Talassæmi

Diagnose

Diagnostiske kriterier

• Den endelige diagnose stilles ved hjælp af genetiske analyser eller hæmoglobin elektroforese (HPLC teknik)

• HPLC har primært betydning for diagnostik af beta-talassæmier. For alfa-talassæmi bruges forskellige typer af PCR teknik, som også kan bruges for at påvise forskellige punktmutationer i beta- og alfa-globingenerne

Sygehistorie

Alfa-talassæmierne

• Alfa-talassæmierne forekommer hovedsageligt hos personer fra Sydøstasien og Kina, sjældnere hos afrikanere

• Personer, som er stille bærere (3 normale gener talassæmia minima), har normal hæmatologi og ingen symptomer

• Ved talassæmi trait (2 normale gener = alfa-talassæmia minor) er hæmatokrit reduceret (32-40 %, Hb typisk 5,5-7mmol/l) og MCV reduceret til 60-75 fL, men tilstanden giver ingen symptomer

• Hæmoglobin H sygdom (kun 1 bevaret normalt alfagen) giver kronisk hæmolytisk anæmi af variabel sværhedsgrad (talassæmia intermedia) med hæmatokrit 22-32 % (Hb typisk 4,5-6mmol/l) og MCV 60-70 fL

  • Akutte transfusionskrævende forværringer kan opstå i forbindelse med fysisk stress, f.eks. infektioner

• Fire defekte gener medfører svær hydrops føtalis (Hæmoglobin Barts) og spontan abort/dødfødsel. Enkelte børn overlever dog fostertilværelsen via intrauterine blodtransfusioner og sidenhen regelmæssige kroniske blodtransfusioner og jernkelering

Beta-talassæmierne

• Beta-talassæmierne findes først og fremmest i middelhavslandene, med særlig høj forekomst i Grækenland, Mellemøsten og Italien. Herudover er der forekomst i Indien, Kina og andre asiatiske lande samt hos afrikanere

• Beta-talassemia minor giver en let mikrocytær anæmi, som ikke har klinisk betydning, men hvor genetisk rådgivning jvf. ovenstående kan være relevant i fertil alder

• Beta-talassemia intermedia giver en kronisk hæmolytisk anæmi, med lejlighedsvist transfusionsbehov

  • Akutte transfusionskrævende forværringer kan opstå i forbindelse med fysisk stress, f.eks. infektioner

• Personer med beta-talassemia major er normale ved fødslen, men udvikler ved 3-6-månedersalderen alvorlig transfusionskrævende anæmi

  • Disse mangler HbA totalt, og har 90-96 % HbF

Kliniske fund

Alfa-talassæmi

• Kliniske fund ved alfa-talassæmier varierer ud fra omfanget af defekte gener 

• Stille bærere og personer med talassemia minor er normale ved klinisk undersøgelse

• Patienter med hæmoglobin H sygdom er blege og har splenomegali, evt. galdestensanfald

Beta-talassæmi

• Klinikken ved beta-talassæmi varierer også

• Talassemia minor

  • Personer med talassemia minor har ingen kliniske tegn til sygdom

• Talassemia intermedia

  • Ved talassemia intermedia ses sædvanligvis kun lette tegn på hæmolytisk anæmi, bl.a. splenomegali og evt. knogledeformiteter

  • Periodevise transfusioner giver på sigt hæmosiderose, men sjælden så alvorligt billede som ved talassemia major

  • Visse patienter med talassemia intermedia kan behøve regelmæssige blodtransfusioner for at sikre normal vækst og knogleudvikling

• Talassemia major

  • Børn med talassemia major udvikler vækstretardering, knoglemisdannelser (bl.a. unormal ansigtsudvikling), patologiske frakturer, endokrinopatier (specielt hypogonadisme), hepato-splenomegali og ikterus

  • Problemerne reduceres væsentligt ved regelmæssige transfusioner, men dette giver hæmosiderose, og symptomer som ligner hæmokromatose, såfremt der ikke gives jernkelerende behandling

TDT vs N-TDT: I litteraturen støder man desuden på begreberne TDT: transfusion dependent vs non transfusions dependent thalassæmi. Tilstandene svarer rimelig godt til TDT: Talassæmia major og nonTDT talassæmia intermedia, dog med et vist overlap mellem de to definitioner således at talassæmia intermedia i visse tilfælde er TDT

Supplerende undersøgelser i almen praksis

• Vigtige prøver i udredningen er Hb, hæmatokrit, MCV, retikulocytter, ferritin

• S-ferritin

  • Er særligt vigtig i monitoreringen af tilstanden og er en god indikator for kroppens jernlagre

  • Ferritin eller jernindholdet i leveren (leverbiopsi) kan ikke præcist forudsige jernaflejringer i hjertet. (For kvantitering af jernindhold i lever og hjerte kan anvendes særlig MR teknik (MR T2*))

• Hæmatologisk screening

  • Anbefales på personer med anæmi fra områder med høj prævalens

  • Hb, hæmatokrit, MCV, retikulocytter og ferritin bør være et minimum i udredningen

  • Hvis disse prøver giver mistanke om talassæmi, bør hæmoglobin elektroforese udføres

  • Denne screening er også anbefalet i forbindelse med svangerskab hos disse kvinder, som også er beskrevet i Svangreomsorgen kapitel 7 fra Sundhedsstyrelsen

Andre undersøgelser hos specialist eller undersøgelse på sygehus

• Blodudstryg og hæmoglobin elektroforese      

  • Blodudstryg viser lette afvigelser med bl.a. mikrocytter, hypokromi og evt. target celler

  • Hæmoglobin elektroforese viser normal fordeling mellem HbA, HbA₂ og HbF. Ingen HbH

• Prænatal diagnostik af talassæmier er tilgængelig ved hjælp af chorion villus biopsi og amniocentese

Fortolkning af undersøgelser

• Ved alfa-talassemia minor ses

  • Mild anæmi, hæmatokrit 32-40 %

  • Hb typisk 5,5-7mmol/l

  • MCV 60-75 fL

  • Normalt retikulocyttal

  • Normal jernstatus

• Hæmoglobin H sygdom giver

  • Variabel, alvorlig anæmi (hæmatokrit 22-32 %)

  • Hb typisk 4,5-6mmol/l

  • MCV 60-75 fL

  • Forhøjet retikulocyttal

  • (Blodudstryg tydeligt abnormt med hypokromi, mikrocytose, poikilocytose, anisocytose og target celler)

  • Hæmoglobin elektroforese påviser HbH, som udgør 10-40 % af hæmoglobinet

• Beta-talassemia minor

  • Mild anæmi, hæmatokrit 28-40 %

  • MCV 55-75 fL

  • (Blodudstryg viser lette afvigelser med bl.a. mikrocytter, hypokromi, acantocytter og evt. target celler)

  • Normal eller let øget mængde retikulocytter

  • Fordelingen mellem HbA, HbA₂ og HbF er henholdsvis 80-95 %, 4-8 % og 1-5 %, dvs. let forhøjet A2 og evt let forhøjet HbF

• Beta-talassemia major

  • Giver svær anæmi, uden transfusioner kan hæmatokrit falde til under 10 %

  • (Blodudstryg viser et meget afvigende billede, med betydelig poikilocytose, hypokromi, mikrocytter, target celler og kerneholdige erytrocytter)

  • Hæmoglobin elektroforese viser fravær af HbA, varierende mængde HbA2 og 90-96 % HbF

Differentialdiagnoser

• Jernmangelanæmi

  • Det er vigtigt at skelne talassæmi patienter fra personer med jernmangel. Jerntilskud har ikke nogen effekt ved talassæmi og kan give hæmosiderose over tid

  • Den vigtigste forskel er, at ved talassæmi er MCV betydelig lavere i forhold til graden af anæmi

  •  Kombinationen af jernmangel og talassæmi vil ofte sænke MCV yderligere end de enkelte tilstande hver for sig

  • Patienter med lav ferritin har sand jernmangel og kan relevant behandles med jerntilskud

• Andre hæmolytiske anæmier, bl.a. sfærocytose, eliptocytose, glukose-6-fosfat dehydrogenasemangel og seglcelleanæmi

Behandling

Behandlingsmål

• Sikre personer med asymptomatisk sygdom et normalt liv. Herunder sikre at personer med bærertilstand gives information om tilstanden og gøres opmærksom på risikoen for svær talassæmi, såfremt de får børn med en anden bærer

• Bedre overlevelsen til patienter med alvorlig talassæmi, uden at der udvikles komplikationer og bevare fertilitet for kvindelige patienter med alvorlig talassæmi. Forhindre sekundær hæmokromatose og organskade

• Forhindre at der fødes børn i Danmark med alvorlig hæmoglobinopati via screeningsprogrammer som beskrevet i svangreomsorgen

Generelt om behandlingen

• Behandlingstilbuddet er venteligt meget bedre i den rige versus den fattige del af verden

• Personer med talassemia minor

  • Er klinisk normale og behøver ingen behandling, skal ikke opfattes som syge

• Patienter med hæmoglobin H sygdom

  • Skal have substitutionsbehandling med folsyre. Forsigtighed med indtag af jern (tages kun ved påvist jernmangel, dvs. lavt ferritin)

  Patienter med alvorlig talassæmi

  • Behøver regelmæssige transfusioner for at opretholde Hb-niveauet på ca. 5,5-6,0 mmol/l, hvilket bedrer vækst og udvikling samt reducerer hepato-splenomegali og knogledefekter, idet graden af ekstramedullær hæmatopoiese bliver reduceret

  • Folat-substitution

  • For at begrænse udvikling af hæmosiderose indledes rutinemæssigt jernkelerende behandling med enten deferoxamin (gives parenteralt typisk subkutant 8-12 timer dagligt via en lille pumpe, 5-7 dage ugentligt) eller peroral behandling med deferasirox eller deferipron når der er givet 10-15 blodtransfusioner, og ferritin overstiger 1500

  • Splenektomi kan blive aktuelt, hvis hypersplenisme giver væsentligt øget transfusionsbehov

• Ved talassemia major

  • Er allogen knoglemarvstransplantation en mulighed, såfremt der er en egnet søskendedonor

  • Hvis transplantation foretages, før barnet har udviklet alvorlige hæmosiderose-associerede organskader, er langtidsoverlevelsen over 80 %, hvorimod prognosen ved transplantation i voksenalder er ringere

  • Der er udviklet genterapi til behandling af svær thalassæmi. Behandlingen kan tilbydes patienter, hvor særlige kriterier er opfyldt. 

Håndtering i almen praksis

• Patienter med betydende hæmoglobinsygdom følges typisk i hæmatologisk specialambulatorium

• Patienter med bærertilstand kan henvises til genetisk rådgivning (som regel via klinisk genetisk afdeling), såfremt der er risiko for at få afkom med svær hæmoglobinopati

Råd til patienten

• Være omhyggelig med at følge den jernkelerende behandling. Nedsat kompliance øger risiko for jernophobning og organskade. Patienter med bærertilstand vil have beskeden anæmi og som hovedregel ikke have symptomer på anæmi. Anæmien kan ikke afhjælpes, medmindre der samtidig er andre bidragende årsager ( så som jernmangel)

Medicinsk behandling

• Blodtransfusioner

  • Regelmæssige blodtransfusioner er nødvendige ved talassemia major

  • I og med at disse vil behøve livslang transfusionsbehandling, er det vigtigt at bruge frisk blod, helst under 10 dage gammelt

  •  Endvidere bør der udføres udvidet genotypning for at finde blod, som er forligeligt også for sjældnere blodtypeantigener med henblik på at reducere risikoen for udvikling af irregulære antistoffer, som ellers på sigt kan gøre det vanskeligt at finde forligeligt blod til patienten

  • Intermitterende transfusioner i forbindelse med akutte forværringer af intermediær talassæmi og hæmoglobin H sygdom

• Folatsubstitution 5 mg dagligt

• Jernkelering. Hos børn bruges primært deferoxamin, som gives parenteralt via en lille pumpe. Patienten skal være tilkoblet pumpen (typisk henover natten) i 8-12 timer 5-7 dage ugentligt. Der er udviklet perorale (men dyrere alternativer) såsom deferasirox eller deferipron

• Hydroxyurea?

  • Forsøgsvis benyttes hydroxyurea, som er etableret behandling ved seglcelleanæmi-kriser. Kan reducere splenomegali og transfusionsbehov (bl.a. ved at øge mængden af hæmoglobin F) hos udvalgte patienter, men virker ikke hos alle patienter

• Hormonsubstitution?

  • Er indiceret ved endokrin svigt

• Osteopeni og osteoporose

  • Er ofte udbredt blandt ældre patienter

  • Kræver nøje monitorering af kelatbehandlingen, livsstilsjusteringer (øget indtag af kalcium, fysisk aktivitet og afholdenhed fra rygning), hormonbehandling og vitamin D

• Hyperkoagulabilitet

  • Tromboemboliske komplikationer er ikke sjældne, særligt blandt dem som er splenektomerede og som sjældent får transfusioner

  • Unormale mængder af koagulationsfaktorer og deres hæmmere fører til en kronisk hyperkoagulabel tilstand

  • Øget antal kerneholdige erytrocytter i det perifere blod ser ud til at øge tromboserisikoen. Antallet stiger ofte efter splenektomi 

  • Optimal behandling er foreløbig uafklaret

• Eksperimentelle behandlinger

  • Genterapi er udviklet og ser ud til at kunne gøre transfusionsafhængige talassæmipatienter transfusionsfrie. Der savnes stadig langtidsopfølgning. Behandlingen kan tilbydes patienter, hvor særlige kriterier er opfyldt. 

Anden medicinsk behandling

• Patienterne har en øget risiko for infektioner, navnlig efter splenektomi. Patienter bør gennemføre relevant vaccinationsprogram (pneumokok-, hyæmophilus influenzae- og meningokok-vaccination) og bør have penicillin tilgængelig i hjemmet i tilfælde af feber 

• Patienter, som jernkeleres med deferipron, har risiko for at udvikle neutropeni og agranulocytose. Bør følges med kontrolblodprøver hver- til hver anden uge, og bør gøres bekendt med risiko og hvornår der skal søges læge

Jernoverbelastning

• Bidrager betydeligt til morbiditet og mortalitet ved talassæmi

• Jernaflejringer i viscerale organer - hovedsageligt hjerte, lever og endokrine kirtler - giver vævsskade og fører efterhånden til dysfunktion og organsvigt

• Hjerteproblemer som følge af jernoverbelastning er fortsat den primære årsag til død

• Både overbelastning som følge af transfusioner og øget gastrointestinal optagelse bidrager

• Jernkelat behandling har bedret livsudsigterne for patienter med talassemia major

• Deferoxamin var tidligere den mest brugte kelator, men den har sine begrænsninger: skal gives parenteralt over lang tid, bivirkninger og omkostninger. De perorale lægemidler Deferipron og deferasirox er alternativer til deferoxamin, og efterhånden er prisen reduceret så betydeligt at de ofte anvendes som første valg

Anden behandling

Hæmatopoietisk stamcelle transplantation

• Er den eneste kurative behandling, men brugen er begrænset ofte som følge af mangel på HLA-matchede, beslægtede donorer

• Lavrisiko patienter (vurderet ud fra fibrose i leveren som følge af jernophobning): (talassæmi klasse 1 og 2 (ingen fibrose) har opnået udmærkede resultater, mens højrisikopatienter (klasse 3) har langt dårligere resultater. Et omfattende forbehandlings-regime har imidlertid bedret resultaterne, også for de i klasse 3

• Brug af matchende, ubeslægtede donorer har øget donor-poolen, og udvidet haplo-typing har givet lige gode resultater som med matchende, beslægtede donorer

• Transplantationer med navlesnorsblod er ofte mislykket, fordi der behøves større mængder transplanterede celler

• Hvis transplantationen er vellykket, vil transfusioner og sædvanligvis også kelat-behandling ikke længere være nødvendig

Forebyggende behandling

• Prænatal diagnostik

  • PCR-teknologi har været brugt i mere end 10 år til at opdage punktmutationer eller deletioner i form af DNA-tests i første trimester

  • Da svangerskabsafbrydelse er uacceptabelt for nogle personer, er der nu udviklet metoder for diagnostik før implantationen

• Præimplantations genetiske tests

  • Indebærer konventionel in vitro fertilisering, efterfulgt af fjernelse af 1-2 celler fra blastomeren på dag 3

  • PCR bruges til at påvise talassæmi-mutationer i cellerne, som er blevet fjernet, således at talassæmi-frie blastomerer kan vælges ud for implantation

  • Metoden er ikke fejlfri

  • Nylig er metoden blevet udvidet med HLA-typning af fosterbiopsier, hvilket gør det muligt at selektere et embryo, som ikke har talassæmi, og som kan tjene som stamcelledonor til afficerede børn i samme familie

  • Teknologien indebærer etisk dilemma

Henvisning

• Ved alvorlig sygdom skal patienten henvises til hæmatolog

• Henvisning til genetisk rådgivning er aktuelt for risiko-forældre

  • Oprindelse fra område med høj prævalens

  • Par hvor en eller begge har talassæmi

  • Forældre som har født børn med talassæmi tidligere

Opfølgning

Plan

• Personer med talassæmia minor  behøver ingen fast opfølgning

• Beta-talassæmia major og intermedia behøver regelmæssige kontroller +/- transfusioner efter fast program

Hvad bør man kontrollere?

• Patienter, som kommer til regelmæssige transfusioner, bør følges med bl.a. Hb, hæmatokrit, retikulocytter, MCV, og ferritin. Evt. glukosebelastning, DEXA-scanning og vækstdiagrammer for børn 

• Ved mistanke om udvikling af alvorlig hæmosiderose er leverbiopsi bedste metode for at afgøre, om der er tilkommet organkomplikationer, men erstattes ofte af ikke-invasive metoder så som elastometri (fibrosescanning) og MR T2*, som kan kvantitere jernindhold i lever og hjerte

Sygdomsforløb, komplikationer og prognose

Sygdomsforløb

• Talassemia minor

  • Vil sædvanligvis være asymptomatiske og have et normalt livsforløb

• Talassemia intermedia og hæmoglobin H sygdom

  • Vil patienterne sædvanligvis være asymptomatiske, men vil i perioder med fysisk stress kunne udvikle transfusionskrævende anæmi

• Beta-talassæmia major

  • Udvikler alvorlig transfusionskrævende anæmi ved 6 måneders alderen

  • Disse vil med tiden udvikle en transfusionsudløst hæmokromatoselignende tilstand med alvorlige organkomplikationer og tidlig død

• Alfa-talassemia major

  • Er uforenelig med liv medmindre der gives in utero transfusioner.

Komplikationer

• Ubehandlet vil alvorlig beta-talassæmi give en lang række komplikationer som svær anæmi, splenomegali, knogledeformiteter, osteopeni, patologiske frakturer og infektionstendens

• Multiple transfusioner, særligt ved talassemia major, giver svær hæmosiderose og et hæmokromatoselignende billede med bl.a. hjertesvigt, cirrose og endokrinopatier (hypopituitarisme). Disse personer vil som regel dø i ung alder pga. hjertesvigt eller cirrose

  • Der er også en vis risiko for overførsel af smitsomme sygdomme, f.eks. hepatitis B, hepatitis C og HIV

Prognose

• Afhænger af omfanget af talassæmien

• I den rige del af verden betyder et omfattende tilbud af højkvalitets-medicin, at livslængden øges, og at livskvaliteten forbedres

• I den fattige del af verden dør mange med talassæmi som børn eller unge

Baggrundsoplysninger^{1,2,3,4,5,6,7,8,9,10,11,12}

Definition

• Talassæmier er en gruppe autosomalt recessivt arvelige tilstande karakteriseret ved mikrocytær anæmi af varierende sværhedsgrad

• Talassæmierne kan både karakteriseres som hæmolytiske anæmier, hypoproliferative anæmier og som anæmier forårsaget af defekt hæmoglobin med ineffektiv erytropoiese

• Sygdommen kan afficere en lang række organer, og komplikationerne er mange

• Hæmoglobinopatier er en stigende diagnostisk udfordring i Skandinavien som følge af indvandring

Forekomst

• Forekomsten af talassæmier varierer betydeligt mellem forskellige geografiske regioner

• På verdensplan er ca. 15 millioner mennesker ramt af klinisk symptomgivende talassæmi

• Hvert år fødes globalt 300.000-400.000 børn, som er svært syge af en arvelig hæmoglobin sygdom

• 4,8 % af verdens befolkning er asymptomatiske bærere af globin-varianter

• Alfa-talassæmierne

  • Forekommer hovedsageligt hos personer fra Sydøstasien, Kina, Indien og Mellemøsten, sjældnere hos afrikanere

• Beta-talassæmierne

  • Findes først og fremmest i Middelhavslandene, særligt Grækenland, Italien, Mellemøsten og Spanien. Cypern, Sardinien og Malta er specielt hårdt ramt. I tillæg forekommer enkelte tilfælde i Indien, Kina og andre asiatiske lande samt hos afrikanere

• Antallet af tilfælde med talassæmi falder i den udviklede del af verden, som Europa og USA, som følge af effektive screeningsprogrammer

Ætiologi og patogenese

• Talassæmi er en klinisk heterogen tilstand, fordi forskellige genetiske læsioner kan forstyrre globin-kæde syntesen

• Evolution

  • I evolutionssammenhæng antages udviklingen af talassæmi at hænge sammen med, at sygdommen beskytter mod infektion med plasmodium falciparum malaria

  • Dette forklarer den geografiske distribution af sygdommen i områder, som historisk eller aktuelt er endemiske for udbredelsen af malaria 

• Hæmoglobiner hos raske

  • Hos raske voksne udgør HbA (alfa₂beta₂) ca. 98 % af alt hæmoglobin, HbA₂ (alfa₂delta₂) 1-2 % og HbF (føtalt hæmoglobin, alfa₂gamma₂) mindre end 1 %

  • HbA er dannet ud fra en tetramer med to alfaglobinkæder og to betaglobinkæder (alfa₂beta₂)

  • Der findes to gener som koder for alfa-globin, begge er lokaliseret til kromosom 16. Totalt har hver person dermed fire alfa-globin gener

  • Genet for beta-globin er lokaliseret til kromosom 11

• Hæmoglobiner hos patienter med talassæmi
  

  • Hæmoglobinopati er en fællesbetegnelse for tilstande, hvor hæmoglobinsyntesen er påvirket. Disse kan opdeles i kvantitative defekter og kvalitative defekter

  • Talassæmi skyldes reduceret syntese af en af globin-kæderne, som danner HbA (alfa- eller betaglobulin) og er herved en kvantitativ defekt

  • Dette medfører reduceret syntese af hæmoglobin og dermed defekt hæmoglobinisering af erytrocytterne

  • Resultatet bliver hypokrom, mikrocytær anæmi

  • Kvalitative defekter medfører en normal mængde, men et kvalitativt forskelligt hæmoglobinmolekyle, hvis fysiske eller kemiske egenskaber er ændret, hvilket f.eks. ses ved HbSS, seglcelleanæmi, hvor HbS kan polymerisere og danne seglformede erytrocytter

Alfa-talassæmier

• Skyldes vanligvis deletion i et eller flere af generne, som koder for alfa-globin

• Da både HbA, HbA₂ og HbF består af alfa-globin, er den relative fordeling af hæmoglobin hovedtyperne ikke ændret ved alfa-talassæmi

• Det kliniske billede afgøres af, hvor mange af de fire gener, som er afficeret

  • Personer med tre normale gener danner tilstrækkelig alfa-globin til at have normal hæmoglobinværdi (stille bærere, talassemia minima)

  • Ved to normale gener betegnes tilstanden talassæmi trait eller alfa-talassemia minor

  • Når kun et gen er funktionelt, har patienten hæmoglobin H sygdom. Disse har primært ekstravaskulær hæmolyse med destruktion af erytrocytter i milt og lever

  • Hvis ingen af generne fungerer (alfa-talassemia major, hæmoglobin Barts), er dette som udgangspunkt uforeneligt med liv og resulterer i spontan abort/dødfødsel pga. hydrops føtalis (medmindre tilstanden opdages in utero, hvor intrauterine blodtransfusioner kan redde fosteret)

Beta-talassæmier

• Beta-talassæmier er oftest forårsaget af en eller flere punktmutationer i beta-globin genet og sjældent af deletioner

  • Over 200 sådanne mutationer er kendt

• Resultatet bliver reduceret eller ophørt syntese af beta-globin, hvilket afficerer en række organer og er forbundet med betydelig morbiditet og mortalitet

• Defekter som medfører ophørt ekspression af beta-globin genet, betegnes beta⁰, mens defekter som giver reduceret produktion, kaldes beta⁺

• Den reducerede syntese af beta-kæder giver relativt øget andel HbA₂ og HbF i forhold til HbA, eftersom delta- og gammakæderne til en vis grad erstatter beta-globin

• Produktionen af alfa-globin er normal, og overskuddet af disse kæder vil danne tetramerer som ødelægger erytrocytterne

  • Dette giver primært intramedullær og i mindre grad perifer hæmolyse

• Anæmi og ineffektiv erytropoiese stimulerer knoglemarven, som bliver hyperplastisk

  • I udtalte tilfælde fortrænger hyperplasien normal knoglestruktur og medfører knoglemalformationer, osteopeni og patologiske frakturer

• Det kliniske billede afgøres af, hvor stor produktionen af beta-globin er

  • Homozygot beta⁰ betegnes beta-talassemia major

  • Homozygot beta⁺ kaldes beta-talassemia intermedia

  • Personer med heterozygot beta⁰ eller heterozygot beta⁺ har beta-talassemia minor

Disponerende faktorer

• Talassæmier er autosomalt recessive sygdomme

ICPC-2

ICD-10/SKS-koder

Patientinformation

Hvad bør du informere patienten om

• Informere om sygdommen og eventuel behandling

• Genetisk rådgivning til forældre med talassæmi, eller som har fået børn med talassæmi

• Forældrene informeres om muligheden for prænatal diagnostik

• Videncenter for Arvelige Hæmoglobinsygdomme, Hæmatologisk afd. Rigshospitalet

Link til patientinformation

• Talassæmi

Link til vejledninger

• Dansk Pædiatrisk Selskab: Thalassæmi (2018)

• Sundhedsstyrelsen: Anbefalinger for svangreomsorgen (2021)

• Forløbsbeskrivelser og regionale pakkeforløb