoglemarven kan ved svære infektioner øge produktionen op til 10 gange normal produktion. Der vil først optræde stavkernede celler, senere metamyelocytter og myelocytter i blodet. Ved sygdomme i knoglemarven kan der endvidere ses promyelocytter og sjældent myeloblaster i blodet
  • Nye studier peger på, at neutrocytter også spiller en rolle ved inflammatoriske tilstande, og at cellerne kan regulere T og B lymfocytternes funktioner
  • Moderne hæmatologiske analyse-instrumenter kan differentialtælle leukocytter og dermed også kvantitere antallet af neutrocytter
  • De kan endvidere detektere umodne neutrocytter og markere for udførelse af en mikroskopi af et fikseret og farvet blodudstrygningspræparat 

Prøvetagning

Referenceintervaller

  • Der kan være forskelle i de angivne intervaller fra laboratorium til laboratorium
  • Voksne mænd og kvinder over 18 år: 2,0 - 8,8 x 109/L
    • Gravide4
      • Under svangerskabet: 3,9 - 11,8 x 109/L
      • Under fødslen: 4,8 - 23,4 x 109/L
      • 1-2 dage efter fødslen: 5,3 - 18,1 x 109/L
  • Børn og unge
    • 1d. - < 15 d.: 1,60 - 6,75 x 109/L
    • 15 d.- < 1 md.: 1,18 - 5,45 x 109/L
    • 1 md.- < 2 mdr.: 0,83 - 4,68 x 109/L
    • 2 mdr.- < 6 mdr.: 0,97-7.20 x 109/L
    • 6 mdr.- < 15 år: 1,60-6,70 x 109/L
    • 15 år- < 19 år: 2,00 - 9,60 x 109/L
  • Hos voksne udgør neutrocytterne typisk 45-75 % af alle leukocytter, men kun 20-50 % hos børn under 2 år og 45-50 % hos børn under 12 år
  • Psykisk ophidselse (frygt, vrede, glæde) og fysiske anstrengelser eller eksponering for ekstreme temperaturer i timerne før prøvetagningen kan medføre let til moderat forhøjede værdier
  • Rygere har som regel højere niveau end ikke rygere5

Faregrænser

  • Værdier over 20 x 109/L bør give anledning til en nærmere og hurtig udredning, hvis der ikke er en umiddelbar forklaring
  • Værdier under 0,5 x 109/L er udtryk for alvorlig neutropeni og bør medføre akut indlæggelse på grund af infektionsfare

Hvor hurtigt kan antallet af neutrocytter ændre sig?

Patientinformation

NPU-koder og -navne

  • NPU28172

Navne

  • Langt navn
    • B—Neutrophilocytter(segmentk.+stavk.); antalk. = ? × 109/L
  • Kort navn
    • Neutrofilocytter (segmk.+stavk.);B 

Kilder

Referencer

  1. Lyngbye J, Kjær A, Ladefoged S, Nissen PH. Lyngbyes Laboartoriemedicin. København. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 2010.
  2. Buonacera A, Stancanelli B, Colaci M, Malatino L. Neutrophil to Lymphocyte Ratio: An Emerging Marker of the Relationships between the Immune System and Diseases. Int J Mol Sci. 2022; 23.. Vis kilde
  3. Liew PX, Kubes P. The Neutrophil's Role During Health and Disease. Physiol Rev. 2019; 99.; 1223-1248. Vis kilde
  4. Klajnbard A, Szecsi PB, Colov NP, Andersen MR, Jorgensen M, Bjorngaard B, et al. Laboratory reference intervals during pregnancy, delivery and the early postpartum period. Clin Chem Lab Med. 2010; 48.; 237-48. Vis kilde
  5. Higuchi T, Omata F, Tsuchihashi K, Higashioka K, Koyamada R, Okada S. Current cigarette smoking is a reversible cause of elevated white blood cell count: Cross-sectional and longitudinal studies. Prev Med Rep. 2016; 4.; 417-22. Vis kilde

Fagmedarbejdere

Nete Hornung

Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen