Albumin

Lennart Friis-Hansen

speciallæge

Resumé

  • Måling af plasma albumin-koncentrationen bruges især som markør for leverens syntese funktion og for nyrens filtreringsevne, men det er også markør ved flere andre sygdomme og tillige en risikomarkør ved f.eks kronisk nyresvigt

Definition

  • Koncentrationen af albumin i plasma, målt i gram per liter (g/L)

Grupper

Synonymer

  • Plasma-Albumin; P-Albumin; Serum-Albumin; S-Albumin; ALB

Indikationer

  • Indikationerne fremgår indirekte af informationerne i afsnittet om fortolkning nedenfor, men omfatter i almen praksis især mistanker om:      
    • Akutte og især kroniske inflammatoriske sygdomme
    • Malign sygdom 
    • Nyre-, hjerte-, lever- og tarmsygdomme  
    • Forstyrrelser i vand- og elektrolytstofskiftet af enhver art
    • Under- og/eller fejlernæring
  • Som supplement til analyser af albuminbundne komponenter, især P-Calcium

Fortolkning1

Høje værdier

  • Albumin bliver aldrig overproduceret, så forhøjede plasmakoncentra­tioner ses kun ved reduktion af vandfasen, dvs. dehydrering

Lave værdier

  • Inflammatorisk respons ("negativ fasereaktion"). Det ses både ved akutte og kroniske inflammatoriske tilstande og er en af de hyp­pig­ste årsa­ger til lave værdier. Responset skyldes en kombina­tion af flere af de nedennævnte mekanismer
  • Maligne sygdomme, især fx myelomatose med store M-komponenter
  • Ekspansion af plasmas vandfase, fx ved overhydrering
    • Analysen er i den sammenhæng værdifuld til vurdering af årsagerne til fx en (uventet) faldende B-Hæmoglobin
  • Reduceret syntese, fx ved svær leversygdom (især cirrose), ved underernæring (eller malnu­tri­tion, fx hos ældre og ved anorexia nervosa), og ved malab­sorption
    • På grund af leverens store produktionska­pa­citet ses et faldende P-Albumin som regel først ved svær paren­ky­ma­tøs leveraffektion og skyldes ofte et samtidigt øget tab til as­cites­væske, og underernæring
  • Øget nedbrydning i perifere væv, der fx ses ved inflammation og ved malnutrition (proteinmangel), hvor albumin bruges som amino­syre­reser­ve
  • Displacering af albumin til ekstracellulærvæsken eller til "det tredje rum" (øde­mer, asc­ites­væske etc.). Det ses fx ved for­brændinger, sepsishjertesvigt (herunder kardiogent shock) eller levercirrose
  • Øget tab, som især kan være meget markant ved nefrotisk syndrom, men også kan ses ved andre nyresygdomme, præeklampsi, lang­vari­ge gastrointestinale infektioner, inflam­matoriske tarmsygdomme (Crohns sygdom og colitis ulcerosa), proteintabende enteropati, og ved forbrændinger
  • Kombinationer af flere af de ovennævnte årsager
    • Ses fx ofte hos alvorligt akut syge patienter i intensiv behandling, uanset genesen
    • Men ofte også hos patienter med kronisk dårlig almentilstand, fx ældre med multiple kroniske sygdomme

 Ekstremt lave værdier

  • Meget lave værdier (fx under 16 g/L) kan ses ved udtalt proteinmangel (Kwashiorkor) og er forbundet med en dårlig prognose
  • Næsten totalt fravær af plasma­albumin (analbuminæmi) ses ved en meget sjælden arvelig til­stand, som oftest er forbavsende asymptomatisk, især fordi der sker en kompensatorisk stigning i plasmakoncentrationen af gammaglobuliner

Fejlkilder (og kilder til normal variation)

  • Langvarig stase i forbindelse med blodprøvetagning kan øge albuminkoncentrationen i en prøve med 10-20 %
  • Koncentrationen er omkring 15 % lavere hos liggende patienter end hos siddende patienter
  • Under graviditet ses et fald på 15-20 % i løbet af 2. og 3. trimester. Det har traditionelt været tilskrevet den normalfysiologiske ekspansion af ekstracellulærvæsken, men skyldes muligvis andre forhold, fx at proteinet fungerer som kilde til aminosyrer til placenta og fosteret 
  • Brug af p-piller kan også være associeret med lidt lavere værdier
  • Forhøjede koncentrationer af albumin kan induceres ved indtagelse af anabolske steroider, androgener, væksthormon og insulin

Biokemisk baggrund

  • Monomert protein med en molekylvægt på 66.300 Da
  • Udgør 50 - 60 % af det totale proteinindhold i plasma 
  • Dominerende protein i ekstracellulære væsker (omkring 60 % af kroppens samlede indhold findes ekstravaskulært)1,2
  • Syntetiseres i leveren og lægger beslag på 15–20 % af leverens protein­syntesekapacitet. Produktionen er normalt 0,15 til 0,25 gram per kg legemsvægt per dag, men kan øges op til 300 % ved tilstande som fx nefrotisk syndrom
  • Har under normale omstændigheder en halveringstid i plasma på 15-19 dage, nedbry­des i mange væv, men tabes også i et vist omfang via tarm­kanalen og meget lidt via urinen
  • Spiller en central rolle for opretholdelsen af det kolloid­osmo­tiske tryk i plasma og har derudover en vigtig funktion som bindings­sted (og transportør) for en lang række vidt forskellige endogene og eksogene komponenter, herunder mange metaller, hormoner og farmaka
  • Er også en kilde til aminosyrer i perifere væv og har desuden anti­oksidative egenskaber, bufferegenskaber, hæmmende effekter på vis­se inflammatoriske reaktioner og regulerende effekter på kapillær­per­meabiliteten

Prøvetagning

  • Veneblodprøve uden langvarig stase
  • Prøvetagningsrør med heparin (til plasma) eller rør uden antikoagulans (til serum)
  • Afpipetteret plasma/serum er stabilt i op til en uge ved 25°C (og meget længere i køleskab) og kan sendes med almindelig post til laboratoriet

Referenceintervaller

  • NB! Der kan være betydelige forskelle i de angivne intervaller fra laboratorium til laboratorium, afhængigt af hvilken målemetode der anvendes
  • Følgende værdier stammer fra en større nordisk undersøgelse af voksne mænd og kvinder3
    • 18-39 år: 36-48 g/L
    • 40-69 år: 36-45 g/L
    • > 70 år: 34-45 g/L
  • Nyfødte har 10-20 % lavere værdier end voksne, mens børn op til 14 år har 10 - 20 % højere værdier, og unge mellem 14 og 20 år har samme værdier1,,4

Andre måleenheder

  • Enkelte laboratorier anvender SI-enheden µmol/L i stedet for g/L
  • Omregning: g/L x 15,05 = µmol/L, og µmol/L /15,05 = g/L

Patientinformation

NPU-koder og -navne

  • NPU19673
  • NPU01132

Navne

  • Langt navn
    • P—Albumin; massek. = ? g/L
    • P—Albumin; stofk. = ? µmol/L
  • Kort navn 
    • Albumin;P

Kilder

Referencer

  1. Burtis CA, Ashwood ER, Bruns DE (eds.). Tietz textbook of clinical chemistry and molecular diagnostics. St. Louis, Missouri. Elsevier Saunders. 2006.
  2. Nilsson-Ehle P (red.). Laurells klinisk kemi i praktisk medicin. 9. udg. Lund. Studentlitteratur. 2012.
  3. Rustad P, Felding P, Franzson L, Kairisto V, Lahti A, Martensson A, Hyltoft PP, Simonsson P, Steensland H, and Uldall A. The Nordic Reference Interval Project 2000: recommended reference intervals for 25 common biochemical properties. Scand J Clin Lab Invest. 2004; 64.; 271-84. Vis kilde
  4. Chan MK, Seiden-Long I, Aytekin M, Quinn F, Ravalico T, Ambruster D, et al. Canadian Laboratory Initiative on Pediatric Reference Interval Database (CALIPER): pediatric reference intervals for an integrated clinical chemistry and immunoassay analyzer, Abbott ARCHITECT ci8200. Clin Biochem. 2009; 42(9).; 885-91. Vis kilde

Fagmedarbejdere

Lennart Friis-Hansen

overlæge, dr. med., Klinisk Biokemisk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen