Retroperitoneal fibrose

Michael Borre

Speciallæge

Resumé

Diagnose

  • Sjælden fibroinflammatorisk sygdom karakteriseret ved udvikling af retroperitoneal fibrose omkring aorta og ilica-kar

  • En betydelig andel af de idiopatiske tilfælde anses i dag for at være led i IgG4-relateret sygdom

  • Symptomerne er ofte uspecifikke og diagnosen stilles derfor ofte sent

  • CT- eller MR-skanning påviser typisk en retroperitoneal fibrotisk masse med påvirkning af ureteres og evt. hydronefrose

Behandling

  • Kortikosteroider er fortsat førstevalg

  • Ved recidiv eller steroidafhængighed kan anvendes steroidbesparende immunsuppressiv behandling

  • Ureteraflastning med JJ-kateter eller nefrostomi kan være nødvendig ved betydende obstruktion

Henvisning

  • Klinisk mistanke kombineret med forhøjede inflammationsmarkører, påvirket nyrefunktion eller uforklaret hydronefrose

Seneste væsentlige ændringer

  • Den største ændring er ikke behandlingen, men erkendelsen af, at en betydelig andel af de tidligere "idiopatiske" tilfælde nu opfattes som del af IgG4-relateret sygdom (IgG4-RD)

Diagnose

Diagnostiske kriterier

  • Der findes ingen standardiserede diagnostiske kriterier

  • Ukarakteristiske symptomer og fund leder typisk sent til diagnosen, og tilstanden er derfor ofte ledsaget af ureterobstruktion og påvirket nyrefunktion

  • CT- og MR-skanning påviser typisk en periaortal fibroinflammatorisk proces, ofte ledsaget af medial deviation af ureteres, ureterobstruktion og hydronefrose

 Sygehistorie

  • Uspecifikke kliniske symptomer     

    • Lokaliserede - ryg/flankesmerter ved ureterobstruktion

    • Systemiske - inflammation samt påvirket nyrefunktion

  • Lokaliserede symptomer

    • Smerter i flanken, ryg eller mave udgør hyppigste kliniske manifestationer

    • Smerten beskrives som svag og konstant uden forværring ved bevægelse eller palpation

    • Ved ureterinvolvering kan der forekomme koliksmerter, som ved langsom progression kan udeblive i takt med aftagende nyrefunktion

    • Ødemer i underekstremiteterne kan opstå som følge af kompression af retroperitoneale vener og lymfekar

    • Scrotalt ødem, varicocele eller hydrocele er hyppigt forekommende

  • Systemiske symptomer

    • Træthed, subfebrilia, kvalme, anoreksi, vægttab og muskelsmerter

Kliniske fund

  • Den fysiske undersøgelse giver sjældent specifikke fund

  • Undtagelsesvis lokal ømhed og palpabel abdominal udfyldning

  • Periumbilikal mislyd ved dilatation af aorta

  • Scrotalt ødem kan forekomme

Supplerende undersøgelser i almen praksis

  • Akutfase reaktanter

    • Forhøjet orosomucoid og CRP ses hos 80-100% af patienterne

    • Anvendes også i behandlingsmonitorering og opfølgning af sygdommen

  • Biokemiske prøver

    • Kreatinin og elektrolytter

  • Serologi

    • ANA er forhøjet hos 60% af patienterne

    • Rheumafaktor og antistoffer mod glat muskel, dobbeltkædet DNA, ekstraktabelt kerneantigen og neutrofilt cytoplasma kan være positive

    • Antistof-titrene er ofte lave

  • IgG4-niveau kan overvejes ved mistanke om IgG4-relateret sygdom, selv om normale værdier ikke udelukker diagnosen

Andre undersøgelser hos specialist

  • Ultralydsskanning

    • Ofte primære billeddiagnostiske undersøgelse ved mistanke om nyresygdom

    • Hypo- eller isoekkoisk vævsmasse rundt om og ved de store kar

    • Typisk ensidig eller dobbeltsidig involvering af ureteres med hydronefrose

  • CT- og MR-skanning

    • Afgørende for diagnosen og kan evt. skelne mellem idiopatisk og sekundær retroperitoneal fibrose

    • Påviser som regel triaden: Medial deviation, ydre kompression af ureteres samt hydronefrose

  • Histologi       

    • Ved atypisk lokalisation, manglende behandlingsrespons eller mistanke om malign sygdom anbefales biopsi med henblik på histologisk verifikation og vurdering for IgG4-relateret sygdom

Differentialdiagnoser

  • Andre årsager til nyresygdom

  • Andre årsager til hydronefrose

  • Retroperitoneal cancer

Behandling

Behandlingsmål

  • Standse den fibroinflammatoriske reaktion

  • Forhindre eller aflaste obstruktion af ureteres og øvrige retroperitoneale strukturer

  • Hæmme akutfasereaktionen og dens systemiske manifestationer

  • Hindre recidiv

Generelt om behandlingen

  • Kortikosteroider

    • Medicinsk førstevalg med hæmning af

      • Cytokiner involveret i akutfasereaktionen

      • Den inflammatoriske komponent

      • Kollagensyntese og modning

    • Leder typisk til hurtig symptombedring pga. reduktion af den retroperitoneale masse og lettelse af obstruktive komplikationer

    • Kan gives som kontinuerlig behandling eller tre dages pulsbehandling

    • Nogle patienter er resistente over for kortikosteroider

  • Immunosuppressiva

    • Azathioprin, methotrexat eller mycophenolatmofetil kan anvendes som steroidbesparende behandling hos udvalgte patienter

    • Kan anvendes når længerevarende kortikosteroidbehandling giver bivirkninger

    • Der er rapporteret om gunstig effekt af methotrexatciclosporinmycofenolatinfliximab og mofetil

Håndtering i almen praksis

  • Objektiv undersøgelse af særligt abdomen og scrotum

  • Måle akutfase reaktanter, serologiske rhemafaktorer og antistoffer

  • Henvise til videre udredning ved mistanke om tilstanden

Råd til patienten

  • Ingen specifikke

Medicinsk behandling

  • Kortikosteroider

    • Optimal dosis og varighed af behandling er ikke veletableret

    • Prednisolon 0,6 mg/kg dagligt anvendes ofte som initialbehandling med efterfølgende gradvis nedtrapning

    • Behandling løber i op til 2 år for at hindre recidiv

  • Immunsuppressiva

    • Azathioprin 2-5 mg/kg legemsvægt/dag under kontrol af leukocyt- og trombocyttal

    • Anvendes gerne som andenvalgsbehandling

Anden behandling

  • Organunderstøttende aflastning

Kirurgi

  • Ved tegn på nedsat nyrefunktion (renografi) eller obstruktion med hydronefrose anlægges stent mellem nyrepelvis og blæren til sikring af urinafløbet

  • Operative aflastende indgreb afventer den typisk effektive medicinske behandling under evt. samtidig aflastning med stent

  • Kun sjældent anvendes kirurgisk frilæggelse af ureteres, da indgrebet kan give anledning til sekundær fibrosedannelse 

  • Abdominalt aortaaneurisme 

    • Indikation for operation følger retningslinjerne for behandling af aneurismer

    • Der synes ikke at være nogen forskel mellem inflammatorisk og ikke-inflammatorisk abdominalt aortaaneurisme vedrørende risiko for ruptur, postoperative komplikationer og langtidsprognose

Forebyggende behandling

  • Ingen kendte

  • Behandling bør følges pga. recidivrisiko

Henvisning

  • Ved klinisk og biokemisk mistanke om tilstanden

Opfølgning

  • CRP og væsketal hver 4-8 uger indtil sygdom er i en stabil fase, senere 2 gange årligt

  • Billeddiagnostisk kontrol med CT eller MR tilpasses sygdomsaktivitet, behandlingsrespons og risiko for recidiv

  • Patienten afsluttes efter endt behandling til klinisk kontrol og blodprøver ved egen læge årligt i 2 år

  • Ureterobstruktion antages at genopstå hos halvdelen af de patienter, som opereres og hos 10% af de patienter, der behandles med steroider. Kan med fordel følges med CT-skanning 2 gange årligt de første to år og derefter årligt1

Sygdomsforløb, komplikationer og prognose

Sygdomsforløb

  • Kronisk forløb, men god respons på behandling

Komplikationer

  • Ureterobstruktion med udvikling af hydronefrose og nyresvigt

Prognose

  • Prognosen er god, men med risiko for alvorlige komplikationer såsom kronisk nyresvigt

Basisoplysninger

Forekomst

  • Der diagnosticeres ca. 50 nye tilfælde årligt i Danmark

  • Sygdommen ses typisk i 50-60-årsalderen, men ses også hos børn og ældre

  • Mænd rammes 2-3 gange hyppigere end kvinder

Ætiologi

  • Hovedparten af tilfældene klassificeres som idiopatiske, men en betydelig andel anses i dag for at være relateret til IgG4-relateret sygdom

  • Omkring en tredjedel optræder sekundært til:

Patogenesen

  • Ved den idiopatiske form af sygdommen er patogenesen uklar

  • To fremtrædende teorier:

    • En kronisk lokal periaortit karakteriseret ved fremskreden aortaaterosklerose med kronisk inflammation og fibrose i adventitia og periaortalt

    • Manifestation af en systemisk autoimmun sygdom med øgede akutfase reaktanter og positive autoantistoffer

  • Sandsynligvis er patogenesen multifaktoriel, og en genetisk faktor er ikke udelukket

  • Sygdommen kan være del af en systemsygdom med vaskulitis

Patologi

  • Det typiske makroskopiske billede af idiopatisk retroperitoneal fibrose er et hvidt, hårdt retroperitonealt plaque af varierende tykkelse med udbredelse omkring abdominal aorta, iliakakarrene og i de fleste tilfælde v. cava inferior samt ureteres

  • Et plaque opstår typisk mellem oprindelsen til nyrearterierne og pelviskanten, selv om præsakral involvering ikke er usædvanlig

  • Kan optræde med atypisk lokalisation i peritoneum

Associerede autoimmune eller inflammatoriske sygdomme

Disponerende faktorer

  • Uklart, men erhvervsmæssig eksponering for asbest øger risikoen for at udvikle idiopatisk retroperitoneal fibrose

  • Følgende medikamina kan være relateret til retroperitoneal fibrose: Methysergide,  ergotamin, hydralazin, methyldopa, phenacetin, betablokkere

ICPC-2

ICD-10/SKS-koder

Patientinformation

Link til patientinformation

Link til vejledninger

Kilder

Referencer

  1. Fenaroli P, Maritati F, Vaglio A. Into Clinical Practice: Diagnosis and Therapy of Retroperitoneal Fibrosis. Curr Rheumatol Rep. 2021; 23.; 18. PubMed

Fagmedarbejdere

Michael Borre

Overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

Ph.d., praktiserende læge, Grenå

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen