Costellos syndrom

Flemming Skovby

Speciallæge

Indledning 

  • Costellos syndrom er en sjælden medfødt sygdom med spiseproblemer, dårlig trivsel, udviklingshæmning, hypermobile led, fejlstillinger af led, blød hud, påfaldende ansigtstræk, hjertesygdom og øget risiko for visse ondartede svulster
  • Symptomerne varierer i antal og sværhedsgrad
  • Selv om børn med Costellos syndrom ved fødslen kan være større end gennemsnittet, har de svært ved at spise og vokser langsommere end andre børn
  • Prognosen afhænger af sværhedsgraden af hjertesygdom og af forekomsten af ondartede svulster

Basisoplysninger

Synonymer

  • CS
  • Faciocutaneoskeletale (FCS) syndrom

Forekomst

  • Den anslåede hyppighed er 1 per 300.0001
  • Der er beskrevet omkring 300 patienter på verdensplan 

Årsager

  • Mutation i HRAS (Harvey rat sarcoma viral oncogene homologue)-genet. CS er en såkaldt RASopati.2  De fleste tilfælde er sporadiske (nyopståede mutationer)

Disponerende faktorer

  • Ingen kendte

Sygdomstegn

Det er som regel den dårlige trivsel som gør, at man bliver opmærksom på, at noget er galt med barnet. Børnene har svært ved at spise, men selv hvis de får tilført tilstrækkeligt med mad og væske, vokser de ikke normalt.

Næsten alle har

  • Tidlige spiseproblemer, der først bedres i 2-4 års alder
  • Dårlig trivsel
  • Lille højde
  • Grove ansigtstræk med stor mund og kraftige læber
  • Sparsomt, krøllet hår
  • Forsinket udvikling

Mange, men ikke alle, har

  • For meget fostervand (polyhydramnion) og høj puls (atrial takykardi) som fostre 
  • Vægt over gennemsnittet ved fødslen, men kort tid efter svære spiseproblemer og vægttab
  • Stort hovedomfang i forhold til længde og vægt (relativ makrocefali)
  • Påfaldende ansigtstræk med runde kinder, lavtsiddende ører med store øreflipper og fremadrettede brede næsebor. Se fotos i ref. 1 og i GeneReview
  • Løse folder af overskydende, blød hud med dybe furer i håndflader og fodsåler
  • Mørkere farve (pigmentering) af hud end familiemedlemmer
  • Papillomer (vorter) i ansigt, men også på krop, arme/ben og omkring endetarmsåbning, fra barnealderen
  • Tidlig aldring af hud med hårtab
  • Hypermobile led, fejlstillinger (ulnar deviation) af håndled og fingre, hofteskred (hoftedysplasi), og (hos ældre patienter) skæv ryg (kyfoscoliose)
  • Hjerte-karsygdom med forstørret hjerte, forsnævring af lungearterien (valvulær pulmonalstenose), rytmeforstyrrelser (ektopisk eller multifokal atrial takykardi), forstørrelse og svækkelse af hjertemuskulaturen (hypertrofisk kardiomyopati), der kan være livstruende
  • Vejrtrækningsproblemer (obstruktion af luftveje) 
  • Udviklingshæmning fra fødslen
  • Autistiske symptomer de første leveår
  • Imødekommende personlighed
  • Muskelslaphed (hypotoni)
  • Epilepsi hos 30-50 %
  • Hydrocefalus (vand i hovedet), cystiske hulrum i rygmarven (syringomyeli) og stramning af rygmarven (tethered spinal cord)
  • Stramme achillessener fra sene barnealder
  • Langsom vækst, evt. mangel på væksthormon, forsinket knoglealder og pubertet
  • Nedsat knogletæthed (osteoporose) hos unge voksne 
  • Sluthøjde 135-150 cm
  • Risiko på 15 % for ondartede svulster inden 20 års alder, især rhabdomyosarkom og neuroblastom hos børn samt blærecancer hos unge

Diagnose

  • Baseret på de kliniske fund 
  • Bekræftes ved fund af mutation i HRAS (blodprøve)

Diagnosekode

ICD10

OMIM

  • 218040

Differentialdiagnoser

Behandling og andre tiltag1

  • Spiseproblemer, hjertesygdom, papillomer, ondartede svulster – følger sædvanlige retningslinjer. De fleste børn har behov for tilførsel af ernæring via sonde til mavesækken (PEG) de første år
  • Stimulation og støtte af udviklingen
  • Fysioterapi, skinner eller kirurgi for problemer i bevægeapparatet
  • Regelmæssig screening med ultralyd af hjerte
  • Regelmæssig screening med ultralyd for svulster (rhabdomyosarkomer, neuroblastomer) til 8-10 års alder
  • Regelmæssig screening af urin for blod (hæmaturi) fra 10-års alder pga. risikoen for blærecancer  
  • Tilskud af væksthormon er kontroversiel

Genetisk rådgivning

  • De fleste patienter har en nyopstået mutation
  • Der er fuld penetrans, dvs. at alle med mutation får tegn på sygdommen
  • Arvegangen er i princippet autosomal dominant, dvs. med 50 % risiko for at føre sygdommen videre til børn, men de færreste patienter forplanter sig
  • Gentagelsesrisikoen hos kommende søskende er lille, men der anbefales prænatal diagnostik ved moderkagebiopsi pga. den dokumenterede (lille) risiko for mosaik for mutationen i en af forældrenes kønsceller (gonademosaik)
  • Der er mulighed for prænatal diagnostik ved moderkagebiopsi, hvis mutationen er kendt. Anbefales pga. risikoen for mosaiktilstand for mutationen hos en af forældrene  

Særlige behov

Sociale ydelser

Ressourcer

  • VISO - Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation på det sociale område og på specialundervisningsområdet. VISO kan for eksempel rådgive om, hvordan kommunen kan tilrettelægge en faglig indsats, eller hvad et tilbud kan indeholde. VISO yder rådgivning til kommuner, borgere og kommunale, regionale og private tilbud 
  • DUKH - Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet er en selvejende institution under Social- og Indenrigsministeriet. Medvirker til at styrke retssikkerheden for mennesker med et handicap ved at give uvildig rådgivning til mennesker med handicap og deres pårørende i sager, der måske er gået i hårdknude, eller hvor borgeren føler sig uretfærdigt behandlet
  • Sjældne Diagnoser - Selvstændig paraplyorganisation for små, landsdækkende patientforeninger for familier og voksne med sjældne sygdomme og handicap, se www.sjaeldnediagnoser.dk. Sjældne Diagnoser har en Helpline/telefonrådgivning, som tilbyder information, rådgivning og mestringsstøtte, og som kan hjælpe med kontakt til andre patienter og pårørende
  • Sjældne-netværket - Sjældne-netværket er et tilbud til mennesker med sjældne sygdomme og handicap samt til deres pårørende, der ikke har en forening i Danmark at henvende sig til og måske melde sig ind i. Sjældne-netværket administreres af Sjældne Diagnoser, der er paraplyorganisation for hovedparten af foreningerne på sjældneområdet. Sjældne-netværkets formål er at skabe kontakt mellem personer og familier, der lever med den samme sjældne sygdom. Sjældne Diagnoser har et netværk for Costellos syndrom
  • Støtteforening i Storbritannien - CostelloKids

Placering i sundhedsvæsenet

  • Børneafdelinger, Centrene for Sjældne Sygdomme på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital  

Links/Vidensressourcer

Kilder

Referencer

  1. Gripp KW, Morse LA, Axelrad M, Chatfield KC, Chidekel A, Dobyns W, Doyle D, Kerr B, Lin AE, Schwartz DD, Sibbles BJ, Siegel D, Shankar SP, Stevenson DA, Thacker MM, Weaver KN, White SM, Rauen KA. Costello syndrome: Clinical phenotype, genotype, and management guidelines. Am J Med Genet A. 2019; 179.; 1725-1744. PubMed
  2. Hebron KE, Hernandez ER, Yohe ME. The RASopathies: from pathogenetics to therapeutics. Dis Model Mech. 2022; 15.. PubMed

Fagmedarbejdere

Flemming Skovby

Speciallæge i pædiatri og klinisk genetik, tidl. overlæge, professor, dr.med., Sjællands Universitetshospital

Erling Peter Larsen

Speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen