Latent lavt stofskifte

Jens Pedersen

Ph.d, overlæge

Fakta

  • Hvis man har latent lavt stofskifte, har man en beskeden forstyrrelse i skjoldbruskkirtlens funktion, men kroppen kompenserer, så stofskiftet fortsat er normalt

  • Ved latent lavt stofskifte er der forhøjede værdier af hormonet TSH, som regulerer skjoldbruskkirtlens produktion af hormoner, men normale værdier af skjoldbruskkirtelhormonet tyroxin T4

  • I de fleste tilfælde skal tilstanden ikke behandles, og tilstanden kan normaliseres af sig selv. Tilstanden kan dog også udvikle sig til lavt stofskifte, og derfor skal man gå til regelmæssige kontroller og få taget blodprøver

Hvad er lavt stofskifte?

På fagsproget kaldes latent lavt stofskifte for subklinisk hypothyreose.

Subklinisk betyder, at der ikke er (eller kun er milde) symptomer og tegn, og hypothyreose betyder lavt stofskifte. Subklinisk hypothyreose er altså en beskeden og kompenseret forstyrrelse i skjoldbruskkirtlens funktion i retning mod lavere stofskifte. Tilstanden diagnosticeres med en blodprøve.

I skjoldbruskkirtlen (thyreoidea) produceres hormonet thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3). Disse hormoner regulerer stofskiftet i kroppen. Hvis produktionen af T4 bliver for lav, opstår der hypothyreose, og kroppen arbejder på lavt blus.

Tegningen nedenfor viser, hvor skjoldbruskkirtlen er placeret.

Tegning der viser skjoldbruskkirtlens placering

Skjoldbruskkirtlens placering

Aktiviteten i skjoldbruskkirtlen styres af det overordnede hormoncenter i hjernen (i hypothalamus og hypofysen). Hypofysen producerer thyreoideastimulerende hormon (TSH). Hvis produktionen af T4 går ned, vil udskillelsen af TSH stige. Dermed bliver skjoldbruskkirtlen stimuleret til at producere mere T4.

Normale værdier for TSH er afhængigt af laboratoriets normalområde, men ofte fra 0,4 til 4,0 mE/l.

Subklinisk hypothyreose (SH) er en tilstand, som defineres gennem målinger af lidt forhøjede TSH-værdier, mens mængden af T4 er normal. Betydningen af tilstanden er omstridt og omdiskuteret.

Hvad er symptomerne på latent lavt stofskifte?

Det er omdiskuteret, om der er øget forekomst af symptomer ved tilstanden. Nogle oplever dog symptomer som ved lavt stofskifte.

Se animation om stofskifte, for højt og for lavt

Hvordan stilles diagnosen?

Ved hjælp af en blodprøve, hvor kun TSH er forhøjet, samtidigt med at thyroxin T4 er normalt. 

Hvorfor får man latent lavt stofskifte?

Forklaringen er ofte en kronisk autoimmun thyreoiditis. Det er en kronisk inflammationstilstand i skjoldbruskkirtlen, der skyldes, at kroppens forsvarssystem mod infektioner angriber eget væv - en såkaldt autoimmun sygdom. Ved denne tilstand er latent lavt stofskifte et overgangsfænomen i udviklingen af åbenlys kronisk autoimmun thyreoiditis med lav T4 og høj TSH.

Nogle personer med autoimmun thyreoiditis kan imidlertid have latent lavt stofskifte i årevis, før stofskiftet bliver så lavt, at det giver gener.

Latent lavt stofskifte (subklinisk hypothyreose) kan også ses ved en række andre tilstande:

  • Ved overbehandling af højt stofskifte

  • Ved underbehandling af kendt lavt stofskifte

  • Tidligere bestråling af skjoldbruskkirtlen

  • Behandling med medicin, som hæmmer funktionen af skjoldbruskkirtlen

Er lavt stofskifte arveligt?

Der er en arvelig komponent i skjoldbruskkirtel sygdom. Der er således øget risiko for at udvikle lavt stofskifte, hvis der findes lavt stofskifte eller anden sygdom i skjoldbruskkirtlen i familien.

Hvordan behandler man latent lavt stofskifte?

I de fleste tilfælde skal tilstanden ikke behandles, men man skal gå til regelmæssig kontrol. Det er omstridt, om man skal behandle tilstanden hos personer med let forhøjede TSH-værdier i området 4-10 mE/l.

Beviserne for effekt af behandling er begrænsede og svage.

Argumenterne for at behandle er

  • At forhindre, at man udvikler lavt stofskifte

  • At bedre kolesteroltallene og dermed reducere risikoen for hjerte-karsygdom

  • At lindre eventuelle symptomer

Argumenter mod behandling er

  • Omkostningerne

  • Hos mange normaliseres tilstanden af sig selv i løbet af et par år

  • Sandsynligheden for at mange personer bliver behandlet uden at have nogen gavn af det

  • Bivirkninger

Specielle grupper, som bør behandles

Der er enighed om, at tilstanden bør behandles i nogle situationer:

  • Gravide med subklinisk hypothyreose har øget risiko for abort, for tidlig løsning af moderkagen og for tidlig fødsel. Fostret kan udsættes for let nedsat mental udvikling

  • Diffus atoksisk struma behandles som regel, fordi TSH virker som vækstfaktor på skjoldbruskkirtlen

  • Ved betydelige symptomer kan man forsøge med behandling for at forsøge at lindre symptomer

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Det er ikke muligt via særlig kost (f.eks. glutenfri kost) at normalisere stofskiftet

  • Hvis du har fået hypothyreose og er sat i behandling, skal du sørge for at tage din medicin, som lægen har ordineret

Hvordan undgår jeg at få eller forværre latent lavt stofskifte?

Har du kendt sygdom i skjoldbruskkirtlen, eller får du medicin, der kan påvirke skjoldbruskkirtlens produktion af hormoner, så er det vigtigt, at skjoldbruskkirtlens funktion regelmæssigt bliver kontrolleret, og din medicin eventuelt bliver justeret. På den måde kan man undgå, at du får latent lavt stofskifte.

I andre tilfælde skyldes udviklingen af latent lavt stofskifte, at der opstår en kronisk inflammation i skjoldbruskkirtlen. Ved denne tilstand ses latent lavt stofskifte som et overgangsfænomen i udviklingen af åbenlys kronisk autoimmun thyreoiditis med lav T4 og høj TSH.

Nogle personer med autoimmun thyreoiditis kan imidlertid have latent lavt stofskifte i årevis, før stofskiftet bliver så lavt, at det giver gener. Derfor er det også vigtigt at kontrollere skjoldbruskkirtlens funktion.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis der er symptomer på tilstanden.

Hvornår behandler man latent lavt stofskifte?

Dette vurderes altid som et samlet sygdomsbillede af symptomer, blodprøver og alder. Generelt vil man som regel behandle, når et af følgende punkter er opfyldt:

  • TSH over 10mU/L

  • TSH mellem 4 og 10mU/L, og symptomer som muligt kan relateres til lavt stofskifte

  • Ved graviditet, TSH > 6 (straks, én prøve)

  • Ved graviditet, TSH 3,5-6 ved baseline og fortsat TSH > 3,5 ved kontrol indenfor 14 dage

  • Ved fertilitetsbehandling, TSH over øvre grænse på to prøver 4 uger fra hinanden

  • Ved positiv HCG efter fertilitetsbehandling, og man er kendt TPO-positiv og har TSH  ≥ 3,5

Men lægen bør altid foretage en individuel vurdering.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Hos mange normaliseres tilstanden spontant, dog har man ved latent lavt stofskifte øget risiko for senere at få regulært lavt stofskifte - hypothyreose. Risikoen stiger med stigende TSH og ved tilstedeværelse af autoantistoffer mod skjoldbruskkirtlen.

Hvis en kvinde har TSH over 5 mU/l, men ingen antistoffer, er risikoen for at der udvikles hypothyreose ca. otte gange højere end hos resten af befolkningen. Hos personer med en kombination af høj TSH og autoantistoffer (anti-TPO) er risikoen knapt 40 gange højere end hos resten af befolkningen.

Der er ingen stigning i risikoen for at dø hos personer med subklinisk hypothyreose. Livskvaliteten synes heller ikke væsentlig ændret hos personer med latent lavt stofskifte.

Opfølgning

Hvis man har latent lavt stofskifte, skal man gå til regelmæssig kontrol. Til kontrollerne kan lægen vurdere, om man er ved at udvikle hypothyreose.

Er latent lavt stofskifte farligt?

Nej.

Hvor hyppigt forekommer latent lavt stofskifte?

Tilstanden ses hos 5-10 % i Danmark, er hyppigere jo ældre man er og ses hyppigst hos kvinder. 

Kan jeg få latent lavt stofskifte mere end én gang?

Ja - det er derfor vigtigt, at blodprøver kontrolleres via lægen.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Jens Pedersen

Ph.d., overlæge, Herlev og Gentofte Hospital, Medicinske Sygdomme, Endokrinologi

Dorte Bojer

Alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen