Motionsdopingbrugeren og motionsdoping i almen praksis

Definition

Skelnen mellem motionsdoping og sportsdoping

I teksten skelnes mellem motionsdoping og sportsdoping:

• Sportsdoping er defineret som doping i professionelle sportsfolk, der har til formål at få atleten til at vinde
• Motionsdoping er doping, der ikke har et sportsligt formål, men hvor intentionen er at opnå en eller anden form for subjektivt defineret gevinst. Det er oftest at nå en mere muskuløs, defineret krop, men det kan også være at fastholde sin virilitet og maskuline selvfølelse op i alderen
• Der findes i nogle sportsgrene et vist overlap mellem motionsdoping og sportsdoping, særligt kompetitiv bodybuilding og fitness
• Denne skelnen er meningsfuld, da de to former for doping udviser nogle forskelle i brugernes motivationer, hvilke stoffer der bliver brugt, i hvor store doser og hvor svært det er at stoppe igen

Forekomst

Usikkerheder

Det har vist sig rigtigt svært at få gode estimater på, hvor mange der doper sig, hvorfor undersøgelser af prævalens skal tages med et vist forbehold. Vanskelighederne grunder bl.a. i følgende forhold:

• Forskellige brugsmønstre i forskellige demografier, så det er svært at få repræsentative populationer at spørge
• Brugen stiger og falder over tid
• Selve spørgsmålet om dopingbrug er stigmatiseret på samfundsniveau
• Brugeren fastholder ofte selv en fortælling om, at det jo ikke er steroiderne, der har gjort ham/hende stor og stærk, men al den hårde træning

Forekomst

Generelt

• Den sidste store danske undersøgelse fra 2024, i en rundspørge blandt repræsentative 15-60-årige, viste at 1,4% brugte eller har brugt dopingstoffer, og at 2,8 % mere havde overvejet det
  • Dermed lander man på et tal omkring 50.000 - 100.000 personer, der på et eller andet tidspunkt har brugt dopingstoffer¹
• Det er naturligvis overvejende mænd, om end andelen af kvinder er stigende

I fitnesscentre

• Det tilsvarende tal blandt dem der går i fitnesscenter er formentlig noget højere. En dansk undersøgelse fra 2010 fandt en prævalens på 3.3%²
  
  • Dette tal er formentlig endnu højere blandt folk, der træner meget, og givetvis højere i forskellige andre afgrænsede segmenter
  • En nyere svensk undersøgelse angav, at 2.0% havde brugt doping mindst en gang³
  • Blandt fitnesscenterbrugere og fitnesscenteransatte fra hele Europa angav 0,5 %, at de havde brugt eller bruger anabole steroider eller lignende⁴ 

Hvem er motionsdoperen - heterogene brugsmønstre

• Folk der doper sig, udgør en temmelig heterogen gruppen af mennesker. Det er dog overvejende folk, der går op i at være muskuløse, stærke eller fremstå maskuline
• I de senere år er der også en voksende gruppe af personer, der selvadministrerer testosteron eller andre anabole steroider som en slags selvmedicineret hormonerstatningsterapi. Dette er ud fra en overvejende forkert forståelse af, at det bringer sundhed og livskvalitet at fastholde testosteron-niveauerne hele livet, svarende til det øvre normalområde
• Når man kigger på litteraturen over bivirkninger fra brug af doping, som altså primært er eksogene androgener, er den karakteriseret ved dels at have:
  • En række studier med administration af suprafysiologiske mængder af testosteron uden tydelige bivirkninger
  • En masse observationel forskning, der peger meget stærkt på en række negative sundhedsoutcomes, særligt i form af case studies af folk, der er døde med voldsomme organsvigt i en ret ung alder
• Når man sammenholder den tilsyneladende farlighed fra den observationelle forskning med de estimater, der er på brugsprævalensen, burde man forvente mange flere dødsfald og alvorlige organsvigt, end man ser i praksis. Det kan næsten kun forklares ved at:
  • Case-studierne ikke er repræsentative
  • Underforstået at motionsdoping og motionsdopere har forskelligartede brugsmønstre
• Hvor man måske let forfalder til at have en forestilling om den gennemsnitlige dopingbruger som en tatoveret, yngre mand fra socialklasse 3 eller 4, så er de fleste motionsdopere i virkeligheden demografisk set almindelige mennesker, der dog er karakteriseret ved nogle gennemgående værdier om fysisk fremtoning, styrke og maskulinitet
• Den første beskrevne type findes dog helt sikkert, og brug af steroider er helt sikkert overrepræsenteret i denne demografi
• Ask Vest Christiansens inddeler motionsdopere i fire grupper fordelt over to akser:
  • Henholdsvis “risk” (risikovillighed)
  • “Effect” (egentlig graden af optimering af effekt/risiko forhold)

• Typerne er her (se figur 1):

  • 1.YOLO typen (You Only Live Once)
  • 2.Atlet-typen
  • 3.Well-being typen
  • 4.Ekspert-typen
• Og hver af disse er karakteriseret ved nogle særlige motivationer og holdninger til risiko og forskellige brugsmønstre:

• Tilsvarende har en række forsøg fra den amerikanske Pope-gruppe over en række studier kigget på afhængighed af dopingstoffer i dopingbrugere
  • Med afsæt i afhængighedsdefinitionen fra DSM-IV (og siden DSM-V) har cirka en femtedel af brugerne udvist afhængighedsprægede brugsmønstre⁶
  • En række negative sociale vilkår var forbundet med øget risiko for afhængighedsprægede brugsmønstre, men ikke for selve brugen: 
  • Kort uddannelse
  • Opvækst hos eneforælder
  • Misbrug af stoffer eller alkohol i familien
  • Denne type studier passer godt med mere empiriske observationer og hjælper til at tegne et billede af brugerne som en bredere heterogen gruppe
  • Dem med de sværeste forbrug/misbrug (fx personer med dårlige psykosociale vilkår), vil af flere årsager oftere vil være dem, der dukker op i sundhedssystemet, både fordi de bruger flere dopingstoffer, men også fordi deres øvrige adfærd og sociale forhold i sig selv disponerer for morbiditet og mortalitet

Sammenhæng med spise-, trænings- og kropsbilled-forstyrrelser

Blandt personer der bruger motionsdoping ses en øget forekomst af: 

• Kropsbilledforstyrrelser/muskeldysmorfi
• Spiseforstyrrelser
• Træningsafhængighed

Muskeldysmorfi

• Muskeldysmorfi, på dansk ofte kaldet megarexi, er en kropsbilledforstyrrelse, hvor man mister indsigt i, hvor stor og muskuløs ens krop er blevet. Der findes helt konkret kæmpestore mænd på 120 kg der stadig synes, de ser lidt tynde ud, og at deres bagskuldre er lidt flade
• Det er ikke en anerkendt diagnose i Danmark, men har været det i en årrække i USA under DSM, hvor det nu er registreret som:
  • “Muscle dysmorphia” eller “muscle dysmorphic disorder”, som en undertype af generelt “body dysmorphic disorder”, der igen nu hidrører under OCD-type lidelser
• Det er nærliggende at associere kropsbilledforstyrrelsen med den, man ser i anorexia nervosa, selvom den adfærd, som muskeldysmorfi er med til at udløse, naturligvis er modsatrettet
  • Steroidebrugere scorer højere i muskeldysmorfi tests end trænende, der ikke bruger steroider
  • Personer med afhængighedsprægede forbrug af steroider er mere muskeldysmorfe end steroidbrugere, der ikke har afhængighedsprægede forbrug
  • Den hyppigst selvrapporterede motivation bag fortsat brug af dopingstoffer er frygten for at blive lille igen
  • Brugen af steroider kan medvirke til at udløse muskeldysmorfi i sårbare individer
  • Hvis man som psykologisk sårbar lige pludselig bliver stor og stærk på grund af steroider og får det meget umiddelbare sociale feedback, som dét kan udløse, så kan man meget let blive kastet ind i at identificere sig personligt med at være stor og stærk i et omfang, der dårligt kan vedligeholdes ved kost og træning og alene, og så er den onde spiral lagt til rette
• Alt dette gør arbejdet med at standse forbrug og misbrug af steroider væsentligt mere kompliceret, da bagvedliggende sociale, psykologiske og kulturelle forhold er med til at fastholde vilkårene for ønsket om at bruge dopingstoffer
  • Fitness- og bodybuildingmiljøet er karakteriseret ved et fællesskab om historien om at gøre den kropslige transformation til en lidelses- og dannelsesrejse, der stiller store krav om afsavn, lidelse og smerte
  • Internaliseringen af denne kollektive fortælling tvinger folk til at træne meget og hårdt, passe stramme kostplaner og ofte at tage dopingstoffer
  • Da grænsen mellem dedikation og afhængighed er en gråzone, og fordi så mange fitness entusiaster lever helt eller delvist i et socialt ekkokammer, så kan de godt have en adfærd, der set udefra ville kaldes træningsafhængighed, uden det nødvendigvis opleves som det af den trænende selv
  • Den kollektive fortælling man dyrker i fitnessmiljøet bidrager i høj grad til at udviske grænsen mellem det patologiske og en speciel sociokulturel betinget adfærd

Hvordan doper motionsdopere sig?

Praksis

Administration

• Langt de fleste dopingstoffer administreres enten som indsprøjtninger eller peroralt. Selvom der findes virksomme cremer, suppositorier og tungekapsler, bruges de stort set ikke i dopingmiljøet
• Anabole androgene steroider (AAS) til injektion
  • Er normalt intramuskulære
  • Hyppigst i de store skeletmuskler, typisk gluteus og vastus lateralis
  • Alternativt i biceps, deltoideus og latissimus
  • I de senere år er det blevet mere hyppigt med subcutane indsprøjtninger, typisk på maven og lår. Subkutane indsprøjtninger har en smule længere depoteffekt end intramuskulære
• Graden af injektionshygiejne og bæredygtighed (rotation af injektionssteder osv.) varierer kolossalt
• AAS forberedt til injektion er næsten alle esterificeret til fedtsyrer
  
  • Depotvirkningen afhænger af esterens længde
  • Længere og større estere giver langsommere frigivelse fra den oliedråber, der injiceres
  • Injektionsfrekvensen er fra daglig til ugentlig, afhængig af dosering og de aktuelle estere
  • På grund af de hyppige indsprøjtninger ser man ofte en markant udvikling af arvæv i de brugte muskler over tid
• AAS til peroral administration
  
  • Er næsten alle modificeret på alfa-17 positionen af deres steroidskelet
  • Dette beskytter molekylet mod first pass metabolisme og øger dermed biotilgængeligheden
  • Denne modifikation menes at bidrage til den milde hepatotoxicitet, man ser ved orale steroider
  • Orale steroider administreres typisk dagligt
• Peptidhormoner og small molecule compounds
  • Peptidhormoner adminstreres subcutant eller intramuskulært
  • De fleste small molecule compounds (DNP, beta-agonister, GH-releasing peptides, stofskiftehormon osv.) administreres peroralt
  • Både peptidhormoner og small molecule compounds administreres alle typisk dagligt

Kure

• Selvadministrerede behandlinger med dopingstoffer kaldes oftest “kure”, og selve dopingstofferne kaldes “krudt”. På engelsk "gear"
• Oftest består kure af en kombinationsbehandling med 1-3 injicerbare steroider og 0-1 orale
• Oftest er det ene injicerbare en langsom testosteronester, og det andet stof valgt alt efter, hvad målet med kuren er
• Da næsten alle de injicerbare steroider har en depotvirkning, går der også 2-3 uger, før der opnås stabile plasmaniveauer
• Derfor er der mange, der starter orale steroider op samtidig med de injicerbare, så man ikke skal vente så lang tid, før der “sker” noget

Varighed og dosis

• En “kur” vil oftest vare 8-16 uger, afhængig af:  
  
  • Hvilke stoffer, der bliver brugt
  • I hvilke doser
  • Individuel modtagelighed overfor bivirkninger

Testosteron

• Pauser på 12-24 uger med administration af en såkaldt “efterkur” eller “post-cycle treatment”, der har til formål at reetablere egenproduktionen af testosteron og spermatogenese (læs mere om efterkure længere nede)
• I de senere år er det blevet mere normalt med en såkaldt “blast and cruise” praksis 
  • Imellem sine “kure” (“blasts”) administreres en lavere dosis testosteron (“cruise”), oftest omkring 250 mg testosteron i ugen
  • Oftest bruges denne praksis med 2-4 “blasts” om året over adskillige sammenhængende år
  • Denne praksis må formodes at medføre meget stor risiko for blivende tab af endogen testosteronproduktion og fertilitet
• “Testosteron replacement therapy"
  • I træningsmiljøet har der i de senere år været en stadig stigende interesse for såkaldt “testosteron replacement therapy”
  • Det skal forstås som en slags selvadministration af testosteron for hypogonadisme, i en (mis)forståelse af det er normalt at have for lidt testosteron allerede i 40’erne, som man så selvbehandler
  • Det sker med inspiration i en relativt almindelig praksis i USA, hvor privatfinansieret sundhedstjeneste skaber et marked, hvor patienten i nogen grad vælger behandling
  • Denne selvadministration består typisk af 125-400 mg testosteron i ugen, og nogle gange med andre lægemidler for bekæmpe bivirkninger
  • Denne administration udføres kontinuerligt, eller indtil ydre forhold stopper den
  • Den må ligeledes formodes at være forbundet med meget stor risiko for blivende skade på endogen testosteronproduktion og fertilitet

Dosisstørrelse

• En “kur” med mindre end 600-800 mg steroider i ugen i alt betragtes som en mild kur
• De mere avancerede går op til 1500-2000 mg steroider i ugen 
• I sjældne anvendes meget højere doser, helt op til 10-15 gram androgener i ugen

Bivirkninger

• Det er ret almindeligt at bruge 
  • Selective Estrogen Receptor Modulators (SERM’er) undervejs, hvis der begynder at udvikles gynæcomasti
  • Aromatasehæmmere, hvis man får for meget væskeretention:
    
    • Mange af de gængse steroider kan i kroppen omdannes til metabolitter med østrogenlignende virkning
    • Hvis mængden af disse bliver for høj, fører det til væskeretention, der belaster kredsløbet, bidrager til forhøjet blodtryk og ofte et karakteristisk rødmosset udseende
    • Det kan delvist modvirkes med aromatasehæmmere, der kan modvirke denne omdannelse

De almindeligste dopingstoffer

AAS

• Den mest brugte type dopingpræparat er ubetinget AAS, og først og fremmest syntetisk testosteron
• Det normale repertoire af AAS præparater er dog næsten uændret, siden de blev opfundet i 50’erne
• Da der stort set ingen reel klinisk anvendelse findes for langt de fleste AAS, er de fleste fremstillet og distribueret udenfor reel farmaceutisk kontrol og dermed oftere med afvigelser i
  • Dosering
  • Indhold (hvilke stoffer, der er i)
  • Kontaminanter
• AAS findes i mange styrker, gram for gram, men de mest potente stoffer har det med også at have en stærk androgen effekt (og stærkere bivirkninger, overordnet set)
• Da man i 50’erne udviklede de syntetiske androgener, var det med henblik på at få
  • En stærkere vævsopbyggende effekt i forhold til den androgene
  • Gjort dem aktive oralt
  • En bedre depotvirkning (esterificering)
  • En højere biologisk aktivitet
• Injicerbare steroider
  • De fleste injicerbare steroider distribueres i ampuller eller flasker (“tønder” blandt brugerne), hvor stofferne er opløst i en olie vehikel, og bakteriostatiske stoffer som benzylalkohol
  • Testosteron præparationer er typisk på 250 mg/l, men ses op til 400 mg/ml
  • De fleste andre steroider findes i 100-250 mg/ml
  • Det er ikke sjældent at støde på brugere, der ikke ved hvor mange milligram de bruger, men kun hvor mange milliliter de sprøjter ind

Selektive androgen receptor modulatorer (SARM’er)

• Alle typerne af AAS, der er i brug i dopingsammenhæng blev opfundet i 50’erne
  • I 00’erne begyndte flere lægemiddelvirksomheder at samle op på udviklingen af denne type stoffer igen, dog nu under navnet Selektive androgen receptor modulatorer (SARMer)
    • Til dels for at undgå negative associationer til anabole steroider 
    • Til dels fordi man primært kiggede efter ikke-steroid molekyler, der kunne aktivere androgen receptoren
  • Intentionen var at finde stoffer, der kunne bruges til at behandle muskelsvækkelse i forbindelse med aldring, sygdom og skade
• I denne bølge af lægemiddeludvikling var 15-20 SARM’er i præklinisk udvikling, men kun en god håndfuld kom i reel klinisk afprøvning
  • Alle stofferne er bevist vævsopbyggende, men ingen af dem kom gennem klinisk afprøvning og nåede godkendelse
  • Flere af dem fandtes dog allerede som dopingstoffer på sortbørsmarkedet, før lægemidlerne var gennem klinisk afprøvning
  • Alle SARMerne er oralt aktive

Myter, virkninger og bivirkninger

• Blandt brugerne eksisterer der en del myter om, at SARM’er er sikrere end klassiske orale steroider, og at de ikke kan medføre hypogonadisme
  • Dette tyder dog hverken de prækliniske eller kliniske data fra lægemiddelafprøvningerne på er tilfældet
• SARM’erne ser ud til at reducere FSH, LH og egenproduktionen af testosteron, ligesom de øger levertallene, og nogle af dem påvirker fordelingen af kolesterol
  
  • Til gengæld kan ingen af dem konverteres til østrogen, så virkninger og bivirkninger knyttet til østrogen ser man ikke
• SARM’erne er en helt anden stofklasse. Dette medfører risiko for en række andre bivirkninger, da de sagtens kan vise sig at interagere med andre receptorer end de klassiske AAS
  • For eksempel er det velbeskrevet blandt brugerne, at andarin kan føre til xanthopsi i form af en gulfarvning af synsindtrykket, en effekt det må formodes ikke medieres gennem androgenreceptoren
  • Denne effekt ser ud til at være reversibel med ophør af behandlingen

Figur 3: Oversigt over brugsnavne for de almindeligste SARM’er

Peptidhormoner

• I de sidste to årtier er brugen af forskellige peptidhormoner som dopingstoffer blevet tiltagende almindeligt, efterhånden som produktionsteknologien er blevet så tilgængelig, at det er blevet muligt for grå- og sortbørsmarkedet at producere dem
  • Det er særligt insulin, væksthormon og stofskiftehormon, der er udbredt
  • I de senere år er man desuden begyndt at se brugen af en række mere obskure peptidhomoner, herunder
    • Væksthormon-tropiske faktorer (growth hormone realeasing peptid, GHRP’er)
    • Diverse peptider der er fundet måske at have en vævsopbyggende effekt i forsøg, men som endnu ikke har gennemført nogen form for klinisk afprøvning

Insulin

• Suprafysiologiske doser af insulin i en person med normal insulinfølsomhed virker vævsopbyggende i både muskel- og fedtvæv
• Den primære bivirkning ved insulin i forbindelse med dopingbrug er naturligvis risiko for hypoglykæmi
  • Insulin er et af de absolut eneste dopingstoffer, der kan medføre akutte dødsfald og som anekdotisk også har gjort det her i Danmark
• Det er videnskabeligt set stort set ubeskrevet, om det kan medføre andre bivirkninger som dopingstof
  • Teoretisk kunne man forestille sig, at man ved suprafysiologisk dosering af insulin kunne se en nedregulering af egenproduktionen, eller svækket insulinfølsomhed, førende til prædiabetes eller type 2 diabetes

Væksthormon (rHGH, recombinant human growth hormone)

• Væksthormons primære rolle i voksne er at virke lipolytisk
• Selvom det øger den fedtfri masse lidt, så påvirker det ikke styrke og formentlig heller ikke muskelmassen og muskelfibrenes tværsnitsareal
• Det giver en lille smule væskeretention (op til 1-2 kg)
• Den hyppigste bivirkning ved brug af exogent væksthormon er karpaltunnelsyndrom
  
  • Det er dog typisk reversibelt med ophør af brugen af stoffet
• Nogle få studier viser også, at det har en grad af synergistisk effekt med insulin og AAS både i forhold til virkninger og bivirkninger
• Kronisk forhøjet væksthormon, som set ved akromegali, fører til type 2 diabetes
  • Det er dog stadig uklart, om de periodiske stigninger fra brug af eksogent væksthormon gør det samme

Stofskiftehormon (T3/T4)

• Stofskiftehormon bruges som hjælp til vægt-/fedttab
• Stofskiftehormon øger basalstofskiftet og dermed temperaturen
• Det har en lang række af de samme bivirkninger som centralstimulanser (dog uden at være en decideret stimulans):
  • Opvakthed grænsende til hyperaktivitet
  • Søvnbesvær
  • Svært ved at sidde stille (”fidgeting”)
• Ved ophør af brug af suprafysiologisk doser er der beskrevet suppression af egenproduktionen af stofskiftehormoner. Man ser i praksis, at vægttab opnået ved brug af eksogent stofskiftehormon er endnu mere ustabile end konventionelle vægttab (som er meget ustabile til at starte med)

Stimulanser/beta-agonister og andre small molecule compounds

• Hvor AAS og peptidhormoner bruges vævsopbyggende, bruges en række andre stoffer til hjælp med vægt- eller fedttab, typisk sammen med kure af AAS
• Nogle af de vigtigste/hyppigst brugte er samlet herunder

Clenbuterol

• Er en stærk betaagonist
• Administreres typisk som tabletter eller dråber, sammen med en steroidkur
• Formålet er at reducere fedtprocenten
• Effekten er:
  
  • Stærkt centralstimulerende
  • Reducerer appetitten
  • Øger puls og blodtryk og kan formentlig bidrage til udviklingen af akut eller kronisk kredsløbssygdom
  • Øger hviletermogenesen 
    Øger opvaktheden
  • Fører ofte til udtalt tremor og søvnproblemer
• Det bruges oftest som en del af en diæt, hvor det
  • Bidrager til det relative energideficit
  • Svækker sult og træthed

Dintriphenol (DNP)

• Bruges som vægttabs-”hjælp”
• DNP afkobler den oxidative fosforylering ved at gøre mitokondrie-membranerne utætte for protoner
  • Det resulterer i, at den kemiske energi der skulle bruges til at drive ATP-produktionen, mistes som varme
  • Det øger dermed basalstofskiftet voldsomt (med op til 150%), så man lettere kommer i energiunderskud
  • Dermed øger DNP termogenesen voldsomt og giver i praksis en feber, der er hinsides den normale regulering af kropstemperatur
• Indlysende nok kan det let føre til dødelig hypertermi, og den videnskabelige litteratur har masser af casestudies, der beskriver dette fænomen

Cardarin/endurobol/GW501615

• Cardarin er et relativt nyt forskningskemikalie, der er en PPAR-delta receptor agonist
• Det øger ekspressionen af en række proteiner af betydning for energistofskiftet, særligt i forbindelse med fedtforbrænding
• Det bruges i fitness og bodybuilding miljøet under en formodning af, at det virker fedtforbrændende og præstationsfremmende, selvom 
  • Dokumentationen for, at det er præstationsfremmende er svag, og primært i forbindelse med udholdenhedssport 
  • Der ikke er dokumentation for, at det virker fedtforbrændende
• Der er mistanke om, at det er carcinogenicitet i flere organer
• Det er ukendt, om det har cardiometaboliske bivirkninger

Efterkure (PCT)

• Blandt dopingbrugerne findes der varierende forståelse for, at dopingbrug kan svække fertiliteten og egenproduktionen af testosteron
• Derfor findes der i dopingmiljøet en række protokoller til selvbestaltet behandling af AAS-induceret hypogonadisme og infertilitet, kaldet efterkur eller PCT (for post-cycle treatment)⁷
• Blandt de mere erfarne brugere regnes det med som den “korrekte”, sikreste afslutning på en kur
• Elementerne i sådan en efterkur handler dels om:  
  
  • At fjerne det negative feedback i gonadeaksen, der skyldes høje niveauer af kønshormoner ved brug af
    • SERM’er (typisk tamoxifen og Clomifen)
    • Aromatase hæmmere (typisk anastrozol, letrozol eller exemestan)
  • At stimulere gonaderne direkte
    • HCG (human choriongonadotropin, der fungerer som LH-agonist)
• I de senere år er man også begyndt at se brugen af andre stoffer, der kan påvirke gonadeaksen, f.eks. 
  
  • HMG (engelsk “human maternal gonadotrophin”, der både indeholder peptider med LH og FSH agonist virkning
  • GnRH agonister, typisk gonadorelin eller triptorelin
    

Virkninger og bivirkninger

Virkninger

Effekter på musklerne

• De forskellige anabole steroider har utroligt potente effekter på muskelskeletsystemet
• Dokumentation for de vævsopbyggende effekter af suprafysiologiske doser af testosteron blev publiceret så sent som i 1996⁸
• Designet var et dobbelt crossover forsøg, hvor folk var sat til 
  • Enten at modtage 600 mg testosteron om ugen eller ej (i 10 uger)
  • At lave styrketræning eller ej 
    
    • Dem, der hverken trænede eller fik testosteron, forblev som de var
    • Dem der trænede, øgede deres muskelmasse og styrke
    • Dem der trænede og fik testosteron, øgede den dobbelt så meget
    • Dem der kun fik testosteron og ikke trænede, øgede deres muskelmasse mere end dem der kun trænede
• Erfarne brugere bruger doser, der er op til 3-5 gange så høje og med mere potente AAS
  • Dér kan man kun gisne om, hvor stor effekten ville være på muskulaturen

Langtidseffekter

• Muskler opnået fra steroider er ikke så forskellige fra dem, man har fået fra træning
• Når det intense endokrine stimulus forsvinder, så forsvinder musklerne altså også lige så stille
• Blandt brugerne findes der en forståelse eller fortælling om, at man kan fastholde effekterne med efterkure og træning, men fysiologisk giver det kun begrænset mening
  • Rent praktisk ser man også, at efter måneder til få års abstinens, ser de ikke dopede ud længere, rent kosmetisk
• Hvis man har brugt AAS i lang tid, er der efter alt at dømme en form for konsolideringseffekt, så ens muskler ikke længere skrumper til den samme baseline, præcis ligesom hvis man har trænet i mange år
  • Sidstnævnte kan delvis forklares ved androgeners effekt på satellitcellerne i musklerne, der godtgør, at der gemmes en form for anabolsk hukommelse 

Bivirkninger

• Det er relativt normalt gennem en kur at begynde at opleve forskellige former for ubehag, herunder
  
  • Høj svedtendens,
  • Trykken i hovedet
  • Stakåndethed
  • Dårlig søvn
  • Prikkende hud
• Det kan rent klinisk for det meste forklares ved del
  • Den kredsløbsbelastning som AAS har
  • Eventuelle levertoksiske effekter (primært fra orale steroider)

Epidemiologi

• Det er i sagens natur svært at lave studier på farligheden af motionsdoping, da det er så stigmatiseret, og fordi brugen er så forskelligartet
• Der findes dog nogle studier, primært i form af befolkningsstudier
  • De skal naturligvis tages med det forbehold, at der kan være andre forklarende faktorer på spil
  • F.eks. ved vi, at dopingbrug er overrepræsenteret blandt folk med lavere socioøkonomisk status, hvilket er veldokumenteret i sig selv er forbundet med øget dødelighed

Dødelighed

• I et dansk studie har man matchet sundhedsoplysninger fra brugere, der har afgivet dopingtests, og sammenlignet dem mellem dem der afgav positive og negative tests
  • Dem med positive test havde en mortalitet, der var 3 gange så i høj i opfølgningsperioden⁹
• I et lignende setup har man undersøgt dødeligheden blandt alle folk, udtaget til dopingtest, med baggrundsbefolkningen i Sverige over en årrække
  
  • Dem der blev testet positive havde en dobbelt så høj mortalitet, som dem der testede negativ 
  • Sammenlignet med baggrundsbefolkningen var dødeligheden markant højere både hos de 
    
    • Test positive (19.3 for AAS-positive)
    • est negative (8.3 for AAS-negative)¹⁰
    • Således er bare dét at være i den situation, hvor man bliver udtaget til dopingtest, forbundet med svært øget dødelighed
  • I et andet forsøg på at besvare det samme spørgsmål har man i Finland kigget på dødeligheden blandt finske elitestyrkeløftere fra 70’erne/80’erne, sammenlignet med baggrundsbefolkningen 
    • Man fandt en dødelighed, der var 4.6 gange højere blandt elitestyrkeløfterne¹¹
• Samlet set sandsynliggør forskningen altså, at dopingbrug gennemsnitligt set er forbundet med en væsentlig forøget dødelighed, dog primært baseret på observationel forskning. Det bekræftes af dopingstoffernes effekter på kredsløbsrelaterede biomarkører, i høje mængder
• Forskningen i cases med voldsomme dopingrelaterede organsvigt, afhængighedsprægede brugsmønstre, brugertypologi og modsætningsforholdet til den manglende farlighed i kontrollerede studier med administration, tegner dog et billede af at dopingbrug i de værste tilfælde er meget, meget farligt, men i de mildeste (f.eks. svarende til de kontrollerede studier med 600 mg/uge) nok ikke er det, eller kun er det i meget begrænset omfang
• Hvis man skal blive i den tidligere foreslåede terminologi fra Christiansen’s typologi, så ville det nok være YOLO og måske atlet typen og dem, som Pope-gruppen vil sige har afhængighedsprægede forbrug fra den beskrevne typologi, som det er meget usundt for

Kosmetiske bivirkninger

• AAS medfører ofte en række kosmetiske bivirkninger, svarende til hvad man ser under den sekundære kønsdifferentiering i drenge under puberteten 
• Generelle:
  
  • Akne, særligt på øvre ryg, skuldre, overarme og ansigt (hyppigt)
  • Rødmen af huden, muligvis relateret til kredsløbspåvirkning (mindre hyppigt)
  • Let stakåndethed (mindre hyppigt)

• Hos mænd
  • Gynækomasti
  • Androgen alopecia (hos mænd med tilbøjelighed til, vil brug af AAS fremskynde hårtabet markant)
  • Evt. forøget libido (endda undertiden med priapisme)
• Hos kvinder 
  
  • De androgene bivirkninger vil vise sig som 
    • En mørkere stemme
    • Vækst af strubehovedet
    • Tendens til skægvækst og hirsutisme
    • Vækst af klitoris 
    • Evt. vigende hårlinje (androgeni alopecia)

Selvbehandling 

• Blandt brugerne er det hyppigt at selvmedicinere sig 
  • Mod udviklingen af gynækomasti 
    
    • Aromatasehæmmere (typisk letrozol) 
    • SERMer (typisk tamoxifen)
  • Mod udvikling af hårtab 
    • Finasterid eller dutasterid

Sundhedsmæssige bivirkninger

• AAS-induceret sekundær hypogonadisme
  • Motionsdoperen manifesterer ofte med fertilitetsproblemer eller hypogonadisme 
  • Biokemien afslører en blanding af sænket niveau af testosteron, FSH, LH, GnRH og SHBG, atrofierede testikler og varierende grader af subjektive symptomer
  • Der findes dog stort set ikke videnskabelige studier på
    • Hvor stor risikoen er for at udvikle hypogonadisme og infertilitet under en kur
    • Hvor hurtigt man kommer sig
    • Om man opnår fuld restitution
  • Det formodes, at nogle få kure sjældent har alvorlige blivende effekter på fertiliteten eller gonadeaksen
  • Langt de fleste med længerevarende forbrug og stort set alle med decideret misbrug vil have væsentligt nedsat fertilitet og egenproduktion af testosteron
• Behandling 
  • Ofte vil brugeren have forsøgt sigt med forskellige former for “efterkure” og måske forsøgt at administrere en form for selvbestaltet hormonerstatningsterapi inden sit første møde med sundhedsvæsenet
  • Der findes god grund til at forvente, at AAS-induceret hypogonadisme har nogle særlige træk i forhold til andre former for hypogonadisme
    • Der findes dog endnu ikke særskilte behandlingsguidelines fra nogle af de store endokrinologiske selskaber omkring håndteringen af patienten med AAS-induceret hypogonadisme
  • Kombineret med de tidligere beskrevne problemer, der kan være med muskeldysmorfi og adfærdsafhængighed, kan det gøre det endnu sværere at hjælpe dem med at stoppe med at bruge AAS, da det vil resultere i, at hypogonadismen manifesterer sig

AAS-effekter på kredsløbet

• AAS har en lang række effekter på kredsløbet, der tilsammen kan forklare, hvorfor de specielt ser ud til at øge risikoen for kredsløbssygdomme gennem bl.a. følgende effekter på cardiometaboliske risikofaktorer:
  • Erythrocytose/polycytæmi¹²
  • Dyslipidæmi (øger LDL og sænker HDL)
  • Aktiverer hæmostasen
  • Væskeretention
  • Øger tykkelsen og stivheden af venstre ventrikel (mere end træning ville gøre i sig selv)
  • Mindsker vasoreaktiviteten og øger blodtrykket
• Tilsammen kan disse effekter bidrage til udviklingen af stærkt forhøjet blodtryk
  • Øget risiko for blodpropper (herunder myokardieinfarkter)
  • Øget risiko for organsvigt
  • Kardiomyopatier (sjældnere)

AAS effekter på nyrerne

• AAS kan medføre nyresvigt, der sandsynligvis kan henføres til kredsløbseffekterne og måske forstærket af livsstil øvrigt med undertiden meget højt proteinindtag¹³ 

AAS effekter på leveren

• Særligt de orale steroider udviser levertoksicitet
• De viser sig typisk klinisk ved 
  • Forhøjede levertal
    • Normaliseres ofte efter ophør 
  • Dårlig søvn
  • Større svedtendens
  • Svækket appetit 
  • I alvorlige tilfælde prikken i huden
• Blandt de erfarne brugere er der ofte forståelse for, hvad disse bivirkninger betyder
• Leverpåvirkningen fra steroider ser blandt brugerne dog kun sjældent ud til at give ophav til kroniske skader, men der er i litteraturen dog enkelte eksempler på kroniske leverskader såsom
  • Leversvigt 
  • Cholestase
  • Leverfibrose
• Det kan dog være svært at vide, hvor stor risikoen i praksis er, da et særligt segment af dem, der bruger motionsdopingstoffer, også er mere tilbøjelige til at 
  
  • Bruge andre stoffer
  • Drikke mere alkohol
  • Bruge kosttilskud af ofte tvivlsom oprindelse