Indledning
- Medfødt, arvelig sygdom med nedsat forkalkning (mineralisering) af knogler og/eller tænder, som dermed har nedsat hårdhed og styrke
- Bredt spektrum af tidspunkt for sygdomsdebut, fra intrauterint til voksenalder
- Varierende sværhedsgrad af symptomer, fra dødfødsel til knoglebrud i voksenalder
- Symptomerne kan også variere mellem forskellige medlemmer af samme familie
- Afhængig af familiens genfejl kan arvegangen være autosomal recessiv eller autosomal dominant
Basisoplysninger
Synonymer
- HPP
- Fosfoetanolaminuri
- Rathbun disease
Forekomst
- 1 per 300.000 levendefødte (i Europa)
- Der er 8 kendte patienter i Danmark, heraf 1 med infantil type, mens de øvrige har mildere former, samt et ukendt antal voksne patienter
Årsager
- Nedsat aktivitet af enzymet alkalisk fosfatase som følge af fejl i ALPL-genet på kromosom 1p36.1-p34
- Sværhedsgraden af symptomer afhænger af den resterende enzymaktivitet, jo mindre aktivitet, des sværere symptomer
Disponerende faktorer
- Samme sygdom hos andre familiemedlemmer
- Beslægtede forældre (konsangvinitet) ved autosomal recessiv arvegang
Sygdomstegn
Der er seks undertyper af hypofosfatasi afhængig af alderen ved sygdomsdebut. Inden for samme familie kan samme undertype variere i sværhedsgrad
- Godartet prænatal
- Fosteret har tegn på nedsat mineralisering af skelettet, der langsomt bedres og overgår til den milde form hos børn eller voksne
- Perinatal letal
- Den nyfødte har så dårlig mineralisering af brystkassen, at vejrtrækningen bliver utilstrækkelig (respirationsinsufficiens) og barnet dør
- Fejlstillinger af arme og ben
- Forhøjet kalk (kalcium) i blodet kan give vejrtrækningsstop (apnø) og kramper
- Spædbørn (infantil)
- Kan være normale ved fødslen
- Tegn på engelsk syge (rakit) begynder fra fødslen til 6 mdr. alder
- For tidlig lukning af vækstzoner (suturer) i kraniet med øget intrakranielt tryk kan forekomme (kraniosynostose)
- Forhøjet koncentration af kalk (kalcium) i blod og urin
- Irritabilitet, dårlig trivsel, muskelslaphed (hypotoni), kramper (epilepsi)
- Større børn
- Varierer fra nedsat knogletæthed med uforklarede knoglebrud til tegn på engelsk syge (rakit)
- Lille højde og fejlstillinger af knogler
- Tidligt tab af mælketænder
- Smerter i knogler og led
- Nedsat muskelkraft
- Voksne
- Tidligt tab af tænder og knoglebrud, stressfrakturer, bløde knogler (osteomalaci)
- Kroniske smerter i knogler og led
- Nedsat muskelkraft
- Odontohypofosfatasi
- Tidligt tab af mælketænder og/eller svær karies, men ingen knoglesygdom
Diagnose
- Røntgenundersøgelse af skelettet viser nedsat mineralisering og tegn på engelsk syge
- Ultralydundersøgelse i graviditeten kan afsløre de prænatale og perinatale undertyper
- Blodprøve viser nedsat aktivitet af alkalisk fosfatase, og der er forhøjet pyridoxal 5'-fosfat (PLP) i blod og forhøjet fosfoetanolamin i urin og plasma
- Fund af genfejl i ALPL-genet bekræfter diagnosen
Diagnosekode
ICD10
OMIM kode
Differentialdiagnoser
Behandling og andre tiltag
- Perinatal letal
- Enzymsubstitution er forsøgt
- Spædbørn og større børn
- Enzymsubstitution med asfotase alfa, givet subkutant tre eller seks gange ugentligt, forbedrer mineraliseringen af skelettet og den motoriske funktionsevne
- Støtte af vejrtrækning
- Vitamin B6 hvis kramper
- Standardbehandling af kraniosynostose
- Andre undertyper
- Enzymsubstitution har også været anvendt til teenagere og voksne2; er p.t. godkendt i Danmark til patienter med symptomdebut før 18. år
- Tandpleje og opfølgning ved tandlæge fra 1-årsalderen
- Let smertestillende behandling ved knoglesmerter
- Ortopædisk behandling efter behov
- Undgå bisfosfonater og overbehandling med vitamin D
Genetisk rådgivning3
- Den perinatale og svære infantile form for hypofosfatasi følger autosomal recessiv arvegang, hvor raske forældre har en risiko på 25 % for at få endnu et barn med sygdommen
- Den godartede prænatale form, moderat svære infantile form, hypofosfatasi hos større børn, hypofosfatasi hos voksne og hypofosfatasi i tænder (odontohypofosfatasi) følger autosomal dominant arvegang, hvor en forælder med sygdommen har 50 % risiko for at føre sygdommen videre til hvert barn
- Hvis de(n) genetiske fejl i ALPL-genet er kendt, er der mulighed for fosterdiagnostik (prænatal diagnostik) i første trimester af graviditeten og for ægsortering (præimplantationsgenetisk testning, PGT)
Særlige behov
Sociale ydelser
Ressourcer
- VISO - Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation på det sociale område og på specialundervisningsområdet. VISO kan for eksempel rådgive om, hvordan kommunen kan tilrettelægge en faglig indsats, eller hvad et tilbud kan indeholde. VISO yder rådgivning til kommuner, borgere og kommunale, regionale og private tilbud
- DUKH - Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet er en selvejende institution under Social- og Indenrigsministeriet. Medvirker til at styrke retssikkerheden for mennesker med et handicap ved at give uvildig rådgivning til mennesker med handicap og deres pårørende i sager, der måske er gået i hårdknude, eller hvor borgeren føler sig uretfærdigt behandlet
- Sjældne Diagnoser - Selvstændig paraplyorganisation for små, landsdækkende patientforeninger for familier og voksne med sjældne sygdomme og handicap, se www.sjaeldnediagnoser.dk. Sjældne Diagnoser har en Helpline/telefonrådgivning, som tilbyder information, rådgivning og mestringsstøtte, og som kan hjælpe med kontakt til andre patienter og pårørende
- Sjældne-netværket - Sjældne-netværket er et tilbud til mennesker med sjældne sygdomme og handicap samt til deres pårørende, der ikke har en forening i Danmark at henvende sig til og måske melde sig ind i. Sjældne-netværket administreres af Sjældne Diagnoser, der er paraplyorganisation for hovedparten af foreningerne på sjældneområdet. Sjældne-netværkets formål er at skabe kontakt mellem personer og familier, der lever med den samme sjældne sygdom. Sjældne Diagnoser har et netværk for hypofosfatasi
Placering i sundhedsvæsenet
- Ifølge Sundhedsstyrelsens specialeplan 2023 er Center for Medfødte Stofskiftesygdomme på Rigshospitalet godkendt som højt specialiseret funktion for hypofosfatasi. Behandlingen foregår i samarbejde med ortopædkirurger og tandlæger. Lette tilfælde af hypofosfatasi kan varetages af disse specialer
Links/Vidensressourcer