Hævede lymfeknuder hos børn

Kim Kristensen

speciallæge

Fakta

  • Lymfeknuderne er en del af kroppens forsvar mod infektioner
  • Hævede lymfeknuder er oftest en reaktion på infektion
  • Kraftig, ensidig hævelse af en lymfeknude eller hævelse af mange lymfeknuder i forbindelse med almensymptomer kræver vurdering af læge

Hvad er hævede lymfeknuder hos børn?

Om lymfeknuder

  • Lymfeknuder findes først og fremmest på halsen, i armhulerne og i lysken
  • Lymfeknuderne er en vigtig del af kroppens immunforsvar
  • Normale lymfeknuder varierer betydelig i størrelse
  • Lymfeknuder vokser ved infektioner, f.eks. ved halsbetændelse vil lymfeknuderne på halsen aktiveres for at hindre, at der opstår en alvorlig infektion. Som en følge af aktiveringen, bliver lymfeknuderne større og derfor lette at mærke og nogle gange tydelige at se. De kan også blive ømme
  • Når infektionen er ovre, vil lymfeknuderne aftage i størrelse og blive mindre fremtrædende

Forekomst

  • Er meget almindelige hos børn
  • Er ledsagende symptom og tegn ved en række lidelser

Vigtige forhold at kende til

  • Hævede lymfeknuder er hos børn som oftest udtryk for en godartet tilstand, og der er sjældent behov for at undersøge disse børn nærmere
  • Hævede lymfeknuder i et afgrænset område, f.eks. i den ene armhule, skyldes lokal, akut eller kronisk betændelse - f.eks. fra et betændt sår. Der kan også i meget sjældne tilfælde være tale om kræft
  • Hævede lymfeknuder samtidig både på halsen, i armhulerne og i lysken skyldes en generel infektion, oftest virus - i meget sjældne tilfælde kan det være kræft

De hyppigste årsager

Lokal lymfeknudesvulst

  • Skyldes som regel lokale infektioner i f.eks. hals og hud
  • Halsbetændelse (virus)
    • Hævede lymfeknuder på halsen
    • Barnet er forkølet, men er ikke påfaldende sygt
  • Halsbetændelse (bakterier)
    • Hævede lymfeknuder på halsen
    • Barnet virker ofte sygt og har feber og synkeproblemer
  • Betændte sår
    • Giver hævelse og betændelsesreaktion i nærliggende lymfeknuder
  • Hudinfektioner
    • Rosen (erysipelas) - et skarpt afgrænset hudområde som er tydelig rødt og varmt
    • Børnesår (impetigo) - kan minde om pusfyldte bumser. Kan give lokal lymfeknudehævelse
  • BCG-vaccination
    • Lymfeknuderne i armhulen kan hæve efter vaccination

Generelle lymfeknudesvulster

  • Røde hunde
    • Giver ofte forstørrede og ømme lymfeknuder specielt bag ørene
  • Kyssesyge, mononukleose
    • Opfører sig som en langtrukken halsbetændelse, som ikke bedres med antibiotika

Sjældne årsager

  • Børnegigt (systemisk type med springende temperatur)
    • Kan hos børn give forstørrede lymfeknuder
  • Blodkræft
    • Kan give forstørrede lymfeknuder
    • Ofte foreligger lav blodprocent (blege slimhinder), lavt antal hvide blodlegemer og blodplader 
  • Lymfekræft
    • Hyppigste præsentation er en forstørret uøm lymfeknude, som oftest sidder i nakken eller armhulen
    • Nogle har symptomer som feber, vægttab, nattesved, kløe eller træthed
  • Ondartede svulster

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Hævede lymfeknuder kræver i de fleste tilfælde ingen behandling. De er tegn på, at kroppens infektionsforsvar fungerer. Når "faren er ovre" vil hævelsen forsvinde af sig selv

 Kontakt egen læge

  • Langvarigt hævede lymfeknuder bør undersøges af læge, selvom det næsten altid er uskyldige årsager 
  • Hævede lymfeknuder og påvirket almentilstand bør undersøges af læge

Kontakt læge med det samme

  • Ved hævede lymfeknuder ledsaget af hud- eller slimhindeblødning og påfaldende bleghed 

Film om ondt i halsen hos børn

Film fra Børnelægernes Børnetips giver enkle råd og vejledning til, hvordan du skal holde øje med dit barn, hvis det har ondt i halsen, hvad du kan gøre for at lette dit barns gener, og hvornår du skal ringe til din egen læge, vagtlæge, akuttelefon eller 112.

Faktaark om ondt i halsen, du kan downloade hos Børnelægernes Børnetips

Film om ondt i halsen på andre sprog 

  • Engelsk / English  - se film om ondt i halsen med engelsk tale og tekst hos Børnelægernes Børnetips

  • Arabisk / العربية- se film om ondt i halsen med arabisk tale og tekst hos Børnelægernes Børnetips  

Hvad gør lægen?

Sygehistorie

Hvad vil lægen gerne vide:

  • Hvor hurtigt er de hævede lymfeknuder kommet?
    • Infektioner giver hurtigt hævede lymfeknuder, mens ondartet sygdom gerne tager længere tid
  • Hvor længe har lymfeknuderne været hævede?
    • Lang varighed øger sandsynligheden for alvorligere sygdom, men alligevel vil de fleste børn med langvarigt hævede lymfeknuder ikke have alvorlig sygdom
  • Er lymfeknuderne ømme?
    • Ømme lymfeknuder er mere almindelige ved infektioner end ved ondartet sygdom
  • Opstod de hævede lymfeknuder i forbindelse med en infektion?
    • En tydelig forbindelse med infektion peger mod infektiøs lymfeknudehævelse
  • Er barnet netop vaccineret?
    • MFR-vaccine kan give  hævede lymfeknuder
  • Kan barnet have tuberkulose?
    • Sjælden årsag til vedvarende hævede lymfeknuder i Danmark, men relevant for indvandrerbørn
  • Har barnet udslæt?
    • Udslæt ses ofte ved generelle infektioner, som er forbundet med hævede lymfeknuder
  • Er de hævede lymfeknuder lokaliseret symmetrisk eller er der tale om ensidig hævelse ?
    • Ved hævede lymfeknuder som led i generaliseret infektion, er der oftest tale om symmetrisk hævelse 
    • Ved hævede lymfeknuder grundet lokal infektion er hævelsen oftest asymmetriske
    • Hævede lymfeknuder som følge af ondartet sygdom kan være både lokaliseret og generaliseret

Fysisk undersøgelse

  • Omfanget af lægeundersøgelsen afhænger af sygehistorien.
  • Hvis det skyldes infektion afhænger behandling af om den skyldes virus eller bakterier
  • Ved generelt hævede lymfeknuder uden kendt årsag, vil det være relevant for lægen at foretage en egentlig undersøgelse af barnet, og ofte vil blodprøver også være nødvendige

Hvornår vil lægen henvise til specialist/sygehus?

  • Ved uklarhed om diagnosen
  • Man kan henvises til ultralydsundersøgelsen eller til sygehus afhængigt af sygehistorien og den fysiske undersøgelse
  • Ved påvisning af sygdom som kræver specialistbehandling

Kilder

Fagmedarbejdere

Kim Kristensen

overlæge, dr.med., Børneafdelingen, Næstved Sygehus

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen