Münchhausens syndrom er en tilstand, hvor en person har symptomer og tegn på alvorlig sygdom, som viser sig at være opfundet og falske. Personen producerer altså selv bevidst sine symptomer.
Baggrunden for adfærden er oftest uklar, men har ofte til hensigt at kunne opnå en sygerolle eller behandling. Ved Münchhausens syndrom er der sjældent ønske om at opnå nogen økonomisk gevinst eller anden konsekvens, som for eksempel at undgå militærtjeneste.
Vedkommende lider af et dybt følt behov for at være syg. Det er en trang, som kan blive så stærk, at den får vedkommende til at skade eller forgifte sig selv for at skabe symptomer svarende til en sygdom i kroppen.
Richard Asher gav tilstanden sit navn i 1951. Han opkaldte syndromet efter Baron Karl Friedrich Hieronymus von Münchhausen (1720-1797). En mand som rejste vidt omkring og som blev kendt for at fortælle fantastiske og vildt overdrevne historier om sit liv.
Münchausens syndrom by proxy er en tilstand, hvor en voksen simulerer eller skaber symptomer hos en anden, oftest et barn eller andet forsvarsløst ældre familiemedlem. Det sker for at kunne opnå en psykologisk gevinst, ved at personen bliver indlagt på hospital eller indgår i anden sygerolle.
Tilstanden opfattes som børnemishandling og kan være livstruende for barnet. Den er formentlig meget sjælden, men der findes tilfælde, som har ført til domfældelse i Danmark.
Det er typisk for disse mennesker, at de skifter fra den ene læge til den anden og fra sygehus til sygehus. Deres symptomer og gener ændres til stadighed. De har en foruroligende høj forekomst af selvforgiftninger og selvskader for at kunne præsentere et så "korrekt" billede af sygdommen som muligt.
Sygdommen præges af dramatiske fremstillinger af tilsyneladende alvorlige sygdomme. Patienten angiver symptomer, som passer næsten for perfekt til diagnosen.
Mange af disse personer har været genstand for gentagne udredninger og kirurgiske indgreb for forskellige sygdomme. Ved grundig udspørgen om detaljer har vedkommende ofte svært ved at svare præcist og sammenhængende.
Alle lægespecialer kan "hjemsøges" af personer med Münchhausens syndrom. Lægen kan få mistanke om diagnosen, ved at der ofte er et påfaldende misforhold mellem den dramatiske beskrivelse af sygdommen og det, at patienten ofte virker påfaldende upåvirket, samt at alle prøver og undersøgelser er normale.
Personer med Münchhausens syndrom kan fremvise enhver kombination af symptomer og tegn. I sine anstrengelser for at blive indlagt på sygehus, blive undersøgt og behandlet, kan disse personer simulere enhver alvorlig sygdom, som giver fysiske fund og/eller symptomer.
For lægerne byder Münchhausens syndrom på specielle udfordringer. Lægeetikken siger, at man skal tage enhver patient alvorligt og have tiltro til denne. Her er imidlertid en gruppe patienter, som prøver at "snyde" lægen. Det er vanskeligt for lægen at affeje det hele med, at det er simulation.
Mange af disse personer bliver efterhånden genkendte i sundhedsvæsenet. Dette kan gøre det enklere at "afsløre" dem. Men også personer med Münchhausens syndrom kan blive rigtigt syge. Da kan det være let for sundhedspersonale at overse alvorlig sygdom.
Man ved ikke, hvordan tilstanden opstår. Man ved, at personer med Münchhausens syndrom muligvis har personlighedsforstyrrelser - fx dårlig impulskontrol, anden selvdestruktiv adfærd. Traumer i barndommen og svigt antages at spille en rolle. Sammenhængen mellem personlighedsforstyrrelserne og syndromet er uklar.
Personer med Münchhausens syndrom skjuler det faktum, at deres sygdom er opfundet. De er bemærkelsesværdigt uvillige til at blive vurderet af en psykiater eller psykolog. De har vanskeligt ved at opnå et tillidsfuldt forhold til terapeuten.
Formentligt ikke.
Hvordan man skal håndtere en person med Münchhausens syndrom afhænger af, hvordan sygdommen viser sig. Udgangspunktet er, at vedkommende skal tages hånd om, som enhver anden syg person, indtil diagnosen er afklaret.
Når lægen har mistanke om, at det kan være et tilfælde af Münchhausens syndrom, kan det være nødvendigt at vedkommende skal tilses af en psykiater. Dette vil patienten ofte afslå.
Personer med Münchhausens syndrom ønsker generelt ikke at lade sig behandle for deres tilstand (Münchhausens syndrom). Men selv om patienten skulle være villig til at tage imod hjælp, findes der begrænset viden om effektive behandlinger. Der findes dog enkelte meddelelser om, at samtaleterapi har haft god effekt.
Prognosen for personer med Münchhausens syndrom er generelt dårlig. Lægerne mangler indsigt i, hvad der er den psykologiske forklaring på tilstanden, og patienterne ønsker ikke behandling.
Patienter med Münchhausens syndrom kan ty til ekstreme ting for at simulere kropslige eller psykiske sygdomme. Det kan påføre dem virkelig sygdom. For eksempel ved at indtage gifte og skadelige stoffer.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
