Triglycerid

Nete Hornung

Speciallæge

Resumé

  • Triglyceridmålinger indgår i vurderingen af en persons lipidprofil, herunder

    • Vurdering af risikoen for hjerte-kar-sygdomme

    • Monitorering af effekten af kost- og livsstilsinterventioner

  • Undersøgelse og monitorering af triglycerider er indiceret ved kendt hjerte- og karsygdom1 samt pancreatitis2 

Definition

  • Den totale koncentration af triglycerid i alle lipoproteiner i plasma, målt i millimol per liter (mmol/L)

  • Tilhører gruppen af plasmalipoproteiner, plasmalipider eller blot lipider, som også omfatter kolesterol (total), LDL-kolesterol og HDL-kolesterol samt målinger af diverse apolipoproteiner

  • Hos fastende, raske personer bidrager very low density lipoproteins (VLDL) typisk med 65-75% af plasmaets lipider, LDL med 15-20% og HDL med 2-5%

    • Det store bidrag fra VLDL er forklaringen på, at man ved at multiplicere triglycerider med 0,45 får et godt estimat af plasmakoncentrationen af VLDL-kolesterol

    • Det bruges ved beregningen af LDL-kolesterol, hvis dette ikke kan måles direkte

  • Hos ikke-fastende personer kan et stort bidrag stamme fra kylomikroner, især hvis patienten har indtaget et fedtrigt måltid i timerne før prøvetagningen

  • Hos patienter med svær hypertri­gly­ceri­dæmi (se også nedenfor) stammer de største bidrag oftest fra kylomikroner eller VLDL-rest­partikler

  • Der kan også være store bidrag fra intermediær densitet lipoproteiner (IDL), fx ved diabetes, samt fra abnorme lipoproteiner hos patienter med svær leversygdom

  • Insulinresistens påvirker lipid- og lipoproteinmetabolismen negativt og er stærkt forbundet med dyslipidæmi. Men måden insulinresistens påvirker lipidmetabolismen er kompleks og afhænger af sygdomme forbundet med insulinresistens fx fedme, metabolisk syndrom, T2DM og T1DM 3

Synonymer

  • Triglycerid, total; Triglycerider; Triacylglyceroler

Indikationer

Fortolkninger

  • Se total kolesterol for henvisninger til generelle informationer om forebyggelse af kardiovaskulær sygdom, hyperlipidæmi og fortolkning af illustrative mønstre af afvigende lipidværdier

  • Se også artiklen om hypertriglyceridæmi

Svær hypertriglyceridæmi (værdier over 10 og helt op til 300 mmol/L)

  • Ses ved genetisk betinget primær hypertrigly­ceri­dæmi (fx familiær hypertriglyceridæmi), men kan fx også ses ved dysreguleret diabetes mellitus eller alkoholoverforbrug, kombineret med genetisk disposition til hypertriglyceridæmi

    • Tilstanden skyldes øgede plasmakoncentrationer af kylomikroner og/eller VLDL og er forbundet med øget risiko for akut pancreatitis, men ikke aterosklerose

    • Plasma total kole­sterol bliver også forhøjet på grund af bidraget af kolesterol fra de store mængder af kylomikroner og/eller VLDL, og kan komme op over 20 mmol/L ved ekstrem hypertriglyceridæmi

Hypertriglyceridæmi kan direkte ses i blodplasma

  • Kylomikroner og VLDL-par­tikler er så store, at de spre­der synligt lys

  • Plasma er derfor mælket ved hyper­tri­glyceridæmi og ligner skum­met­mælk, når triglycerid er over 10 mmol/l og sødmælk eller fløde, når triglycerid er over 20 mmol/L

  • Hvis hypertriglyceridæmien alene skyldes forhøjede mængder VLDL, har plasma et særegent perlemorsagtigt skær

Moderat hypertriglyceridæmi (op til 10 mmol/L)

  • Ses ved forskellige primære dyslipopro­teinæmier, fx familiær dysbetalipoproteinæmi (apolipoprotein E2 homozygoti)

  • Som sekundære tilstande, fx ved udtalt adipositas, alkoholoverforbrug, dysreguleret diabetes mellitus, hypotyreoidisme, nyreinsufficiens, nefrotisk syndrom, kronisk leversygdom og akut parenkymatøs leversygdom

  • Vær­dierne er forbundet med øget risiko for aterosklerose, hvis de skyldes øgede plasmakoncentrationer af delvist metaboliserede VLDL-partik­ler (restpartikler)

  • Total kolesterol er oftest også moderat forhøjet (6 - 8 mmol/L), og HDL-kolesterol er typisk lav

    • Ved alkoholoverforbrug kan HDL-kolesterol imidlertid være relativt højt (fx over 1,5 mmol/L), selvom patienten har hypertri­glyce­ridæmi

Let hypertriglyceridæmi (2 til 5 mmol/L)

  • Kan ses ved de samme tilstande som ovenfor samt ved behandling med visse farmaka (fx tiazider, visse betablokkere og steroider)

  • Værdierne er forbundet med øget risiko for hjerte-kar-sygdom, især hos personer med øget risiko af andre årsager

  • Graviditet

Lave værdier (under 0,5 mmol/L)

  • Har ingen klinisk betydning

Fejlkilder (og kilder til normal variation)

  • Se total kolesterol

  • Høje doser af C-vitaminer kan give falsk for lave triglycerider

  • En hyppigt anvendt måle­metode medbestemmer frit glycerol i plasma. Dette kan medføre falsk forhøjede værdier hos svært medtagne patienter og hos patienter i heparinbehandling

  • Effekter på målinger af andre biokemiske variable:

    • Svær hypertriglyceridæmi er en af tre hyppigste tilstande, der kan vanskeliggøre (eller umuliggøre) målinger af en lang række andre biokemiske variable

    • De to andre er hæmolyse og hyperbilirubinæmi

Fysiologi og biokemi

  • Triglycerider er kroppens vigtigste energilager. De syntetiseres primært i lever og fedtvæv ud fra fedtsyrer og kulhydrater og lagres i fedtvævet. I leveren frigives de til blodet som meget-lavdensitetslipoproteiner (VLDL) og transporteres til fedtvæv til opbevaring i adipocytter

  • Triglyceridniveauet reguleres af hormonelle og ernæringsmæssige forhold. Insulin fremmer syntese og lagring af triglycerider, mens glukagon og adrenalin hæmmer syntesen, når energibehovet er højt fx under faste eller stress

  • Hypertriglyceridæmi skyldes et komplekst samspil mellem genetiske og livsstils- og metaboliske faktorer. Hyppige årsager er overvægt, insulinresistens, type 2-diabetes, højt alkoholforbrug og uhensigtsmæssige kostvaner. Familiær kombineret hyperlipidæmi, familiær hypertriglyceridæmi og familiær dysbetalipoproteinæmi er eksempler på genetiske lidelser forbundet med forhøjede triglyceridniveauer

  • Metabolisk syndrom betegner en gruppe tilstande, der inkluderer abdominal fedme, insulinresistens, hypertension og dyslipidæmi (unormale lipidniveauer, herunder høje triglycerider)

  • Forhøjede triglycerider ses desuden ved blandt andet hypothyreose, kronisk nyre- eller leversygdom samt ved brug af visse lægemidler, herunder kortikosteroider, diuretika og betablokkere, som enten kan forårsage eller forværre hypertriglyceridæmi

  • Svær hypertriglyceridæmi øger risikoen for akut pancreatitis, mens moderat forhøjede værdier ofte indgår som led i metabolisk syndrom og er associeret med øget kardiovaskulær risiko

  • Vægtning af betydningen af de enkelte faktorer varierer fra person til person. Intervention skal derfor tilpasses hver enkelt for at sænke triglyceridniveauer gennem regelmæssig kontrol for at reducere risikoen for udvikling af hjerte-kar-sygdomme

Prøvetagning

Patientforberedelse

  • Det anbefales, at analysere uden forudgående faste

    • Triglyceridværdier uden forudgående faste er bedre til at forudsige øget risiko for hjerte-kar-sygdomme4

  • Hvis den første undersøgelse af triglycerid er større end 4 mmol/l, bør der følges op med en fasteblodprøve

    • Det skal ske for at udelukke, at den høje triglyceridværdi skyldes et tilfældigt stort fedtindtag hos patienten

Prøvetagning

Referenceintervaller (signalværdier, aktionsgrænser, mål)

  • Signalværdier, dvs. anbefalede "aktionsgrænser" eller "mål" fra videnskabelige selskaber, baseret på hvad der er skønnet at være optimalt for at undgå udvikling eller progression af aterosklerotisk hjertekarsygdom

    • Alle aldre: Under 2,0 mmol/L5,4

  • Referenceintervaller for voksne, dvs. "normalværdier" i befolkningen: P(fPt) Triglycerid:  0,45 – 2,6 mmol/L       

    • Faste værdier piger/kvinder: 0 - 125 år: 0,36 - 1,56 mmol/L5

    • Faste værdier drenge/mænd: 0 - 125 år: 0,31 - 1,36 mmol/L5

    • Gravide: Niveauet stiger gennem graviditeten, og værdier over 4 mmol/l er ikke usædvanlige i 3. trimester samt under og efter en fødsel6

Patientinformation

NPU-koder og -navne

  • NPU04094

  • NPU03620

Navne

  • Kort helterm

    • P—Triglycerid; stofk. = ? mmol/l

    • P(fPt)—Triglycerid; stofk. = ? mmol/l

  • Brugsnavn

    • Triglycerid;P

    • Triglycerid;P(fPt)

Kilder

Referencer

  1. Kushner PA, Cobble ME. Hypertriglyceridemia: the importance of identifying patients at risk. Postgrad Med. 2016; 128.; 848-858. PubMed
  2. Sikora Kessler A, Baum SJ, Kutrieb E, Vera Llonch M, Lonshteyn A, Weycker D, Soffer DE. Rates of acute pancreatitis and cardiovascular events among adults with severe or extreme hypertriglyceridemia in US clinical practice. Lipids Health Dis. 2025; 24.; 252. PubMed
  3. Statusartikkel 2022 - insulinresistens. Vis kilde
  4. Nordestgaard BG, Hilsted L, Stender S. [Plasma lipids in non-fasting patients and signal values of laboratory results]. Ugeskr Laeger. 2009; 171.; 1093. PubMed
  5. Greve JH, Mørk F, Jensen AK, Kaur S, Madsen JOB, Bugge A, Heidemann M, Wedderkopp N, Johannesen J. Lipid levels in a cohort of healthy Danish schoolchildren ages 5 to 17 years. Scand J Clin Lab Invest. 2024; 84.; 285-295. PubMed
  6. Raventós A, Velasco I, Ramos A, Alonso N, Puig-Domingo M, Soldevila B. Severe Hypertriglyceridemia in Pregnancy: Clinical Approach and Management Strategies. JCEM Case Rep. 2025; 3.; luaf253. PubMed

Fagmedarbejdere

Nete Hornung

Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest

Dorte Bojer

Alm. prakt. læge, Grenå

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

Disclaimer: Lægehåndbogen