Skintigrafi af ektopisk ventrikelslimhinde, Meckels divertikel skintigrafi

Christian Eickhoff Haarmark Nielsen

Speciallæge

Basisoplysninger1,2

  • Meckels divertikel er den hyppigste medfødte misdannelse i tarmsystemet og angives at forekomme så hyppigt som hos 1-3 % af befolkningen

  • Divertiklet repræsenterer rester af forbindelsen mellem fosterets tarm og blommesækken

    • Oftest lokaliseret 80-90 cm proksimalt for ileocøkalstedet

    • Størrelsen varierer fra 1 til 12 cm, med en gennemsnitlig længde på 2-3 cm

  • De fleste Meckels divertikler er symptomfrie, men hos 10-30 % foreligger syreproducerende ventrikelslimhinde med potentiel sårdannelse og risiko for tarmblødning

  • Smertefri tarmblødning er et hyppigt symptom og forekommer oftest hos børn

Aktuelle indikationer

  • Førstevalgsundersøgelse ved smertefri blødning per rektum hos børn

  • Mistanke om Meckels divertikel med ektopisk ventrikelslimhinde hos børn og voksne

Henvisning

  • Da den hyppigste årsag til henvisning er blødning per rektum, vil det som regel være en børnelæge eller kirurg, som henviser patienten

Patientforberedelser

  • 3-4 timers faste

  • Blæretømning, hvis muligt

  • Forbehandling med H2-blokker eller protonpumpehæmmere inden undersøgelsen for at:

    • øge retentionen af 99mTc perteknetat i både normal og ektopisk ventrikelslimhinde

    • reducere sekretionen af 99mTc perteknetat til tarmlumen, som kan give årsag til fejltolkning og falskt positivt resultat

Radioaktivt lægemiddel

  • 99mTc perteknetat koncentreres i de mucinproducerende celler i såvel normal som i ektopisk ventrikelslimhinde. Undersøgelsen er derfor ikke specifik for et Meckels divertikel med syreproduktion

Procedure

  • Billedoptagelse startes i forbindelse med injektionen af 99mTc perteknetat og foretages konstant i 60 minutter

  • Gammakameraet placeres over abdomen og bækken, så både ventrikel og blære er med i billedfeltet. Hos små børn kan det betyde, at ansigtet ligger under detektoren

Begrænsninger

  • Meckels divertikel kan kun påvises skintigrafisk, hvis det indeholder ektopisk ventrikelslimhinde med mucinproducerende celler. For praktiske formål indeholder blødende Meckels divertikler altid mucinproducerende celler, hvorfor sensitiviteten er høj

  • Årsager til falsk negative undersøgelser inkluderer små divertikler, hurtig udvaskning af sporstof eller kompromitteret blodforsyning

  • Årsag til falsk positive undersøgelser er abnormiteter i urinvejene og tilstande med hyperæmi (ulcus, inflammatorisk tarmsygdom, hæmangiomer)

Komplementære undersøgelser

  • Sjældent vil det være indiceret at lave en renografi for at adskille aktivitetsretention i urinveje fra optagelse i tarmdivertikel

Stråledosis

  • Stråledosis er hos voksne op til 6 mSv,  svarende til 2 års baggrundsstråling i Danmark

Patientinformation

Kilder

Referencer

  1. Ali Asmar, Louise Schouborg Brinth, Lars Christian Gormsen, Søren Hess, Helle Damgaard Zacho. Klinisk Nuklearmedicin, Kapitel 8 Mave-tarm-kanal, lever, galdeveje og milt. København. Munksgaard. 2022.
  2. Spottswood SE, Pfluger T, Bartold SP, Brandon D, Burchell N, Delbeke D, Fink-Bennett DM, Hodges PK, Jolles PR, Lassmann M, Maurer AH, Seabold JE, Stabin MG, Treves ST, Vlajkovic M, Society of Nuclear Medicine and Molecular Imaging, European Association of Nuclear Medicine. SNMMI and EANM practice guideline for meckel diverticulum scintigraphy 2.0. J Nucl Med Technol. 2014; 42.; 163-9. PubMed

Supplerende læsning

Fagmedarbejdere

Christian Eickhoff Haarmark Nielsen

Cheflæge, Ph.d., Klinisk Fysiologisk og Nuklearmedicinsk afdeling, Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital

Annika Norsk Jensen

Speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

Disclaimer: Lægehåndbogen