Udredning for brystkræft bliver ofte sat i gang, fordi kvinden selv har følt en knude eller forandringer i brystet.
Brystkræft findes også ved screeningsundersøgelser af brystet eller tilfældigt i forbindelse med undersøgelser for andre sygdomme.
Hvis der er mistanke om brystkræft, får man foretaget 3 undersøgelser: En lægeundersøgelse af brystet, en billedundersøgelse og en vævsprøve (biopsi). Da undersøgelsen består af tre dele, kaldes det også for "tripletest".
Det indebærer, at lægerne først ser på brysterne og føler begge bryster grundigt igennem for at mærke efter knuder. Billedundersøgelse består oftest både af en mammografi og en ultralydundersøgelse. Hvis der ved disse undersøgelser findes en knude, udtages der en vævsprøve (biopsi) fra knuden. Sådan gøres det normalt. Men flere ting kan spille ind, og man vurderer hver enkelt kvinde individuelt - også i forhold til andre undersøgelser.
Herunder kan du læse lidt om de mest relevante undersøgelser.
Første del af undersøgelsen kan lægen gennemføre uden hjælpemidler. Lægen spørger til din sygehistorie, og om der er tilfælde af brystkræft i din familie. Lægen foretager en fysisk undersøgelse af dine bryster.
Lægen ser efter afvigelser i brysternes udseende. Så føler lægen med hånden efter unormalt væv i brysterne og i området rundt omkring brystet.
Lægen føler også efter unormale lymfekirtler under armene og over kravebenet.
Se også kort animation om, hvordan du undersøger brysterne selv:
Mammografi er en røntgenundersøgelse af brysterne. Den kan i nogle tilfælde afgøre, om en knude er godartet eller ondartet. Undersøgelsen er ikke altid nok til at afkræfte eller bekræfte diagnosen, men den er værdifuld i kombination med andre undersøgelser.
Når mammografi udføres som en screeningsundersøgelse, er ulempen, at man i nogle tilfælde kan se ting på røntgenbilledet, der giver mistanke om brystkræft, men viser sig ikke at være det. Det kan give en periode for kvinden med usikkerhed og ubehagelige undersøgelser, inden man får bekræftet, at alt er normalt. Det kaldes også et falsk positivt prøvesvar.
Hvis man finder noget mistænkeligt ved mammografien, er det nødvendigt at lave andre undersøgelser.
Falsk positive prøvesvar er desværre prisen for at screene. Til gengæld giver screening mulighed for at opdage kræft på et tidligt stadium og dermed også mulighed for at redde kvinder fra alvorlig sygdom og død.
Ultralydskanning er en ufarlig og smertefri undersøgelse, som man laver udover en mammografi. Undersøgelsen er til gengæld velegnet til at vise strukturen af forandringer, som man har fundet i brystet. Den kan bruges til at afgøre, om en forandring er en fast knude (som kræft) eller en godartet cyste (væskefyldt hulrum). Desuden er ultralyd velegnet til kvinder < 30 år, da de har et særligt tæt kirtelvæv.
Hvis man skal have taget en vævsprøve (biopsi), bruger lægen også ultralyd for præcist at kunne finde det væv, der skal tages en prøve fra.
En biopsi er en vævsprøve, der kan give endeligt svar på, om en knude er godartet eller ondartet. Man undersøger celler fra en lille vævsprøve fra knuden i et mikroskop.
Som regel suger man vævsprøven ud gennem en nål, ofte samtidig med at man bruger ultralyd til at se, hvor nålen skal føres hen. Denne teknik (nålebiopsi) er meget mere skånsom, end hvis man gør det ved kirurgi. Man behøver nemlig kun en meget lille smule væv til prøven.
I nogle tilfælde er det nødvendigt at fjerne knuden kirurgisk, for at vævet kan blive undersøgt nærmere. Det foregår ved, at kirurgen skærer et lille snit i brystet for at tage dele eller hele den mistænkelige knude ud. Selv om hele knuden bliver fjernet, må lægen som regel lave en operation mere, hvis prøvesvarene viser, at det drejer sig om brystkræft.
Uanset hvordan vævsprøven bliver taget ud, skal den først gøres klar til undersøgelse. Det betyder, at prøvesvaret normalt ikke er klart, før der er gået nogle uger. Hvis prøven er taget ved et mindre sygehus, kan det være, at du bliver henvist til et større sygehus, hvis der er behov for videre udredning eller behandling.
Vævsprøverne bruges til at se, om det drejer sig om en godartet eller ondartet knude. Hvis det drejer sig om en ondartet knude, kan lægen se i mikroskopet, hvor aggressiv knuden er. Dette kaldes malignitetsgraden. Man kan også kortlægge, om knuden reagerer på hormonbehandling og andre typer medicin.
Hvis man har fået konstateret brystkræft, og ultralydundersøgelsen ikke har kunnet påvise en spredning til lymfeknuderne i armhulen, bliver man undersøgt for spredning til lymfeknuderne ved hjælp af den såkaldte sentinel-node-teknik/"skildvagtslymfeknuden".
Skildvagtslymfeknuderne er de lymfeknuder, som sidder tættest på knuden i brystet. Hvis skildvagtslymfeknuderne ikke indeholder kræftceller, er risikoen for spredning til andre lymfeknuder og organer meget lille. Fordelen ved sentinel-node-teknikken er, at man ikke får fjernet flere lymfeknuder i armhulen end nødvendigt.
Sentinel-node-teknikken foregår ved, at man sprøjter et radioaktivt stof eller et farvestof ind i området ved svulsten. Skildvagtslymfeknuden bliver taget ud og undersøgt i mikroskop, og hvis der ikke er spredning til skildvagtslymfeknuderne, bliver man ikke opereret mere i armhulen.
Det sker også, at man laver andre billedundersøgelser: MR-skanning af brysterne, CT-skanning af brystkassen og maven, knogleskintigrafi eller PET-CT-skanning af hele kroppen. Disse undersøgelser laves dog kun af en helt specifik årsag og altså ikke som rutineundersøgelser.
Man kalder det stadieinddeling, når man vurderer, hvor aggressiv kræfttypen er, og hvor meget den har spredt sig. For de mindst ondartede kræfttyper kan vævsprøven være nok til at afgøre det. Men som regel kan man først sige noget med sikkerhed, når knuden er opereret ud.
For at sige noget om stadie og spredning, kræver det blandt andet, at man tester nærliggende væv og lymfeknuder for mikroskopisk spredning.
Stadieinddeling af brystkræft gøres for at finde ud af:
Stadieinddelingen fortæller noget om:
Det mindst alvorlige prøvesvar er CIS (carcinoma in situ). Dette er celleforandringer, som endnu ikke har udviklet sig til en egentlig kræftsvulst, men som har stor sandsynlighed for at blive til en kræftsvulst med tiden. Ved fund af CIS skal man derfor følges nøje af specialister. Som regel anbefaler lægen, at man får fjernet vævsforandringerne.
Jo mere udbredte og jo større kræftforandringerne er, jo højere stadium.
TNM-systemet er det mest brugte og giver tre hovedinformationer:
Tal efter T, N og M giver mere detaljerede oplysninger:
Hvis en knude for eksempel bliver benævnt 'T1, N0, M0', så betyder det, at den er meget lille, ikke har spredt sig til lymfeknuder og heller ikke har spredt sig til andre dele af kroppen. Jo lavere nummeret er, desto mindre har sygdommen spredt sig.
Når T, N og M er blevet vurderet hver for sig, kombinerer lægen ofte informationerne i en samlet vurdering og karakteriserer sygdommen som værende enten på stadie I, II, III eller IV.
Man vil ved stadie III sygdom - og bestemte undertyper af stadie II sygdom - ofte først give kemoterapi for at få knuden til at skrumpe mest muligt inden operation.
En person med brystkræft i stadium 1 har en god prognose og 9 ud af 10 personer er i live 5 år efter diagnosen. Ved brystkræft, der har nået stadium 4, er 1 ud af 4 kvinder i live 5 år efter at diagnosen er stillet.
Det er vigtigt at huske, at dette kun er statistik og sandsynligheder baseret på et gennemsnit. Hvordan det vil gå med den enkelte person, er det kun tiden, der kan vise.
Hvor meget brystvæv, der skal fjernes i det enkelte tilfælde, og hvor stort indgrebet bliver, afhænger af flere faktorer:
I nogle tilfælde bliver hele brystet fjernet (total mastektomi), men i andre tilfælde er det nok at fjerne brystvævet delvist (brystbevarende kirurgi). Som regel bliver der også fjernet et antal lymfeknuder i armhulen.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
