Truende lavt stofskifte

Jens Pedersen

PhD, Overlæge

Fakta

  • Hvis man har truende lavt stofskifte, har man en beskeden forstyrrelse i skjoldbruskkirtlens funktion
  • Som regel er der lidt forhøjede værdier af hormonet TSH, som regulerer skjoldbruskkirtlens produktion af hormoner. Selve skjoldbruskkirtelhormonet T4 er normal
  • I de fleste tilfælde skal tilstanden ikke behandles, men man skal gå til regelmæssige kontroller

Hvad er lavt stofskifte?

På fagsproget kaldes truende lavt stofskifte for subklinisk hypothyreose.

Subklinisk betyder, at der ikke er (eller kun lette) symptomer og tegn. Hypothyreose betyder lavt stofskifte. Subklinisk hypothyreose er altså en beskeden forstyrrelse i skjoldbruskkirtlen i retning af lavere stofskifte, som konstateres ved en blodprøve, og uden symptomer og tegn.

I skjoldbruskkirtlen (thyreoidea) produceres hormonet thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3). Disse hormoner regulerer stofskiftet i kroppen. Hvis produktionen af T4 bliver for lav, opstår der hypothyreose, og kroppen arbejder på lavt blus.

Tegningen nedenfor viser, hvor skjoldbruskkirtlen er placeret.

Aktiviteten i skjoldbruskkirtlen styres af det overordnede hormoncenter i hjernen (i hypothalamus og hypofysen). Hypofysen producerer thyreoideastimulerende hormon (TSH). Hvis produktionen af T4 går ned, vil udskillelsen af TSH stige. Dermed bliver skjoldbruskkirtlen stimuleret til at producere mere T4.

Normale værdier for TSH er afhængigt af laboratoriets normalområde, men ofte fra 0,4 til 4,0 mE/l.

Subklinisk hypothyreose (SH) er en tilstand, som defineres gennem målinger af lidt forhøjede TSH-værdier, mens mængden af T4 er normal. Tilstanden er omstridt og omdiskuteret.

Hvad er symptomerne på truende lavt stofskifte?

Det er omdiskuteret om der er øget forekomst af symptomer ved tilstanden, nogle oplever dog:

  • Træthed og mathed
  • Tør og kølig hud
  • Tørt og flosset hår (ydre dele af øjenbrynene forsvinder)
  • Skrøbelige og tynde negle
  • Hævelser omkring øjnene
  • Struma i 50 % af tilfældene. Struma er en forstørrelse af skjoldbruskkirtlen, således at der opstår en hævelse på halsen

 

Hvilke symptomer skal man være særlig opmærksomme på

Se ovenstående

Se animation om stofskifte, for højt og for lavt

Hvordan stilles diagnosen?

Ved hjælp af en blodprøve, hvor kun TSH er forhøjet, mens T4 er normalt. 

Hvorfor får man truende lavt stofskifte?

Forklaringen er ofte en kronisk autoimmun thyreoidit. Det er en kronisk betændelse i skjoldbruskkirtlen, der skyldes, at kroppens forsvarssystem mod infektioner angriber eget væv - en såkaldt autoimmun sygdom. Ved denne tilstand er truende lavt stofskifte et overgangsfænomen i udviklingen af åbenlys kronisk autoimmun thyreoidit med lav T4 og høj TSH.

Nogle personer med autoimmun thyreoidit kan imidlertid have truende lavt stofskifte i årevis, før stofskiftet bliver så lavt, at det giver gener.

Truende lavt stofskifte (subklinisk hypothyreose) kan også ses ved en række andre tilstande:

  • Ved overbehandling af højt stofskifte
  • Ved underbehandling af kendt lavt stofskifte
  • Tidligere bestråling af skjoldbruskkirtlen
  • Behandling med medicin, som hæmmer funktionen af skjoldbruskkirtlen

Er lavt stofskifte arveligt?

Der er en arvelig komponent i skjoldbruskkirtel sygdom. Der er således øget risiko for at udvikle lavt stofskifte, hvis der findes lavt stofskifte eller anden sygdom i skjoldbruskkirtlen i familien.

Hvordan behandler man truende lavt stofskifte?

I de fleste tilfælde skal tilstanden ikke behandles, men man skal gå til regelmæssig kontrol. Det er omstridt, om man skal behandle tilstanden hos personer med let forhøjede TSH-værdier i området 4-10 mE/l.

Beviserne for effekt af behandling er begrænsede og svage.

Argumenterne for at behandle er

  • At forhindre, at man udvikler lavt stofskifte
  • At bedre kolesteroltallene og dermed reducere risikoen for hjerte-karsygdom
  • At fjerne eventuelle symptomer

Argumenter mod behandling er

  • Omkostningerne
  • Hos mange normaliseres tilstanden af sig selv i løbet af et par år
  • Sandsynligheden for at mange personer bliver behandlet uden at have nogen gavn af det
  • Bivirkninger

Specielle grupper, som bør behandles

Der er enighed om, at tilstanden bør behandles i nogle situationer:

  • Gravide med subklinisk hypothyreose har øget risiko for abort, for tidlig løsning af moderkagen og for tidlig fødsel. Fostret kan udsættes for let nedsat mental udvikling
  • Diffus atoksisk struma bør behandles, fordi TSH virker som vækstfaktor på skjoldbruskkirtlen
  • Ved betydelige symptomer, kan man forsøge med et behandlingsforsøg mhp at lindre symptomer

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Det er ikke muligt via særlig kost (f.eks. glutenfri kost) at normalisere stofskiftet

  • Når du har fået hypothyreose og er sat i behandling, skal du sørge for at tage din medicin, som lægen har ordineret

Hvordan undgår jeg at få eller forværre truende lavt stofskifte?

Har du kendt sygdom i skjoldbruskkirtlen, eller får du medicin, der kan påvirke skjoldbruskkirtlens produktion af hormoner, så er det vigtigt, at skjoldbruskkirtlens funktion regelmæssigt bliver kontrolleret, og din medicin eventuelt bliver justeret. På den måde kan man undgå, at du får truende lavt stofskifte.

I andre tilfælde skyldes udviklingen af truende lavt stofskifte, at der opstår en kronisk betændelse i skjoldbruskkirtlen. Ved denne tilstand ses truende lavt stofskifte som et overgangsfænomen i udviklingen af åbenlys kronisk autoimmun thyreoidit med lav T4 og høj TSH.

Nogle personer med autoimmun thyreoidit kan imidlertid have truende lavt stofskifte i årevis, før stofskiftet bliver så lavt, at det giver gener. Derfor er det også vigtigt at kontrollere skjoldbruskkirtlens funktion.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Såfremt der er generelle symptomer.

Hvornår behandler man truende lavt stofskifte?

Dette vurderes altid som et samlet billede af symptomer, blodprøver, det samlede sygdomsbillede og alder. Generelt vil man som regel behandle, når et af følgende punkter er opfyldt:

  • TSH over 10mU/L
  • TSH mellem 4 og 10mU/L, og symptomer som muligt kan relateres til lavt stofskifte
  • Ved graviditet eller planlagt fertilitetsbehandling, kendte thyroidea antistoffer (anti-TPO) og TSH>2,5 mU/L

Men lægen bør altid foretage en individuel vurdering.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Hos mange normaliseres tilstanden spontant, dog har man ved truende lavt stofskifte, øget risiko for senere at få regulært lavt stofskifte - hypothyreose. Risikoen stiger med stigende TSH og ved tilstedeværelse af autoantistoffer mod skjoldbruskkirtlen.

Hvis en kvinde har TSH over 5 mU/l, men ingen antistoffer, er risikoen for at der bliver udviklet hypothyreose ca. otte gange højere end hos resten af befolkningen. Hos personer med en kombination af høj TSH og autoantistoffer (anti-TPO) er risikoen knapt 40 gange højere end hos resten af befolkningen.

Truende lavt stofskifte er ikke forbundet med risiko for at udvikle demens eller depression. Der er ingen stigning i risikoen for at dø hos personer med subklinisk hypothyreose. Livskvaliteten synes heller ikke væsentlig ændret hos personer med truende lavt stofskifte.

Opfølgning

Hvis man har truende lavt stofskifte, skal man gå til regelmæssig kontrol. Til kontrollerne kan lægen vurdere, om man er ved at udvikle hypothyreose.

Er truende lavt stofskifte farligt?

Nej.

Hvor hyppigt forekommer truende lavt stofskifte?

Tilstanden ses hos 5-10 % i Danmark, er hyppigere jo ældre man er og ses hyppigst hos kvinder. 

Kan jeg få truende lavt stofskifte mere end én gang?

Ja - det er derfor vigtigt, at blodprøver kontrolleres via lægen.

Vil du vide mere?

Animation

Kilder

Fagmedarbejdere

Jens Pedersen

PhD, Overlæge, Herlev og Gentofte Hospital, Medicinske Sygdomme, Endokrinologi

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen