Pest

Carsten Schade Larsen

speciallæge

Resumé

Diagnose

  • Høj feber, påvirket almen tilstand og udtalt lymfadenitis, evt. kompliceret med pneumoni eller sepsis hos person, der har opholdt sig i endemisk område
  • Påvisning af Yersinia pestis i lymfeknudevæv, ekspektorat eller blod ved mikroskopi, dyrkning eller PCR

Behandling

  • Hurtig opstart af antibiotisk behandling med ciprofloxacin, doxycyclin eller gentamicin
  • Understøttende behandling
  • Sjælden behov for drænage eller incision af bubo

Henvisning

  • Alle patienter med mistanke om pest henvises akut til infektionsmedicinsk afdeling

Seneste væsentlige ændringer

  • Ingen

Diagnosen

Diagnostiske kriterier

  • Påvisning af Y. pestis i lymfeknudevæv, blod eller ekspektorat ved mikroskopi, dyrkning eller PCR-test

Sygehistorie

  • Bubonisk pest: Patient med høj feber og udtalt regional lymfadenitis efter rejse til endemisk område. Især hvis der er loppebid i anamnesen
    Pneumonisk pest: Patient med høj feber og lungesymptomer med kontakt til inficeret person eller rejse til område med udbrud af lungepest
  • Pest kan også vise sig som meningeal pest, faryngeal pest, pneumonisk pest og septisk pest

Kliniske fund

  • Bubonisk pest er langt den hyppigste form for pest
    • Inkubationstid fra loppebid til symptomdebut er 2-10 dage1
    • Hurtigt indsættende høj feber, utilpashed, takykardi, intens hovedpine og kraftige myalgier er typisk
    • Der kan også opstå stærk udmattelse, mavesmerter og/eller diarré
    • Smertefulde, hævede lymfeknuder ("buboes") opstår i lysken, aksillerne og på halsen og kan suppurere
    • Der kan på inokulationsstedet ses en pustel, eschar eller nekrotisk sår
    • Patienten ser alvorligt syg ud
    • Delirium kan ses i udviklingen af pest
  • Ved pneumonisk pest ser man takypnø, produktiv hoste, hæmoptyse og cyanose
  • Septisk pest kan vise sig med:
    • Høj feber, opkastninger, diarre, hudblødninger og hypotension
    • Ved hæmatogen spredning vil patienten hurtigt blive toksisk og komatøs med hæmoragisk purpura i huden
  • Kan udvikle tegn på meningitis 

Supplerende undersøgelser i almen praksis

  • Ikke relevant

Andre undersøgelser hos specialist eller undersøgelse på sygehus

  • Påvisning af Yersinia pestis i lymfeknudevæv, ekspektorat eller blod ved mikroskopi, dyrkning eller PCR-test
  • Der er udviklet antigen test, der påviser F1-antigen, der anvendes i endemiske områder. Resultat i løbet af 15 minutter
  • Der er ofte leukocytose, trombocytopeni og forhøjet CRP
  • Billeddiagnostik: rtg. eller CT-thorax

Differentialdiagnoser

Byldepest

  • Lymfadenitis som følge af stafylokok- eller streptokokinfektion i en ekstremitet
  • Seksuelt overførte sygdomme som lymfogranuloma venerum eller syfilis
  • Tularæmi
  • Cat Scracth Disease (bartonellose)
  • Anthrax
  • Brucellose
  • Tuberkulose

Systemiske manifestationer

Behandling

Behandlingsmål

  • Kurativ behandling med eradikation af infektion

Generelt om behandlingen

  • Ved mistanke om pest skal behandlingen med antibiotika starte så hurtigt som muligt. Ved pneumonisk pest må behandlingen starte inden 15 timer (fra feberstart), hvis den skal have nogen effekt
  • Isolation
    • Alle patienter, man tror har pest, og som har tegn på pneumonisk pest, skal isoleres indtil 72 timer efter, at antibiotikabehandling er startet

Håndtering i almen praksis

  • Alle patienter med mistanke om pest henvises til infektionsmedicinsk afdeling

Råd til patienten

  • Ikke relevant

Medicinsk behandling2

  • Hurtig opstart af antibiotisk behandling er afgørende for prognosen
  • Sygdommen behandles med ciprofloxacin 400 mg i.v. x 2-3 dagligt, efterfølgende 500-750 mg x 2 p.o., eller doxycyclin 100 mg x 2 daglig, eller gentamicin 5 mg/kg/dag i.m./i.v. x 1 dagligt. Behandlingsvarighed 10-14 dage

Anden behandling

  • Understøttende behandling af dehydrering, hypotension og hypoxi

Kirurgi

  • I sjældne tilfælde kan der være behov for drænage eller incision af suppurativ lymfadenitis

Forebyggende behandling2

  • Isolation af patienter med pest til 3 dage efter påbegyndt behandling
  • Det vigtigste for at hindre smittespredning er kontrol af rottebestanden og lopperne
  • Postekspositions profylakse: Personer, der har været eksponeret for pest, kan behandles med tbl. doxycyclin 100 mg x 2 daglig eller tbl. ciprofloxacin 500-750 mg x 2 daglig i  7 dage

Vaccination ved rejser

  • Der er aktuelt ingen vaccine, der anbefales af WHO
  • En inaktiveret vaccine er tidligere blevet anvendt til laboratorie- og militærpersonale, men er ikke længere tilgængelig
  • Der er levende svækkede vacciner under udvikling

Henvisning

  • Alle patienter med mistanke om pest skal henvises til infektionsmedicinsk specialafdeling

Opfølgning

  • Ikke relevant

Sygdomsforløb, komplikationer og prognose

Sygdomsforløb3

Bubonisk pest

  • Inkubationstid på 1-6 dage
  • Præsenterer sig med hurtigt indsættende høj feber, utilpashed og delirium. Senere i forløbet kommer generelle hudmanifestationer, som ender op i nekroser; gradvis udvikling til septisk shock
  • Smitter ikke før evt. spredning til lungerne

Pneumonisk pest

  • Alvorlig sygdom indtræder 10-15 timer efter feberudvikling
  • Karakteriseret af høj feber, urolig og kortåndet patient. Skummende, blodtilblandet ekspektorat ses ofte som et præterminalt tegn
  • Inhalationspneumoni er den mest dramatiske form, og kan føre til dødelig udgang i løbet af et døgn
  • Hurtig person-til-person smitte

Komplikationer

  • Vanlige komplikationer omfatter DICpneumoni og meningitis

Prognose

  • Pest er en af de mest virulente og dødelige bakterielle infektionssygdomme, som findes
  • Bubonisk pest har ubehandlet en dødelighed på ca. 50 %, men med antibiotisk behandling på 10-20 %
  • Lungepest har, ubehandlet, en dødelighed på 100 %, og selv ved adækvat antibiotisk behandling er dødeligheden 50 %
  • Opstart af antibiotisk behandling indenfor to døgn efter symptomdebut er afgørende for prognosen
  • De, som overlever, udvikler immunitet for sygdommen

Baggrundsoplysninger

Definition1

  • Pest skyldes infektion med bakterien Yersinia pestis    
  • Forekommer tre kliniske former:
    • Bubonisk pest (byldepest), som er langt den hyppigste form (80-95 %)            
      • Oftest overført ved loppebid. Kendetegnes ved hurtig indsættende høj feber, utilpashed, hovedpine, udtalt regional lymfeknudesvulst (bubo) med rødme og ømhed/smerter
    • Septisk pest
      • Systemisk infektion med opkastninger, diarre, delir, hudblødninger og hypotension 
    • Pneumonisk pest (lungepest)
      • Kan være komplikation til byldepest eller skyldes inhalationssmitte. Hurtigt indsættende høj feber, kortåndethed og urolig patient
  • Pestis minor er betegnelsen for en mild form for pest med let feber og lymfadenitis

Historie3

  • Pest beskrives første gang i Det Gamle Testamente
  • DNA fra Yersinia pestis er påvist i tænder, der er fra 2.800 til 5.000 år gamle
  • Sygdommen har forårsaget store epidemier og ændret historien i mange lande
  • Der har været tre pandemier:
    • Den Justianske pest fra år 547 til 767
    • "Den sorte død", som hærgede i Europa i 1346-1353, hvor omkring en tredjedel af befolkningen døde
    •  Den moderne pandemi, som begyndte i 1800-tallet i Yunnan, Kina
  • Så sent som i det 20. århundrede dræbte pestepidemier omkring 10 millioner mennesker i Indien
  • Bakterien er opkaldt efter Alexander Yersin, som isolerede bakterien i 1894 under pandemien, som startede i Kina

Forekomst1

  • Pest er en zoonose, hvor små gnavere inklusiv rotter er det vigtigste reservoir
  • Pest forekommer endemisk i Nordamerika, tidligere Sovjetunionen, Afrika, Asien og Sydamerika
  • De fleste tilfælde (95 %) ses i Afrika, hvor Den Demokratiske Republik Congo og Madagaskar har den højeste forekomst
  • På verdensplan rapporteres der hvert år om 1.000 til 2.000 tilfælde af pest ifølge WHO. Der er i perioden 2000 til 2018 globalt rapporteret om 26.000 tilfælde

Ætiologi og patogenese

  • Pest er en zoonose, som skyldes infektion med bakterien Y. pestis
  • Mere end 200 vilde dyr og husdyr (katte, hunde) er reservoir med små gnavere som de vigtigste
  • Smitte af mennesker kan ske ved:
    • Bid af inficerede lopper
    • Krads eller bid af inficeret kat
    • Direkte kontakt med infektiøse legemsvæsker eller forurenede materialer
    • Inhalation af luftvejssekret fra inficerede dyr eller dråbesmitte fra person med lungepest
  • Smitte fra person-til-person kan kun ske fra mennesker med lungepest

Disponerende faktorer

  • Dårlige hygiejniske forhold, hvor lopper og rotter trives
  • Kontakt med person med lungepest

Anmeldelsespligt

  • Den læge, der konstaterer eller får mistanke om et tilfælde af denne sygdom, som vedkommende har i behandling, skal straks anmelde tilfældet telefonisk til Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst/Vest nærmest patientens opholdssted, samt foretage en elektronisk anmeldelse i Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem SEI2
  • Pligten til anmeldelse omfatter endvidere læger, der i forbindelse med ligsyn, obduktion eller organdonationer, konstaterer, at afdøde inden dødsfaldet led af denne sygdom, såfremt anmeldelse ikke er sket inden dødsfaldet

ICPC-2

ICD-10/SKS-koder

Patientinformation

Link til vejledninger

  • Forløbsbeskrivelser og regionale pakkeforløb

Kilder

Referencer

  1. Butler T. Plague into the 21st Century. Clinical Infectious Diseases. 2009; 49.; 736-42. Vis kilde
  2. Centers for Disease Control and Prevention: Clinical Care of Plague. Vis kilde
  3. Raoult D, Mouffok N, Bitam I. Plague: History and contemporary analysis. Journal of Infection. 2013; 66.; 18-23. Vis kilde

Fagmedarbejdere

Carsten Schade Larsen

Overlæge, Lektor, Århus Universitetshospital, Skejby, Infektionsmedicinsk Afdeling Q

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen