Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Lutropin (LH)

Tip en ven

Sidst fagligt opdateret: 15.03.2011

Definition

  • Koncentrationsmåling af lutropin (LH) i serum, målt i int.enh./L
  • Synonymer: Luteiniserende hormon (LH)
  • LH er et gonadotropin, som stimuleres af gonadotropin releasing hormon (GnRH) fra hypothalamus
  • Dannes i hypofyseforlappen og stimulerer gonaderne
    • Udvikling
    • Dannelsen af kønshormoner i ovarierne og testiklerne
      • Østradiol og progesteron i ovarierne
      • Testosteron i Leydigcellerne i testis
  • Der findes et kompliceret samspil mellem hypothalamus-hypofyse- gonade systemet, hvor høj koncentration af kønshormoner hæmmer direkte eller indirekte udskillelse af gonadotropiner fra hypofysen – negativ feedback
  • Hypofyse-gonadeaksen påvirkes også af andre hormoner
    • Prolaktin
    • Thyroideahormoner
    • Binyrebarkhormoner
  • Under menstruationscyklus stiger østradiol kraftigt præovulatorisk. På dette og kun dette tidspunkt udøver østradiol positive feedback på LH, og genererer således en dramatisk stigning I LH
  • Den pludselige stigning i LH-koncentrationen i blodet (LH-peak) er en essentiel faktor for udløsningen af ovulation, som indtræder ca. 36 timer senere efter begyndende LH-stigning

     Lutropinzoom

Mænd

  • Pulsativ LH frigørelse fra hypofysen
    • Små toppe hver eller hver anden time

Generelt

  • Koncentrationen i blodet behøver ikke at være et udtryk for effekten af hormonet i målorganet, hvor ekspressionen kan variere afhængigt af receptorforhold og lokal metabolisering

Referenceintervaller

S-Lutropin

  • Fertile kvinder
    • Follikulær fase: 2,4 – 12,6 int.enh./L
    • Ovulationsstop: 14,0 – 96 int.enh./L
    • Lutealfase: 1,0 – 11,4 int.enh./L
    • Gravide: <0,4 int.enh./L
  • Børn
    • Piger 1 – 10 år: <4,0 int.enh./L
    • Drenge 1 – 10 år: <3,0 int.enh./L
  • Voksne
    • Mænd >10 år: 1,7 – 8,6 int.enh./L
    • Postmenopausale: 7,7 – 59,0 int.enh./L
  • Referenceintervallet er afhængigt af analyseudstyr/analysemetode på den lokale biokemiske afdeling.

Indikationer

  • Diagnostik af sygdomme i hypothalamus/hypofyse/gonadesystemet
  • Blødningsforstyrrelser
    • Amenoré
      • Primær og sekundær
    • Oligomenoré
  • Infertilitet
    • Anovulatoriske blødninger
  • Fastlæggelse af ovulationstidspunktet
  • Påvisning af klimakterium

Prøvetagning

  • Veneblodprøve
    • Serum – rør uden antikoagulans - rød prop med eller uden gel
  • Blodprøverne må tages på bestemte tidspunkter i den forventede menstruationscyklus evt. serielt for at få et indtryk af den pulsative variation

Fortolkning

Generelt

  • Analyseresultaterne skal ses i sammenhæng med patientens alder, køn og kliniske symptomer, og for fertile kvinders vedkommende også menstruationscyklus

Høje værdier af S-Lutropin (LH)

  • Gonadeinsufficiens, -agenesi eller dysgenesi så den negative feedback mangler
  • Degeneration eller skader på ovarier eller testis
    • Kastration
    • Postmenopausale kvinder
  • Forhøjet LH og især forhøjet LH/FSH ratio
  • Pubertas præcox
    • Niveau svarende til fertile kvinder

Lave værdier af S-Lutropin (LH)

  • Lidelser eller skader i hypothalamus og hypofysen
    • Hypothalamist amenoré
    • Hypothalamisk udeblevet pubertet
    • Hypogonadotrop eunukoidisme
  • Funktionelle lidelser eller skader i hypothalamus og hypofysen
  • Adrenogenitalt syndrom

Opfølgning af unormale resultater

  • Ved primær amenoré og hypergonadotropisme anbefales kromosomundersøgelse
    • Turners syndrom
  • Ved primær amenoré og lave eller normale LH og FSH niveauer udføres
  • Hvis LH er let forhøjet hos en dreng, kan den gentages evt. som seriemåling inden for en time

Fejlkilder

  • Betydelig irregulær døgnvariation

Illustration

Kilder

Referencer

  • Schaffalitzky de Muckadell O, Haunsø S, Vilstrup H, reds. Medicinsk Kompendium. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S; 2009
  • Biskop ML, Düben-Engel Kirk JL, Fody EP: Klinisk kemi principper, procedurer, korrelation. Philadelphia, Lippincott, 1996
  • Stakkestad JA, Åsberg A. Brukerhåndbok. Klinisk kjemi. Haugesund: Akademisk Fagforlag A/S, 2. opplag, 1997.
  • Nilsson-Ehle P (red.). Laurells klinisk kemi i praktisk medicin. 8. udg. Lund: Studentlitteratur, 2003.
  • Lyngbye J, Kjær A, Ladefoged SA, Nissen PH. Lyngbyes laboratoriemedicin. 2. udg. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, 2010.

Fagmedarbejdere

  • Annebirthe Bo Hansen, overlæge, ph.d., Klinisk Biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest
  • Hans Christian Kjeldsen, speciallæge i almen medicin, ph.d., praktiserende læge, klinikchef, Århus Universitetspraksis og ekstern lektor ved afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Århus Universitet
  • Geir Thue, spesialist i alllmennmedisin, dr. med., NOKLUS og Oasen Legesenter, Bergen
  • Sverre Sandberg, overlege, professor i allmennmedisin, Nasjonalt kompetansesenter for porfyrisykdommer, Laboratorium for klinisk biokjemi, Haukeland Sykehus og Seksjon for allmennmedisin, Universitetet i Bergen
Link til Patienthåndbogen