Glukosebelastning

Nete Hornung

speciallæge

Resumé

  • Oral Glukosebelastning (OGTT) anvendes primært til screening for gestationel diabetes (GDM) og i situationer, hvor HbA1c (eller plasma-glukose) ikke kan benyttes diagnostisk
  • Gravide tilbydes screening for GDM med testen én eller to gange i løbet af graviditeten, såfremt de tilhører nærmere definerede risikogrupper
  • Gravide har GDM, hvis OGTT 2-timers glukose værdi >= 9,0 mmol/L
  • Patienter har diabetes mellitus, hvis værdien er > 11,0 mmol/L, og de har symptomer på sygdommen

Definition

  • Glukosebelastning er en screeningsundersøgelse, med måling af plasmaglukose 2 timer efter en standardiseret indtagelse af glukose

Synonymer

  • Synonymer: Oral glukosetolerancetest; OGTT; Sukkerbelastning; Sukkerbelastningsundersøgelse

Indikationer1,2,3

  • Mistanke om nedsat glukosetolerance, herunder især gestationel diabetes (GDM)
  • Mistanke om diabetes mellitus (type 1 eller type 2) hos patienter, hvor HbA1c (eller plasmaglukose) ikke kan anvendes eller er inkonklusive. Det er eksempelvis ved svær nyreinsufficiens, nylig blodtransfusion, anæmier, hæmoglobinopatier eller hæmatologiske sygdomme, der påvirker erytrocytternes omsætning. Desuden kan HbA1 ikke anvendes diagnostisk ved gravide, børn og unge
  • Mistanke om idiopatisk reaktiv hypoglykæmi (se artiklen om plasmaglukose)

Fortolkninger4

  • Nedsat glukosetolerance kan ses som en sekundær tilstand ved en række sygdomme, og ved behandlinger med forskellige medikamina
    • Alvorligere akut eller kronisk sygdom med metabolisk stress, fx efter traumer, større operationer og langvarigt sengeleje
    • Hypertyreose
    • Cushings syndrom, herunder iatrogene tilstande ved behandling med steroider
    • Hyperaldosteronisme
    • Akromegali 
    • Glucagonom
    • Behandling med tiazider, furosemid, fenytoin og niacin
  • Øget glukosetolerance er sjældent, men kan fx ses ved
  • Resultaterne af en udvidet undersøgelse ved mistanke om reaktiv hypoglykæmi kan være svære at fortolke og må overlades til specialister

Fejlkilder (og kilder til normal variation)4

  • Undersøgelsen har en langt mindre reproducerbarhed end HbA1c og plasmaglukose, hvilket kan hidrøre fra:
    • Ikke standardiseret udførelse af undersøgelsen, herunder effekterne af dårlig information til patienten. Faktorer som eksempelvis hastigheden af glukoseindtagelsen, volumen der skal indtages, patientens tilstand, tidspunkt på dagen påvirker reproducerbarheden af undersøgelsen
    • Forkert prøvehåndtering
  • Relativ over- eller underdosering af glukose, fx hos små, spinkle voksne hhv. hos meget store, kraftige personer
  • Visse lægemidler kan enten øge glukoseniveauet (eksempelvis kortikosteroider, thiazider, furosemid) eller sænke glukoseniveauet (eksempelvis propranolol, isocarboxazid)

Fysiologi og biokemi

Udførelse af undersøgelsen4

Sted

  • Undersøgelsen kan udføres i almen praksis, men patienten kan også henvises til et ambulatorium på en lokal klinisk biokemisk afdeling
    • Husk at forberede patienten på, at man skal afsættes 2½-3 timer til undersøgelsen, inklusiv ventetid

Patientforberedelse

  • I ugen op til undersøgelsen
    • Undersøgelsen skal udsættes, hvis patienten har haft en akut sygdom
    • Patienten skal spise sin sædvanlige kost og have haft sit sædvanlige fysiske aktivitetsniveau
  • Fra aftenen før
    • Patienten bør spise et aftensmåltid med et højt kulhydratindhold, og må ikke drikke alkohol
    • Han/hun skal faste mindst 8 timer før undersøgelsen, men må godt drikke 2-3 glas vand i perioden
    • Han/hun må ikke ryge eller bruge nikotintyggegummi etc. i perioden
  • På undersøgelsesdagen
    • Undersøgelsen bør udføres om morgenen eller tidligt på formiddagen, typisk før kl. 9.30
    • Patienten må gerne tage eventuel morgenmedicin, hvis det er nødvendigt
      • Notér hvilken medicin der er taget

Procedure

  • Måling af fastende plasmaglukose
    • Analysen udføres typisk på kapillærblod med brug af apparatur til point-of-care-testing (POCT)
    • Hvis værdien er over 9,0 mmol/L er der ingen grund til at fortsætte med undersøgelsen, da patienten med stor sandsynlighed har diabetes
  • Indtagelse af glukoseopløsning
    • Voksne skal have 75 g glukose opløst i 200-300 ml vand
    • Børn skal have 1,75 g glukose per kg kropsvægt, dog højst 75 g
    • Små, spinkle voksne (fx ældre kvinder) bør eventuelt også have en dosis svarende til 1,75 g/kg
    • Vandet kan tilsættes lidt sukkerfri saftkoncentrat for at forbedre smagen
    • Drikken skal indtages i løbet af 5 minutter og må godt suppleres med et lille glas vand
  • Ventetid og observation
    • Patienten skal forholde sig i ro (sidde eller ligge), og må ikke ryge, men må fx gerne gå på toilettet
    • Patienten bør være under observation, fx for udvikling af symptomer på reaktiv hypoglykæmi
  • Måling af plasmaglukose efter 2 timer
    • Prøven skal tages 120 ± 5 minutter efter indtagelsen af glukoseopløsningen
    • Der tages en veneblodprøve i et specielt rør med natriumflourid og citrat (FC-blanding), som skal vendes mindst 5 gange umiddelbart efter prøvetagningen
    • Hvis undersøgelsen er udført i almen praksis, skal røret sendes til laboratoriet uden videre behandling, dvs. at det ikke skal centrifugeres og afpipetteres (holdbarheden er 60 timer ved stuetemperatur)
  • Udvidet undersøgelse
    • Hvis indikationen for undersøgelsen er idiopatisk reaktiv hypoglykæmi, kan den udvides med flere målinger af plasmaglukose i timerne efter indtagelse af glukose, fx efter ½ time, 1 time, 2 timer, 3 timer og 4 timer

Grænseværdier for plasmaglukose efter 2 timer

  • Gravide har GDM, hvis værdien er over 9,0 mmol/L
  • Patienten har diabetes mellitus, hvis værdien er > 11,0 mmol/L og har symptomer på sygdommen (se artiklerne om Type 1 eller Type 2 diabetes). Resultatet bør bekræftes med ny undersøgelse 
  • Patienten har nedsat glukosetolerance, hvis værdien er mellem 7,8 og 11,0 mmol/L
  • Patienten har normal glukosetolerance, hvis værdien er mindre end 7,8 mmol/L   

Referenceintervaller

  • Se grænseværdier ovenfor

Patientinformation 

NPU-koder og -navne

  • NPU14915

Navne

  • Kort helterm
    • Pt—Glucose-tolerance; egenskabsart(liste; glucose p.o.; 120 min)
  • Brugsnavn
    • Glukose belastning(120min)gruppe;Pt

Kilder

Referencer

  1. DSAM vejledning. Vis kilde
  2. Svangreomsorg SST (2022). Vis kilde
  3. NBV Præeksisterende diabetes og graviditet. Vis kilde
  4. Lyngbye J, Kjær A, Ladefoged SA, Nissen PH. Lyngbyes laboratoriemedicin. 2. udg. København. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S. 2010.

Fagmedarbejdere

Nete Hornung

Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen