Kreatinin

Nete Hornung

speciallæge

Resumé

  • Analysen er en rutineanalyse i klinisk praksis til en almen vurdering af en patients tilstand
  • Kreatinin er særligt indiceret ved konkret mistanke om nyresygdom eller -påvirkning
  • Kreatinin afhænger af alder og køn, hvilket der tages højde for ved estimering af GFR

Definition

  • Koncentrationen af kreatinin i plasma, målt i mikromol per liter (μmol/L)
  • Kreatinin er et nedbrydningsprodukt fra kreatinfosfat i muskler
  • Koncentrationen af kreatinin i blodet er relateret til muskelmassen ( til kroppens pool af kreatinfosfat)

Grupper

Synonymer

  • Plasma-Kreatinin; P-Kreatinin; Serum-Kreatinin; S-Kreatinin; Se-Kreatinin; P-Creatinin; P-Creatininium; Creatinine (engelsk); 'Krea' (slang)
    • NB! Kreatinin må ikke forveksles med kreatin

Indikationer

Uspecifikke indikationer

  • Ligesom de øvrige 'Væsketal' [se ovenfor], C-reaktivt protein (CRP)hæmatologiske kvantiteter og 'Levertal' anvendes analysen ofte på meget vide indikationer i klinisk praksis, dvs. som en rutineanalyse til at vurdere en patients almene tilstand
    • Analysen er den hyppigst anvendte klinisk biokemiske analyse i alle sektorer, og udgør antalsmæssigt 5-7 % af den samlede analyseproduktion i et typisk sygehuslaboratorium
  • Mistanke om sygdomme med en øget proteinmetabolisme, fx kroniske inflammatoriske tilstande, myelomatose eller akromegali

Specifikke indikationer

Fortolkninger

Forhøjede værdier ses ved

  • Nyresygdom eller -påvirkning, uanset årsagerne, og uanset om forløbet er akut eller kronisk
    • En stigning på mere end 25 μmol/L i løbet af mindre end 2 døgn tyder på akut nyrefunktionsnedsættelse 
    • En stigning svarende til et fald i eGFR på mere end 5 mL/min/1,73 m2 per år tyder på progredierende kronisk nyresygdom
    • I de tidlige stadier af aftagende nyrefunktion stiger kreatinin kun langsomt1  
  • Igangværende (aktiv) muskelatrofi (uanset årsagen), og rabdomyolyse

Lave værdier ses ved

  • Indtrådt muskelatrofi, uanset årsagen (fx underernæring, lammelser og muskeldystrofi) og en lille muskelmasse (fx hos ældre og personer med benamputationer)
  • Reduceret leverfunktion
  • Behandling med glukokortikoider

Fejlkilder (og kilder til normal variation)

Fysiologiske kilder til fejlfortolkninger

  • En stor muskelmasse (fx hos visse sportsfolk og bodybuildere) kan være associeret med et højt P-Kreatinin, trods normal nyrefunktion
  • Omvendt kan en lille muskelmasse (fx hos ældre) være associeret med et lavt eller normalt P-Kreatinin, trods en reduceret nyrefunktion
  • Indtagelse af meget kogt kød, kreatin og kraftig fysisk aktivitet i dagene før en prøvetagning kan give forhøjet P-Kreatinin, trods normal nyrefunktion

Farmaka

  • Kreatinin er en svag syre. Visse lægemidler er også svage syrer og hæmmer derfor den tubulære sekretion af kreatinin og øger P-Kreatinin uden at GFR er nedsat. Eksempler på det er Trimetoprim og probenecid1 

Måletekniske fejlkilder 

  • Hyperketonæmi og svær hyperglukosæmi (ved diabetes), bilirubinæmi, samt behandling med barbiturater og visse cefalosporiner kan give falsk forhøjede eller for lave måleværdier med den ældre Jaffe-analysemetode, men ikke med nyere enzymatiske analysemetoder. 

Fysiologi og biokemi1 

  • Kreatinin er et nedbrydningsprodukt af kreatinfosfat (fosfokreatin), som især stammer fra muskelvæv og proteinmetabolismen
  • Kreatininproduktionen er proportionel med muskelmassen, dvs. at den typisk er højere hos yngre (muskuløse) mænd end hos kvinder, børn, ældre og personer som har en lille muskelmasse på grund af sygdom eller amputationer
  • Kreatinin udskilles primært ved glomerulær filtration i nyrerne, men i et vist omfang også ved proksimal tubulær ekskretion
  • Plasmakoncentrationen af kreatinin (P-Kreatinin) er derfor tæt og omvendt korreleret til den glomerulære filtrationshastighed (GFR), dog forudsat at både produktionshastigheden og udskillelseshastigheden er forholdsvis konstante, dvs. at systemet er i steady-state

Prøvetagning 

Patientforberedelse (1-2 døgn før prøvetagningen)

  • For at undgå forhøjede værdier, som ikke skyldes påvirket nyrefunktion, bør patienten ikke have:
    • spist meget kogt kød,
    • indtaget kreatin (creatin), som fx anvendes af nogle sportsudøvere som 'muskelopbyggende kosttilskud', og/eller
    • udfoldet kraftig fysisk aktivitet i dagene før prøvetagningen

Procedure for prøvetagning

  • Veneblodprøve
  • Prøvetagningsrør med heparin (til plasma) eller rør uden antikoagulans (til serum)
  • Afpipetteret plasma/serum er stabilt i op til en uge ved 4 -25 °C og kan sendes med almindelig post til laboratoriet

Referenceintervaller

Der kan være (mindre) forskelle i de angivne intervaller fra laboratorium til laboratorium, især for de øvre grænseværdier

Begge køn

  • 0-1 d: 37-81 µmol/L
  • 1-3 d: 29-69 µmol/L
  • 3-7 d: 21-58 µmol/L
  • 7-14 d: 21-46 µmol/L
  • 14 d-2 måned: 17-41 µmol/L
  • 2 måned -1 år: 14-34 µmol/L
  • 1-3 år: 15-31 µmol/L
  • 3-5 år: 23-37 µmol/L

Kvinder

  • 5-9 år: 28-50 µmol/L
  • 9-11 år: 32-58 µmol/L
  • 11-14 år: 34-62 µmol/L
  • 14-18 år: 41-80 µmol/L
  • Over 18 år: 45-90 µmol/L

Mænd

  • 5-9 år: 26-49 µmol/L
  • 9-11 år: 31-59 µmol/L
  • 11-14 år: 39-68 µmol/L
  • 14-18 år: 52-93 µmol/L
  • Over 18 år: 60-105 µmol/L

Gravide

  • Typisk omkring 20 % lavere værdier på grund af en højere GFR 2 

Patientinformation

NPU-koder og -navne

  • NPU04998

Navne

  • Kort helterm
    • P—Creatininium; stofk.(enz.) = ? µmol/L
  • Brugsnavn
    • Kreatinin;P

Opfølgning

Kilder

Referencer

  1. Lyngbye J. Lyngbyes Laboratoriemedicin. København. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 2010.
  2. Klajnbard A, Szecsi PB, Colov NP, Andersen MR, Jorgensen M, Bjorngaard B, et al. Laboratory reference intervals during pregnancy, delivery and the early postpartum period. Clin Chem Lab Med. 2010; 48.; 237-48. Vis kilde

Fagmedarbejdere

Nete Hornung

Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen