Spasticitet

Diagnose

Sygehistorie

• Stivhed specielt ved start af bevægelsen
• Sjældent ledkontrakturer
• Ved kronisk spasticitet kan urinvejsinfektioner, blæresten, obstipation, og smerter øge spasticiteten

Kliniske fund

• Øgningen i muskeltonus afficerer forskellige muskelgrupper i forskellig grad
• I overekstremiteterne er tonus øget i større grad i flexormuskulatur end i extensormuskulatur
• I underekstremiteterne er tonus mest øget i extensormuskulatur og mindre i flexormusklerne
• Modstanden ved bevægelser er størst i starten af den passive bevægelse og aftager efterhånden, foldekniv-fænomen
• Øgningen i tonus hastighedsafhængig, med mest modstand mod bevægelse ved høj hastighed

Supplerende undersøgelser i almen praksis

• Ved undersøgelse af muskler er der modstand mod passiv bevægelse, og der ses i reglen andre tegn på læsion af 1. motorneuron, herunder hyperrefleksi

Andre undersøgelser hos specialist eller undersøgelse på sygehus

• Sensoriske udfald kan være med til at vurdere, hvor skaden, som er årsag til spasticiteten, er lokaliseret i centralnervesystemet

Differentialdiagnoser

• Spasticitet skal skelnes fra rigiditet, en anden tilstand med muskulær hypertoni, hvor tonusændringen er jævn gennem hele bevægelsen og hastighedsuafhængig
• Spasticitet er som at åbne en foldekniv, stor modstand til at starte med og siden lille modsat, medens rigiditet er jævn modstand, (blyrørsrigiditet) eller hakkende (tandhjulsrigiditet)
• Rigiditet ses ved sygdomme i basalganglierne typisk Parkinsonisme

Behandling

Behandlingsmål

• Der sigtes mod at afhjælpe spasticiteten, uden at at funktionen påvirkes negativt
• Udvikling af kontrakturer skal undgås

Generelt om behandlingen

• Er ikke altid ønskelig, fordi stivheden kan hjælpe til standfunktion
• Fysioterapi er førstevalg
• Baclofen og tizanidin er mest benyttet

Håndtering i almen praksis

• Diagnose og udredning foregår hos neurolog
• Håndtering af behandling (når diagnosen er stillet) varetages i almen praksis (medicinsk behandling og fysioterapi)

Råd til patienten

• Træning (fysioterapi) er vigtig for at bibeholde funktion og undgå kontrakturer.

Medicinsk behandling

• Baclofen
  
  • Startdose 5 mg x 3
  • Øgning med 5 mg x 3 hver 3. dag indtil optimal dosis, som varierer fra 30-75 mg/døgn
  • Intratekal behandling
    • Hos selekterede patienter, hvor spasticiteten bliver kronisk og meget invaliderende, kan der indopereres programmerbar infusionspumpe, hvor baclofen kontinuerligt gives intratekalt (baklofenpumpe)
    • Bivirkningerne knyttet til peroral behandling undgås, men standfunktion ophæves
• Tizanidin  som depotformulering
  • Start dosis: 6 mg, 1-2 gange dgl.
•  Botulinum toxin
  • Botulinum toxin kan bruges ved udtalt og invaliderende spasticitet i store som i små muskelgrupper
    • Kan kun gives lokalt
    • Er en specialistopgave

Andre medicinske behandlinger

• Diazepam, clonazepam, dantrolene natrium, gabapentin og pregabalin 
• Ved manglende effekt af disse præparater kan cannabis ekstrakt afprøves

Anden behandling

Ikke-medikamentel behandling

• Kontrakturprofylakse i form af langsom, gentaget strækning af musklerne

Forebyggende behandling

• Fejlstillinger skal forsøges forebygget
• Udtalte kontrakturer udelukker vellykket behandling, medmindre hovedproblemet er smertefulde spasmer

Henvisning

• Ved udredning henvises til neurolog
• Efter diagnose henvises til fysioterapi

Opfølgning

• Opfølges hos praktiserende læge, henvisning til neurolog ved forværring af spasticitet eller behov/vurdering af supplerende behandling.

Sygdomsforløb, komplikationer og prognose

Sygdomsforløb

• Spasticitet udvikles ofte først dage eller uger efter en akut læsion

Komplikationer

• Svær spasticitet fører let til ledkontrakturer, kan være smertefuld og vanskeliggøre hygiejne

Prognose

• Der er ofte tale om stabile symptomer gennem mange år, hvor funktion/fejlstilling kan vedligeholdes med træning (fysioterapi)

Baggrundsoplysninger

Definition   

• Spasticitet er hastighedsafhængig øgning af muskeltonus
• En patologisk øget muskeltonus i skeletmuskulatur, som påvirker forskellige muskelgrupper i forskellig grad
• Årsagen er at finde i centralnervesystemet og kan være cerebral, spinal eller en kombination

Ætiologi og patogenese

• Skade af descenderende inhibitoriske baner til rygmarvens motoriske forhorn, således at impulstrafikken i refleksbuerne øges, hvilket medfører, at senereflekserne bliver livligere
• Ved perifere nerveskader forekommer ikke spasticitet

Disponerende faktorer

• Hos børn cerebral parese
• Hos voksne apopleksi, multipel sklerose, rygmarvsskader med mere
  • Ovenstående kan forværres ved yderligere irritation i form af f.eks. urinvejsinfektion, blæresten, obstipation, smerte, længere tids immobilisation

ICPC-2

ICD-10/SKS-koder

Patientinformationer

• Information om spasticitet

Link til vejledninger

• National Neurologisk behandlingsvejledning om spasticitet
• National Neurologisk behandlingsvejledning om behandling af spasticitet
• National Neurologisk behandlingsvejledning om peroral behandling af spasticitet

Illustrationer

Plancher eller tegninger

• Hjernebark og hjernestamme, medialt
• Hjerne med ventrikelsystem
• Hjernebark, funktionel inddeling